Mit ErhvervsPhD-projekt har, som trofaste læsere af bloggen vil vide, været i gang i lidt mere end 1 år nu. Jeg startede med lektor, PhD, Ellen Christiansen som hovedvejleder, men da Ellen skiftede job (og blev professor på Syddansk Universitet), måtte jeg se mig om efter nye muligheder. Og de viste sig at dukke op på min gamle skole: Handelshøjskolen i Århus, hvor jeg i tidernes morgen læste økonomi.

Jeg er således fortsat PhD-studerende ved Aalborg Universitet, men samtidigt tilknyttet Strategy Lab ved Handelshøjskolen i Århus med professor Anders Drejer som vejleder. Strategy Lab er et laboratorium for strategiforskning og -udvikling, og jeg glæder mig til et spændende samarbejde.

Læs mere om laboratoriet pÃ¥ www.strategylab.dk, hvor der ogsÃ¥ er profil af de øvrige forskere – og se nyhedsbrevet, der fortæller lidt om rumforskningen, her.

Jeg deltager i disse dage i konferencen Space=Interaction=Discourse, der finder sted p̴ Aalborg Universitet. Konferencen samler internationale forskere, der arbejder med betydningen af de omgivelser, vi befinder os i ud fra forskellige perspektiver: Sociologi, diskurspsykologi, diskursanalyse, arkitektur, design, geografi Рog en hel del andre faglige discipliner.

I bredeste forstand er konferencen en mulighed for at betragte den humanistiske forskning omkring sted og plads – og det er ikke mindst interessant, at forskningen i de fysiske omgivelsers betydning inden for de forskellige faglige discipliner tilsyneladende over alt er et lille og appendiks. Fordelen ved det er, at konferencer som denne rummer forskere med vidt forskellige baggrund – fra arkitekter over sociologer, antropologer, etnografer til psykologer og ligvistikere. Som alle forenes i konferencens tema: Space=Interaction=Discourse.

Jeg har fornøjelsen af selv at deltage med oplæget Strategic workspace design in knowledge organizations.

I seneste nummer af magasinet Arbejdsmiljø (10/2008) kan man læse om Det levende hus. Tanken er at skabe en fysiske rammer, der understøtter nye arbejdsformer – og dermed ogsÃ¥ stiller spørgsmÃ¥lstegn ved, hvad det rigtige arbejde er. Der er pÃ¥ forhÃ¥nd defineret en række principper for det levende hus:

• Alle medarbejdere – ogsÃ¥ ledelsen – skal arbejde i Ã¥bne kontorlandskaber
• Miljørigtige løsninger prioriteres højt
• Projektet skal udstrÃ¥le en enstartet identitet pÃ¥ tværs af landegrænser (i første omgang etableres Det levende hus i Ballerup og Bergen)
• Huset skal afspejle organisationens værdier

Udover disse værdier er det en bærende tanke, at huset skal udformes i tæt samspil med brugerne. Dermed er det formentlig aldrig helt muligt at definere Det levende hus netop fordi det er – nÃ¥ja, levende!

Det er TrygVesta, der eksperimenter med Det levende hus, som man også kan læse mere om i organisationens egen avis.

Jeg deltager i disse dage i erhvervskursus – en obligatorisk kursusrække for ErhvervsPhD-studerende. Kurset er nr. 2 ud af 3, og afsluttes med en  erhvervsrapport, hvor idéen er at overveje de kommercielle aspekter ved de enkelte ErhvervsPhD-projekter.

Denne kursusgang omhandler specielt ledelse, organisations- og virksomhedsbegrebet og runder ogsÃ¥ vidensdeling. For os, der i forvejen arbejder med organisationer, er det ikke “breaking news” – men dog altid en god lejlighed til at hilse pÃ¥ andre ErhvervsPhD-kollegaer.

Denne artikel er publiceret 15. oktober 2008 i Erhvervsbladet: 

Det har taget mig 42 minutter at skrive denne artikel. Den er skrevet på mit kontor, og det betyder, at jeg kunne have skrevet to artikler på 84 minutter.

