International Herald Tribune diskuterer i artiklen Form follows function et efterhånden vel temmeligt klassisk emne: Hvorvidt form og funktion har noget med hinanden at gøre. Deres eksempel er iPod Shuffle. Et lækkert stykke elektronik. Men ligner det noget, der har med musik at gøre? Næ, faktisk ikke.

Skal et design afspejle funktionen, eller er det netop et godt designs særkende, at det taler sit eget sprog, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med genstandens egentlige brugsværdi? At designet så at sige er en værdi i sig selv, og at det blot er pragmatikere uden æstetisk sans, der vil foretrække at afkode designet i en given brugsmæssig retning? Den diskussion lader jeg trygt designere og brugere om, og vender mig i stedet mod den udfordring, som oftest udelades i diskussioner af den slags. Nemlig spørgsmålet om sammenhængen mellem design og adfærd.

PÃ¥ den ene side er design et formmæssigt udtryk, en manifestation, et stykke kunst, om man vil. PÃ¥ den anden side pÃ¥virkes vores adfærd i stor grad af de designs, vi omgives med. PÃ¥ mikroniveau mÃ¥ vi indrette adfærden efter designet pÃ¥ iPod’en for at fÃ¥ den til at virke. I lidt større skala er den type design, som vi kalder arkitektur, definerende for, hvor vi bevæger os og hvordan. Og pÃ¥ makroniveau er den type design, der forbinder arkitektur, politik og kultur afgørende for vores nationale tilhørsforhold, vores selvforstÃ¥else og vores verdensoplevelse.

Jeg besøgte Rom for få dage siden, og i romerriget smeltede arkitektur, kunst og politik sammen til et samlende hele, der var med til at definere dette magtcentrum, og i nogen grad stadig påvirker vores verdenssyn. Alle veje fører til Rom, siger vi, og måske er det mere præcist at sige, at alle veje fører fra Rom i den forstand, at romerrigets indflydelse på religion, arkiteitur, retsvidenskab og statsledelse stadig i dag er ganske betydelig i europæisk tænkning.

I det gamle Rom var form og funktion beslægtede enheder. I reduktionismens navn har vi adskilt form og funktion ikke blot i design, men i store dele af arkitekturen. Næppe af ond vilje, men fordi vi har glemt at opdage, at funktionen skiftede, mens formerne forblev de samme.

Lad mig give et par eksempler:

• I hjemmet: Hovedparten af alle typehuse tegnes til en familie pÃ¥ 2 voksne og 2 børn til trods for, at en større og større del af familier er sammensatte af “dine-mine-vores” – og til trods for, at singler og DINK-segmentet (double income, no kids) er blandt de mest købedygtige
• PÃ¥ arbejdet: Vidensarbejde udføres pÃ¥ kontorer, der som oftest i form er identiske med 1800-tallets tællerum, hvor kontoret var et nødvendigt appendiks til den egentlige produktion: Fabrikken. Hvis vi i dag skulle nyopfinde en fysisk ramme omkring vidensarbejde, ville den næppe være kontoret, som vi kender det, der ville blive resultatet.

Med andre ord er der i mange sammenhænge en modsætning mellem form og funktion. Og denne modsætning bliver speciel essentiel og og væsentlig, når formen påvirker menneskers adfærd, fordi formen dermed fastholder en funktion, der ikke nødvendigvis er hverken hensigtsmæssig eller ønskværdig. Kunsten bliver at søge mod integration; at forene dele til helheder, at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Og ikke mindst at udfordre os selv til at undersøge, hvilke funktioner vi som samfund, virksomheder og mennesker ønsker at opfylde.

Hjerneforskningen har for længst bevist, at vi forsøger at skabe mening ud af alting. Nogle gange berettiget, andre gange knap sÃ¥ berettiget. Og mÃ¥ske er dagens indlæg et udtryk for sidstnævnte… I hvert fald er det produkt af at have læst lidt forskelligt de sidste par dage – og sÃ¥ pludselig overveje, om der kan være en mening?!? Døm selv:

“Samfundsvidenskaberne stÃ¥r for tiden i konstruktivismens tegn”, skriver Niels Ã…kerstrøm Andersen i bogen Diskursive analysestrategier, og fortsætter: – “Som jeg ser det, er det simpelthen blevet besværligt ikke at være konstruktivist”.

Det magiske spørgsmÃ¥l, som mange stiller og fÃ¥ besvarer, er hvorfor konstruktivismen (eller –tionismen) er blevet sÃ¥ populær. Der er mange gode forklaringer. Men jeg har en ny, som jeg hermed vil introducere!

