I dag og i morgen d. 25. – 26. april afholdes Forskningens døgn. Døgnet byder pÃ¥ en rundtur i alle afkroge af dansk forskning med mere end 100 foredrag og et væld af arrangementer.  Jeg deltager i arrangementet med foredraget Skab rum for viden pÃ¥ Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle i Vemb ved Holstebro. Foredraget finder sted i aften, fredag d. 25. april kl. 19-21, og jeg vil fortælle om videnssamfundets muligheder og umuligheder ud fra spørgsmÃ¥let: Hvilke tendenser præger videnssamfundet i forhold til rammer, rum og ledelse, og hvordan skaber vi bedst rum for viden?

Man kan blive rig pÃ¥ mange mÃ¥der. Tilsyneladende er en mÃ¥de at skrive en bog om, at man sÃ¥dan set kun behøver at arbejde 4 timer om ugen. Og sÃ¥ sørge for, at bogen oversættes til sÃ¥dan cirka 27 sprog. – Derefter er det sikkert rigtigt, at det er tilstrækkeligt at arbejde 4 timer om ugen…

NÃ¥, men mens vi andre sÃ¥ venter pÃ¥ den gode idé – og et internationalt forlag – kan vi jo passende kaste et par blik pÃ¥ konceptet, ganske som DR’s Magasinet Penge gjorde i aftes. For nyhedstimen startede med et indslag om, at vi alle sammen skal arbejde en time mere, hvis velfærdsstaten skal fastholde sit nuværende niveau. Og sluttede med en hilsen fra tidsguruen Timothy Ferriss om, at vi alle skal arbejde mindre!

B-mennesket Camilla Kring – alias Frau K – var inviteret i studiet. Og hendes pointe er, tror jeg, rigtig og præcis: At vores tidsopfattelse langt hen ad vejen tager udgangspunkt i en svunden tid. Vi anlægger industrisamfundets tidsforstÃ¥else over vores arbejde. Du arbejder, nÃ¥r du ses. Du arbejder, fordi du møder kl. 8 pÃ¥ arbejdspladsen, og du har fri nÃ¥r du gÃ¥r hjem. Virkeligheden er bare en anden for mange af os. Arbejde og fritid er blevet blandet godt og grundigt sammen. Vi tjekker mails i bussen, i toget, pÃ¥ stranden. Vi holder møder eller læser oplæg, nÃ¥r det passer, og ikke nødvendigvis nÃ¥r klokken er 8. Teknologien har givet fleksibilitet og et utal af muligheder – men de fleksible muligheder bliver desværre tit lagt i stramme rammer af en forældet tidsforstÃ¥else.

Professorerne Anders Drejer og Louis Printz skriver i strategibogen Luk op om overgangen fra industri- til videnssamfund. Og de beskriver arbejdet i industrisamfundet som synkront – alle gør det pÃ¥ samme tid. I videnssamfundet er det asynkront; arbejdet kan foregÃ¥ hjemme, i cyberspace og alle mulige andre steder. D’herrer Drejer & Printz har samtidigt blik for, at vi mÃ¥ske endnu ikke er i videnssamfundet, men pÃ¥ vej derhen. De kalder vores nuværende samfund for en mellemform, hvor to grupper mødes: De synkrone og de asynkrone – som, ifølge professorerne, ikke forstÃ¥r hinanden.

Tilbage til Magasinet Penge. For den flinke studievært spurgte selvfølgelig Frau K om, hvad vi sÃ¥ skal stille op med de, der er nødt til at være pÃ¥ arbejde pÃ¥ grund af Ã¥bningstider eller faste telefontider. Svaret svæver lidt i vindet. – Men spørgsmÃ¥let afspejler mÃ¥ske i virkeligheden en industrisamfundslogik – for hvad er i grunden problemet i, at nogle vælger et job, som kræver en fysisk tilstedeværelse pÃ¥ arbejdspladsen, mens andre kan arbejde asynkront? Behøver vi at være ens?

Ferriss pÃ¥stand om, at vi kunne arbejde mindre, tror jeg er rigtig. Og jeg fristes til at kombinere den med TV-Avisens indgangshistorie om velfærdssamfundet. For mÃ¥ske er løsningen ikke, at vi skal arbejde en time mere – men at vi derimod skal arbejde mere smart, mere effektivt. Det vil kræve, at vi tilpasser rammer, rum, ledelse og organisation til den virkelighed, som allerede findes: At arbejde af rigtig mange kan udføres overalt. Hvis vi gi’r hinanden lov!