Nogenlunde sådan synes vores logik at være, når det drejer sig om arbejdstid. Og det er en logik, som i en lang periode i verdenshistorien har holdt vand: I industrisamfundet var der sandsynligvis en nogenlunde lineær sammenhæng mellem tid og produktivitet. Hvis man kan lave en bil på en time, hvor mange biler kan man så lave på 3 timer…

Den seneste tid har budt på en række debatter om netop tiden. Vi har læst om arbejdsuger på 4 dage, sågar på 4 timer. Nyligst læser vi fra politisk hold, at vi skal forøge arbejdstiden for dermed at forøge produktiviteten og velstanden. Men samtidigt bevæger vi os i retning af et samfund, der baserer sig mere og mere på viden, innovation, kreativitet, netværk og samarbejde. Og i videnssamfundet er det spørgsmålet, om vi kan forudsætte en lige så lineær sammenhæng mellem tid og produktivitet.

For industrilignende erhverv er det klart, at tiden er en afgørende faktor. Men at bruge tiden som væsentligste faktor uanset sammenhæng, blokerer for en stor del af det potentiale, som videns- og innovationssamfundet netop skal skabe. – Hvem vil mÃ¥le værdien af en roman pÃ¥ den tid, forfatteren har brugt pÃ¥ at skrive den? En symfoni pÃ¥ den tid, komponisten har siddet ved nodeblokken? Eller et maleri pÃ¥ den tid, maleren har brugt ved lærredet?

Selvsagt er vi ikke alle forfattere, komponister eller malere, men for en stadig større del af arbejdsstyrken, begynder arbejdsforholdende at ligne mere og mere. Kan man måle reklamemandens kreativitet ved timer brugt ved tegnebordet? Eller ingeniørens evne til innovation ved at måle timer forbrugt på kontoret? Eller HR-medarbejderens succes ved at måle timer, der er brugt ved skærmen?

Med andre ord skifter forståelsen af tid og sted, jo mere vidensbaseret vores arbejde bliver. I videnssamfundet er tiden ikke det afgørende parameter for produktiviteten. Produktivitet målt kvantitativt giver mindre og mindre mening og stiller os over for spørgsmål, som er svære at svare på: For hvilke kriterier skal vi anlægge for at vurdere kvalitet? Hvordan er virksomheden sikret, at den får valuta for pengene i ansættelsesforholdet, hvis det ikke længere kan opgøres på tid? Og hvordan sikrer den enkelte medarbejder balance mellem arbejdsliv og øvrigt liv, når der ikke er en traditionel sondring mellem 8 timers arbejde, 8 timers fri og 8 timers hvile?

Alt for ofte er vi fastlåst i en opfattelse af, at arbejde er en aktivitet, der foregår fra 8-16 på en bestemt fysisk placering. Men teknologien har for længst skabt mulighed for grænseløst arbejde – vi mangler blot at skabe rum og rammer, der understøtter det.

– Det kræver dialog om det gode arbejde og det gode liv. Om værdi og kvalitet. Og det er den dén dialog, vi har brug for – frem for en dialog, der handler om, hvor mange timer vi bruger pÃ¥ den fysiske placering, vi kalder arbejdspladsen.

Igennem mit arbejde som ErhvervsPhD-studerende har jeg mødt en række mennesker, der beskæftiger sig med emner i nærheden af mit og interesserer sig for mennesker, rum og rammer ud fra forståelsen af, at de fysiske omgivelser påvirker det, der sker i rummet.

Inden for psykologien, som er mit udgangspunkt, kaldes dette felt miljø- og arkitekturpsykologi. I sociologien taler man om rummets sociologi. Og der findes en hÃ¥ndfuld øvrige begreber og skoler, der søger at forstÃ¥ interaktionen mellem menneske og den fysiske materialitet. Det er ikke i sig selv arkitektur og æstetik. Det er heller ikke alene psykologi eller sociologi. – Det er et gryende fagligt, der opstÃ¥r som en collage af fagligheder og interesser, og som i bred forstand kan defineres som en interesse i interaktionen mellem menneske og rum.

Blandt de mange, jeg efterhÃ¥nden har truffet, der arbejder med dette emnefelt, er samtalen hurtigt gÃ¥et i retning af, at der mangler et fagligt netværk. Inden for de enkelte faglige discipliner er den generelle interesse for rum og omgivelser typisk ikke sÃ¥ stor – men pÃ¥ tværs af fagligheder er der efterhÃ¥nden en del, der arbejder med beslægtede omrÃ¥der, og jeg tror, der kunne være  stor gavn af at mødes.

Derfor forsøger jeg at etablere et netværk for rumforskere. Opstarten vil blive et møde tirsdag d. 25. november kl. 13-16 på Syddansk Universitet, hvor lektor, PhD, Kirsten Kaya Roessler vil holde et oplæg om arkitekturpsykologi, og hvor der vil blive lejlighed til at samtale om ønsker og behov til et kommende netværk.