Det skyldes LEGO-klodsen! Den har 50 Ã¥rs fødselsdag, og det fejres bl.a. af Google, der har lavet en LEGO-udgave af deres logo. Og da jeg sÃ¥ det slog det mig, at det er LEGO’s fortjeneste. Eller skyld. Døm selv. Et halvt Ã¥rti med LEGO betyder, at en hel generation er vokset op med tankegangen om, at verden bestÃ¥r af LEGO-klodser, som kan konstrueres og dekonstrueres efter forgodtbefindende. – Er der noget at sige til, at LEGO-generationen har taget konstruktionstanken med sig ind pÃ¥ universitetskontorerne…?

– SÃ¥ i virkeligheden er konstruktivismen (eller –tionismen) ikke forbundet med hverken postmodernitet eller poststrukturalisme. Den er skabt ud af farvede plastic-dimser – og i virkeligheden har alle konstruktivister et fælles mÃ¥l, som blev grundlagt allerede i deres barndom:

At omdanne hele verden til et gigantisk LEGO-land!

– Nogen, der kan fortælle mig, hvor man køber popcorn??

Forleden besøgte jeg LYNfabrikken i Århus. Et spændende møde med et spændende hus. I netværksteorien taler man nogle gange om knudepunkter, og LYNfabrikken virker til at være et knudepunkt for kreative mennesker. Et sted, hvor det er godt at samles, og som man naturligt får lyst til at vende tilbage til.

Skabes rummet så af de fysiske rammer, fint placeret i et nedlagt fabrikskompleks i Vestergade, eller af de ildsjæle, der får fabrikken til at slå gnister? Sammenhæng mellem rum og den socialitet, der finder sted i rummet, er hårfin. Jens Tonboe skriver i sin doktordisputats, Rummets Sociologi (Tonboe, 1993), at

rummet, menneskeskabt såvel som naturskabt, er teoretisk set ganske underordnet. Det er intet andet end lokalitet for, ramme omkring eller en bestemt form for fremtræden af det sociale. Det har ingen selvstændig betydning, ingen materialitet eller rettere: Materialiteten har ingen selvstændig betydning.

Måske, måske ikke. Men alligevel er der nogle rum, der tilsyneladende er bedre rammer end andre. Lidt poppet kan man måske sige, at nogle rum skaber mere rum end andre. Men altid i en vekselvirkning mellem de, der bebor rummet.

Kan man forholde sig til, hvad der har størst betydning? Socialiteten eller rummet? Eller vil det kræve, at man netop behandler begreberne hver for sig? Rummet kan nok betragtes uden det sociale – men det sociale mÃ¥ nødvendigvis altid være indlejret i en eller anden rumlig kontekst. – MÃ¥ske er jeg tættere pÃ¥ et svar om 3 Ã¥r!

Jeg fortsætter min tour de force i rumlitteraturen, og er nu stødt på Bøje Larsens artikel Tæt-koblede rum i løst-koblede organisationer fra Ledelse & Erhvervsøkonomi nr. 2, 2007.

Artiklen fortæller om løst-koblede organisationer, der forstÃ¥s som organisationer, hvor der pÃ¥ forskellige omrÃ¥der ikke er overensstemmelse – fx mellem mÃ¥l, viden og handling. Artiklens pointe er, at der i disse organisationer typisk findes tæt-koblede rum – altsÃ¥ rum, som netop forbinder mÃ¥l, viden og handling.

Eksemplet er teaterets scene. Det kan godt være, at teateret organisatorisk set er kaotisk og løst-koblet. Men når skuespiller og instruktør træder ind i øverummet, så opstår der en tæt-koblet praksis; en situation, hvor mål, viden og handling smelter sammen. Med andre ord: At rummet er med til at skabe sammenhæng i organisationens mange løse ender.

Rummet forstÃ¥s her ikke alene som det fysiske rum, men derimod som en “institutionaliseret social situation, hvortil der er knyttet særlige forventninger og traditioner”. Rummet er med andre ord noget, der skabes mellem mennesker, og dermed er der en parallel til gÃ¥rsdagens indlæg om socialt sanktionerede rum.

- At skabe rum er en social proces i en fysisk ramme.

At tale om at rum i sig selv giver mere eller mindre videndeling svarer til, at man ville hævde, at samtalekøkkener pr. automatik gav flere samtaler.

SÃ¥ledes konkluderer Eva Bjerrum, Jakob Lauring og Anne Bøgh Fangel i deres artikel Det Ã¥bne kontor – en teknologi der fremmer interaktion og videndeling i arbejdet?, som kan læses i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 3, 2007.

Det spørgsmål, artiklen rejser er, om åbne kontorlandskaber berettiget kan knyttes så tæt med begrebet vidensdeling, som man tit gør. Og forfatternes pointe er, at det, der sker i rummet, hænger tæt sammen med ledelsen, organisationen og arbejdsforståelsen:

…Selvom man skaber nogle rammer til et bestemt formÃ¥l, kan man ikke være sikker pÃ¥, at de vil blive anvendt derefter. Det afhænger blandt andet af, om der er balance mellem ledelse, arbejdsopfattelsen og de konkrete fysiske rammer.