I den seneste udgave af The Economist var der en rapport om mobil telekommunikation. Ikke i sig selv særligt overraskende – mÃ¥ske næsten lidt forudsigeligt. Det knapt sÃ¥ forudsigelige var, at rapporten ikke kun handlede om den teknologiske udvikling, men derimod om, hvad mobil kommunikation betyder for vores mÃ¥de at arbejde og tænke pÃ¥. Og for vores mÃ¥de at bygge og være pÃ¥.

Nomader er ordet, som rapporten hæftede pÃ¥, og nomadebegrebet har længe eksisteret i rumlitteraturen – men trods alt stadig nyt, at anerkendte tidsskrifter som The Economist tager dén trÃ¥d op.

NÃ¥r vi forvandles til nomader, skrev rapporten, bliver vores mødesteder forvandlet til oaser. Vi kan ikke længere nøjes med at sondre mellem hjem og arbejdsplads. Vi fÃ¥r, med sociologen Ray Oldenburgs ord, et tredje sted, som mÃ¥ske netop bliver oasen. – For nÃ¥r vi konstant er pÃ¥ vandring, og nÃ¥r arbejde kan udføres overalt, som den teknologiske udvikling for længst har givet mulighed for, sÃ¥ bliver oasen og mødestedet centralt. Ikke som et high tech hotspot, hvor netforbindelsen kan boostes. Men som et sted, hvor mennesker kan mødes hinanden. Hvor high tech kan suppleres af high touch.

Nomader betegner folkegrupper, der flytter fra sted til sted uden en fast base. Nutidens nomader er ikke nødvendigvis grupper. Nok bevæger vi os alle sammen – men netop ikke nødvendigvis i samme retning. Vi har hver vores vandring, hver vores veje. Derfor bliver oasen ikke bare stedet, hvor en enkelt gruppe finder en midlertidig base. Det bliver et mødested for individer – et sted, hvor fællesskaber og netværk opstÃ¥r og plejes.

Vi har brug for oaser. Ikke mindst i takt med, at flere og flere af os fungerer som individuelle nomader. Vi har brug for et sted at være, en momentan base, et mentalt vandhul. Udfordringen er, at oaser i den forstand ikke af natur findes, men netop skal skabes. – Bliver det næste management-buzzword mon oaseledelse? Eller er det et fatamorgana…

I næste uge deltager jeg i PhD-kurset Innovation and Entrepreneurship Theory arrangeret af Aarhus School of Business (det, der i gamle dage hed Handelshøjskolen i Århus). I den forbindelse er jeg i fuld gang med at tygge mig igennem en hel del innovationslitteratur. Og det får mig til at tænke lidt over ordet.

Innovation, læser jeg pÃ¥ Wikipedia, forstÃ¥s af Copenhagen Business School (det, der i gamle dage hed Handelshøjskolen i København…) sÃ¥dan:

Innovation opstår, når teknologi og opfindelser kombineres med forretningsforståelse i bestræbelsen på at løse reelle udfordringer og problemstillinger.

Kloge ord, men der mangler bare (mindst) ét aspekt: Mennesker!

Innovation er dybest set en mÃ¥de at tænke pÃ¥; mÃ¥ske ligefrem en mÃ¥de at være pÃ¥ – som mennesker og som organisationer. Mange organisationer har arbejdet med innovation, og resultatet har været en række kortvarige forbedringer, som hurtigt er erstattet med en “sÃ¥dan har vi altid gjort”-tankegang. Andre har mere succesfuldt integreret innovationstænkning i organisationen – men stÃ¥r tilbage med den udfordring, at det er umÃ¥deligt svært at mÃ¥le effekten. Et af de bedste bud lige nu er at mÃ¥le antallet af idéer. Tænk lige den tanke igennem – og prøv det for dig selv en dags tid eller to. Tæl antallet af dine idéer. – I sig selv mÃ¥ske ikke jordens mest effektive mÃ¥lesystem…

Min pointe – ikke overraskende – er selvfølgelig, at rum og rammer med fordel kan integreres i innovationsprocesserne. Kan man tænke massivt anderledes i de bestÃ¥ende rammer? Ja, det kan man godt – men de skæve tanker kommer ofte i uvante sammenhænge: Under bruseren, pÃ¥ en gÃ¥tur ved stranden, i bilen. Kort sagt: I alle de sammenhænge, hvor vi ikke tror, at vi tænker kreativt.

Den erkendelse kan man lige så godt udnytte og skabe rammer, der er fleksible og foranderlige. Men måske kræver det mest af alt en gen-overvejelse af, hvad innovation er. Om det alene er en teknologisk og forretningsmæssig proces? Eller om det netop er en måde at tænke på og en måde at være på?