Tilmelding til ml@madslindholm.dk senest mandag d. 17. november. Nærmere adresse og lokale følger senere.

Forleden var jeg til foredrag – eller hvad sÃ¥dan noget nu kaldes – men noget sÃ¥ seriøst, væsentligt og afgørende som en PhD, der havde fundet sit kald: Nemlig at tegne tegneserier om PhD-livet! Jorge Cham, hedder han, og han er leverandør af sjove striber pÃ¥ www.phdcomics.com. Selvom jeg pÃ¥ forhÃ¥nd havde bekendtgjort, at jeg ikke regnede med, at han kunne slÃ¥ Anders And af pinden som min favorittegneserie (stærkt forfulgt af Garfield, i øvrigt), sÃ¥ mÃ¥ jeg indrømme, at han gjorde et ihærdigt forsøg! Og det skyldtes ikke mindst, at tegneserietegneren talte om et lille ord, som jeg ikke kendte, men som de fleste sikkert alligevel kender betydningen af: Procrastination. Overspringshandlinger!

Se, en overspringshandling kan man da vist kalde det, når en PhD i robotteknologi under sin forskning tegner så mange tegneserier, at han ender med at kunne leve af det! Så kan man pludselig tilføje endnu et ord, som er forholdvis nyt i mit vokabularium, men som jeg er vild med: Serendipitet!

Serendipitet er, hvis man spørger Wikipedia, “det at finde uden at søge, men derefter ogsÃ¥ at erkende værdien i det, man har fundet, sÃ¥dan at det ses i et helt nyt lys”. Lyder kompliceret, men lad os tage et eksempel: H. C. Ørsted fumlede med nogle ledninger under en kompasnÃ¥l, og vupti – elektromagnetismen var opdaget.

Essensen er her, at jeg tror, der kan være en sammenhæng mellem overspringshandlinger og serendipitet! AltsÃ¥: Overspringshandlinger giver lejlighed til at lede efter noget, vi ikke vidste, vi ledte efter. Og hvad har det sÃ¥ med noget at gøre? Jo, hvis vi skal leve af kreativitet, innovation og viden, sÃ¥ bliver serendipiteter en konkurrenceparameter af format! Dem, der finder det sublime uden at vide det – men fluks erkender værdien af det – de bliver ledestjernerne. Og min pÃ¥stand, helt udokumenteret, er sÃ¥, at vi har brug for overspringshandlinger for at finde serendipiteterne!

Vi har ganske enkelt brug for fra tid til at anden at gÃ¥ en tur uden at vide, hvad vi leder efter – endsige at vi overhovedet leder efter noget. Og vi kender det alle sammen: Den gode idé, der opstod i badet, pÃ¥ køreturen, ved stranden eller alle mulige andre steder, hvor vi ikke havde forventet, at gode idéer faldt ned. Dét er basalt set serendipitetens psykologi: At vi skal give hjernen plads. At vi skal bruge overspringshandlingerne som et pusterum og en tank(e)station. Og have øjnene Ã¥bne for, at noget værdifuldt pludselig kan dukke op uventet og uden at vi vidste, at det var pÃ¥ vej.

Overspringshandlinger og serendipitet. Jeg tror, der er en sammenhæng! Og lad mig sÃ¥ komme tilbage til tegneserierne…

I dag er det præcis et Ã¥r siden denne blog sÃ¥ dagens lys. Og dermed præcis et Ã¥r siden, jeg steg ombord og begyndte den 3-Ã¥rige rumrejse, som jeg ynder at kalde mit ErhvervsPhD-projekt om strategisk indretning. – Og skønt et 1-Ã¥rs jubilæum jo er en stor dag, sÃ¥ pÃ¥regner jeg nu ikke de store taler endsige gaver, men vælger i stedet selv at reflektere lidt over det første Ã¥r som rumrejsende og ErhvervsPhD-studerende.

To faser

Det er gÃ¥et op for mig, at der findes to faser i en PhD: Der findes den fase, hvor man lige er startet, og sÃ¥ findes der den fase, hvor man lige er ved at være færdig. Jeg er lige startet, og i grunden tror jeg, at det vil være min opfattelse i et Ã¥rs tid endnu. Til den tid er jeg formentlig sÃ¥ hjemmevandt, at jeg føler, at jeg er ved at være færdig…

Startfasen – som jeg altsÃ¥ tror varer et par Ã¥r… – kendetegnes ikke mindst ved, at det er vældigt vanskeligt at planlægge et PhD-forløb. Inden for det første halve Ã¥r skal man udfærdige en forskningsplan, der mere eller mindre beskriver resten af forløbet – og efter den nye PhD-bekendtgørelse skal den plan faktisk være færdig inden for de første 3 mÃ¥neder. En hÃ¥bløs, men spændende opgave!