Det er en vigtig og væsentlig konklusion, og artiklen er samtidig en god problematisering af de seneste Ã¥rs studier inden for Ã¥bne kontorlandskaber. For der er skrevet meget i mange forskellige retninger – men artiklens indirekte pÃ¥stand (som jeg læser den) er, at det, man i virkeligheden skal fokusere pÃ¥, ikke er rummet alene – men rummet i sin sammenhæng. En sammenhæng, der som nævnt bestÃ¥r af ledelse, medarbejdere, kultur, traditioner, vaner – og sikkert en hel del mere.

Jeg er meget enig i artiklens konklusioner. En enkelt ting er jeg dog usikker på: Er det rigtigt, at et samtalekøkken i sig selv ikke giver flere samtaler? Det kan virke som et underligt spørgsmål, men der er forsket lidt i det, man tit kalder socialt sanktionerede rum, og essensen er, at rummet i sig selv kan (gentager: kan) styrke en bestemt adfærd i rummet.

Jeg har tidligere nævnt eksemplet med kirkerum, hvor man kan konstatere en overrepræsentation af religiøse fænomener i forhold til andre rum. Ligeledes med det terapeutiske rum. Og spørgsmÃ¥let er, om det, vi definerer et rum som, bliver en selvopfyldende profeti? Derfor er jeg faktisk tilbøjelig til at tro, at der mÃ¥ske forekommer flere samtaler i et samtalekøkken end i alle andre rum…¨

Pointe? Ja, pointen her er, at rummet og rummets navn indgår i en diskurs, der også omfatter handlingen i rummet. Den wittgensteinske opfattelse af, at vores sprog skaber vores verden gælder også for rummet. Det er derfor jeg tror på samtaler i samtalekøkkener, meditation i meditationsrum, innovation i innovationsrum. Og hvile i hvilerum.

Jeg er dermed enig i artiklens budskab om, at adfærden i rummet afhænger af bl.a. ledelsen. Men min pointe er, at ledelsen ikke kun omhandler det, der foregår i rummet, men omhandler selve definitionen af rummet. Som Churchill har sagt: Vi former vores bygninger, derefter former de os.

Vidensvirksomhed. Vidensmedarbejder. Videnssamfund. Vi er vilde med viden! Viden er et plusord. Viden er magt. Det ligger lidt implicit i ordet, at viden er fremtiden – viden er det, vi stræber efter. Fra industrisamfund til videnssamfund. Vi vælger viden!

Jeg er selv havnet i samme fælde. I mit PhD-projekt beskæftiger jeg mig med strategisk indretning i vidensvirksomheder. Og som udgangspunkt har jeg intuitivt anvendt den mest traditionelle definition på vidensvirksomheder: Nogen, der beskæftiger sig med viden og information snarere end med fysiske produkter.

Men jeg er stødt pÃ¥ et problem: Jeg er kommet en smule i tvivl om, hvor grænsen gÃ¥r imellem vidensvirksomheder – og sÃ¥ alt andet! Og jeg fÃ¥r nok ikke Nobelprisen for opdagelsen, men jeg vil alligevel pÃ¥stÃ¥, at vi ikke kan tale om et enten-eller, men i de fleste tilfælde et bÃ¥de-og.

Er en fabrik en vidensvirksomhed? Nej, som udgangspunkt ikke. Men og sÃ¥ igen – det kommer an pÃ¥, hvad den laver. Fra mit kontor har jeg udsigt til virksomheden overfor; et traditionelt stÃ¥llager. Vidensvirksomhed? Næppe. Og dog: De har en hÃ¥ndfuld akademikere ansat – ikke pÃ¥ lageret, naturligvis, men i administration, salg og marketing.

Min bank, er det en vidensvirksomhed? Ja. Og nej. Ja fordi de beskæftiger sig med viden og information. Nej, fordi banker har eksisteret længere end begrebet vidensvirksomhed. Min advokat? Min revisor? Mit supermarked? Fortsæt selv…

En af de første ledelsestænkere, der for alvor så vigtigheden af viden, var Peter Drucker, som beskriver det således:

The most important, and indeed the truly unique, contribution of management in the 20th century was the 50-fold increase in the productivity of the manual worker in manufacturing.The most important contribution management needs to make in the 21st century is to increase the productivity of knowledge work and the knowledge worker.