PhD-kurser
Blandt de ting, der er svære at planlægge, er PhD-kurserne. Alene af den grund, at man ikke helt ved, hvor og hvornÃ¥r de finder sted. Det, man ved, er, at man skal deltage pÃ¥ kurser, sÃ¥ man i løbet af forløbet nÃ¥r op pÃ¥ 30 ECTS-point. Jeg har lavet en hurtig optælling, og jeg er allerede pÃ¥ knapt 28 point – hvilket faktisk betyder, at jeg har brugt mere end 40% af min samlede arbejdstid (officielle, i hvert fald!) pÃ¥ PhD-kurser. – Det tror jeg har været en god investering, bÃ¥de fagligt og socialt. Men tiden tages jo fra andre omrÃ¥der – og ikke mindst min publikationsliste er noget kortere, end jeg havde ønsket mig! Men det skulle dette efterÃ¥r gerne rÃ¥de bod pÃ¥.

ErhvervsPhD
Der findes “rigtige” PhD’er – og sÃ¥ findes der ErhvervsPhD’er. Og hvilken der er mest rigtig nÃ¥r det kommer til stykket, er i grunden et godt spørgsmÃ¥l! UniversitetsPhD’erne – altsÃ¥ dem, der alene er tilknyttet universitetet – har store krav til undervisning, hvor ErhvervsPhD’erne i stedet har krav om at balancere forskning og kommercielle aspekter. Der er formentligt lige store udfordringer ved begge dele – selvom jeg af og til tænker, at universitetsPhD’erne har det nemt! (De tænker sikkert det samme om ErhvervsPhD’erne!).

Men sandt er det, at det er en interessant udfordring hele tiden at sikre bÃ¥de et fagligt højt niveau og samtidigt et kommercielt sigte. Jeg prøver selv at balancere det i forhold til 3 F’er: Forretning, formidling og forskning. Det er i høj grad formidlingsaspektet, der binder forretning og forskning sammen. Det skal ganske enkelt være forstÃ¥eligt, hvad en ErhvervsPhD handler om, for at den sÃ¥ og sige kan sælges – uanset om det er internt i virksomheden eller eksternt mod et marked. Men samtidigt skal det heller ikke være sÃ¥ banalt, at det bliver populærvidenskabeligt og poppet. Forskningens niveau mÃ¥ ikke kunne kritiseres – men skal samtidigt kunne formidles pÃ¥ et nogenlunde forstÃ¥eligt sprog. – Her tror jeg, at det trods alt er nemmere for os, der arbejder i spændingsfeltet mellem human- og samfundsvidenskab, end hvis genstandsfeltet er naturvidenskabeligt.

Innovation – og vanetænkning
At der skal bygges bro imellem forskning og forretning er i høj grad et spørgsmÃ¥l om innovation. Og mÃ¥ske ogsÃ¥ et spørgsmÃ¥l om forandrings- og forundringsparathed. Mit eget projekt tager afsæt i vidensvirksomheder. Og det har undret mig sÃ¥re at opdage, at holdningen til vidensvirksomheder er sÃ¥ forskelligartet – mÃ¥ske specielt i det nordjyske, hvor jeg residerer. Grundlæggende har jeg mødt to poler: Den ene vil sige, at enhver virksomhed er en vidensvirksomhed, fordi vi alle ved noget. Den anden vil sige, at vidensvirksomheder i virkeligheden kun er dem, der arbejder fleksibelt, kreativt og innovativt med høj specialiseret vidensudvikling og -anvendelse. Jeg befinder mig et sted midt imellem – men trods alt tættere pÃ¥ sidstnævnte! At antage, at enhver virksomhed er en vidensvirksomhed, har det store problem, at man ignorerer udfordringerne hos de egentlige vidensvirksomheder. Er mennesker lige kreative overalt og pÃ¥ ethvert tidspunkt? Kan samarbejde finde sted under alle forhold og former? Og skal vi pine-død arbejde fra 8 til 16? Med andre ord: Kan vi blindt indoptage industrisamfundets paroler i en tid, hvor vi ønsker at satse pÃ¥ viden?

– Mit svar burde være klart! Hele afsættet for min PhD er et ønske om at være med til at skabe nye rum og rammer for videnssamfundet. Og det er i den sammenhæng jeg af og til er blevet forundret, nÃ¥r erhvervsledere i ramme alvor er af den opfattelse, at det pÃ¥ det nærmeste ikke er forskel pÃ¥ produktionsformen i industri- og videnssamfundet. Samfundet har i disse Ã¥r potentiale til at ændre sig, sÃ¥ vi fÃ¥r menneskelige arbejdspladser, og ikke blot betragter mennesket som smÃ¥ tandhjul i et stort maskineri. Men det kræver ledelsesmæssigt mod og udsyn. Og pÃ¥ det punkt skal jeg indrømme, at min generelle optimisme nok var større for et Ã¥r siden, end den er nu. – Og det i sig selv mener jeg giver sÃ¥ meget desto mere grund til at forske netop i dette felt!

Om et Ã¥r vil jeg…
Den 3. september 2009 – altsÃ¥ om et Ã¥r – hÃ¥ber jeg, at kunne præsentere lidt mere konkrete resultater af min forskning. PÃ¥ det tidspunkt har jeg:

• Udgivet en artikel om arkitekturpsykologi, der søger at forstÃ¥ forholdet mellem menneskelig interaktion og de fysiske omgivelser
• Udgivet en artikel om strategisk indretning, der beskæftiger sig med strategilitteraturens forhold til organisationernes fysiske rammer
• Afholdt en konference om “Tid & Sted” – fordi det mere end noget andet er afgørende, hvordan vi forstÃ¥r disse to begreber i forhold til vores arbejdsliv

Og sÃ¥ har jeg forhÃ¥bentlig lavet en masse andet spændende ogsÃ¥! Følg fortsat med her pÃ¥ bloggen, som jeg bestræber mig pÃ¥ at skrive lidt pÃ¥ et par gange om ugen. Tak for følgeskab sÃ¥ langt 🙂

Forleden besøgte jeg SIGNAL Arkitekter, der arbejder med mennesker, rum og ledelse. Og vi talte bl.a. om arbejdet i videnssamfundet – og om, hvad vi egentlig skal kalde det. Sprogligt møder vi stadig pÃ¥ kontoret, vi gÃ¥r stadig pÃ¥ arbejde – men for flere og flere vidensmedarbejdere er begreber som kontor, arbejde, ledelse, fritid osv. under opbrud og i bedste fald pÃ¥ vej til at være for gamle. I værste fald betyder mangle pÃ¥ bedre begreber, at vi fastholder hinanden i mønstre, som var fantastisk effektive i industrisamfundet – men som aldrig kan genererer den vækst, innovation og kreativitet, som et videnssamfund kræver.

Kontor betyder oprindeligt “et tællerum”, og det opstod som et halehæng til industrien – fordi der var brug for et sted, hvor man kunne varetage fabrikkernes administration. Kontoret var med andre ord slet ikke et primært sted, men mÃ¥ske snarere et nødvendigt onde, som muliggjorde det egentlige: Produktionen pÃ¥ fabrikken.

I dag er kontoret nerven i videnssamfundet. Vi arbejder med information og viden, og vi definerer stadig vores primære rum som et kontor, et mødelokale, en kantine – og fortsæt selv. Men risikoen er, at vi fortsætter forstÃ¥elsen af kontoret som et administrationslokale. Med andre ord: Nye arbejdsformer fordrer nye begreber.

Ordet skaber, hvad det benævner, skulle Grundtvig have sagt. Derfor er det sprog, vi bruger om vores arbejdspraksis afgørende – for det er sproget, der er med til at definere, hvad arbejde er.

Indrømmet, man skal lige i gear igen efter en sommerferie! Det er jeg ved at komme i disse dage, hvor jeg arbejder med halvÃ¥rsrapport – et nødvendigt gode, nÃ¥r man skriver ErhvervsPhD, for det tvinger én til at sætte ord og tanker pÃ¥, hvad de seneste 6 mÃ¥neder egentlig er brugt til. – Hvad har du lavet det sidste halve Ã¥r?!?

En gode mÃ¥de at komme i gear pÃ¥ er samtidigt lige at skanne sit emnefelt. Hvad er der sket siden sidst? Nye spændende artikler, bøger eller noget helt andet? Og det var i den søgning jeg faldt over en blog, som for mig var ny! Den har eksisteret nogle mÃ¥neder og skrives af journalisten Søren Svith. Det er spændende læsning – specielt i en blogosfære, som nogle gange ser lidt træg ud… Besøg siden pÃ¥ www.kontorlandskabet.dk.