– Det er med det udgangspunkt at min foreløbige konklusion er, at viden mest af alt er et plusord! Et plusord fordi det er noget vi vægter positivt. Men i lige sÃ¥ høj et plusord, fordi det tit og ofte er et tillæg og en tilknytning til bestÃ¥ende produkter og markeder. Det er fÃ¥ virksomheder, der er rendyrkede vidensvirksomheder. Langt de fleste har rod i industrisamfundet – men er blevet tillagt en vidensmæssig dimension, som gør, at det er vanskeligt at forstÃ¥ dem som enten vidensvirksomhed eller industrivirksomhed. Men som et spændende mix midt imellem. Kan man have vidensarbejdere i en industrivirksomhed? Selvfølgelig. Og ogsÃ¥ omvendt.

– Det store problem er sÃ¥, hvordan man finder en bare nogenlunde konsistent definition pÃ¥, hvad en vidensvirksomhed i grunden er. Wikipedia foreslÃ¥r, at vidensvirksomheder er en virksomhed, der i stigende omfang beskæftiger sig med behandling af viden frem for behandling af fysiske produkter, og at medarbejdere i vidensvirksomhed er vidensarbejdere. Juristen, økonomen og cand. mag.’en i produktionsvirksomhedens administration er sÃ¥ledes ikke vidensarbejdere? Og advokatfirmaets fastansatte rengøringspersonale er dermed vidensarbejdere alene pÃ¥ grund af det juridiske ansættelsesforhold? Nej vel…

Min pointe er, at vores traditionelle definition på, hvad der er en vidensvirksomhed og hvad der ikke er, ganske enkelt ikke er holdbare. Viden har spredt sig som ringe i vandet, og det er formentlig snarere graden af, hvor meget viden betyder for virksomhedens samlede liv, der afgør, om der er tale om en vidensvirksomhed eller ej. Enten-eller-definitionen ser i hvert fald ud til ikke at passe særligt godt på virkeligheden længere.

Som jeg var inde pÃ¥ for nogle dage siden, sÃ¥ har vi ofte en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. I gÃ¥r havde vi en samtale i firmaet om, hvad det vil sige at være effektiv. Og det er to sider af samme sag. Er man effektiv, nÃ¥r man sidder ved skærmen og skriver? NÃ¥r man er til morgenmøde med kollegaerne? NÃ¥r man kører i bil og hører radio? NÃ¥r man … fortsæt selv.

Tit er vi styret af et effektivitetsbegreb, der knytter sig til tid og rum: At være effektiv – at være pÃ¥ arbejde – det er noget, der foregÃ¥r pÃ¥ et bestemt tidspunkt pÃ¥ et bestemt sted. Men i et videnssamfund, der plejer at hylde det grænseløse arbejde, kan man overveje, om en arbejds- og effektivitetsforstÃ¥else, der knytter sig til tid og sted er særlig heldig?

Jeg kom til at tænke pÃ¥ det igen, da jeg læste Jens Gudiksens artikel Moderne ledelse som double-bind kommunikation i den seneste udgave af Tidsskrift for arbejdsliv. Gudiksen overvejer, om moderne ledelsesformer netop skaber det, som kaldes double bind-situationer. Det er de situationer, hvor vi stÃ¥r over for et valg med to muligheder, der strider mod hinanden. – De situationer, der aldrig ender med win-win, men no win.

Et eksempel:

En arbejdsplads har indført mulighed for hjemmearbejde, og en medarbejder ved, at hun vil udføre sine opgaver bedre (mere effektivt?), hvis hun tog arbejdet med hjem. Hun ved ogsÃ¥, at hvis hun tog arbejdet med hjem, ville hendes plads pÃ¥ kontoret stÃ¥ tom, og en række af hendes kollegaer ville komme med spydige kommentarer. – NÃ¥, der er nok nogen, der holder fri i dag… – NÃ¥, der er nok nogen, der bliver hjemme, mens vi andre arbejder… PÃ¥ den ene side ville arbejdet blive udført bedre og balancen blive bedre, hvis hun blev hjemme. PÃ¥ den anden side er konsekvensen sigende blikke og kommentarer grænsende til mobning. Hvad gør man? Bliver pÃ¥ arbejdspladsen, og udfører et halvt stykke arbejde?

Eksemplet er tænkt, det ved jeg godt – men og sÃ¥ alligevel ikke. For jeg kan ikke lade være med at tænke pÃ¥ en virksomhed, jeg besøgte for ikke sÃ¥ længe siden. Der havde man indført fleksible arbejdstider og -steder, og man havde gjort det tydeligt i rummet ved ganske enkelt ikke at have plads til alle medarbejdere pÃ¥ én gang. Det var en forudsætning, at nogle blev hjemme, andre arbejdere hos kunder, andre var pÃ¥ rejse og sÃ¥ videre. Med andre ord havde man aktivt ladet rummet blive en del af kommunikationen om, hvad det vil sige at være pÃ¥ arbejde.

Double bind-situationer henfører normalt til strukturelle og psykiske situationer. Men gad vide, om ikke ogsÃ¥ det fysiske rum har en betydning? – Jeg tror det!