Som jeg var inde pÃ¥ for nogle dage siden, sÃ¥ har vi ofte en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. I gÃ¥r havde vi en samtale i firmaet om, hvad det vil sige at være effektiv. Og det er to sider af samme sag. Er man effektiv, nÃ¥r man sidder ved skærmen og skriver? NÃ¥r man er til morgenmøde med kollegaerne? NÃ¥r man kører i bil og hører radio? NÃ¥r man … fortsæt selv.

Tit er vi styret af et effektivitetsbegreb, der knytter sig til tid og rum: At være effektiv – at være pÃ¥ arbejde – det er noget, der foregÃ¥r pÃ¥ et bestemt tidspunkt pÃ¥ et bestemt sted. Men i et videnssamfund, der plejer at hylde det grænseløse arbejde, kan man overveje, om en arbejds- og effektivitetsforstÃ¥else, der knytter sig til tid og sted er særlig heldig?

Jeg kom til at tænke pÃ¥ det igen, da jeg læste Jens Gudiksens artikel Moderne ledelse som double-bind kommunikation i den seneste udgave af Tidsskrift for arbejdsliv. Gudiksen overvejer, om moderne ledelsesformer netop skaber det, som kaldes double bind-situationer. Det er de situationer, hvor vi stÃ¥r over for et valg med to muligheder, der strider mod hinanden. – De situationer, der aldrig ender med win-win, men no win.

Et eksempel:

En arbejdsplads har indført mulighed for hjemmearbejde, og en medarbejder ved, at hun vil udføre sine opgaver bedre (mere effektivt?), hvis hun tog arbejdet med hjem. Hun ved ogsÃ¥, at hvis hun tog arbejdet med hjem, ville hendes plads pÃ¥ kontoret stÃ¥ tom, og en række af hendes kollegaer ville komme med spydige kommentarer. – NÃ¥, der er nok nogen, der holder fri i dag… – NÃ¥, der er nok nogen, der bliver hjemme, mens vi andre arbejder… PÃ¥ den ene side ville arbejdet blive udført bedre og balancen blive bedre, hvis hun blev hjemme. PÃ¥ den anden side er konsekvensen sigende blikke og kommentarer grænsende til mobning. Hvad gør man? Bliver pÃ¥ arbejdspladsen, og udfører et halvt stykke arbejde?

Eksemplet er tænkt, det ved jeg godt – men og sÃ¥ alligevel ikke. For jeg kan ikke lade være med at tænke pÃ¥ en virksomhed, jeg besøgte for ikke sÃ¥ længe siden. Der havde man indført fleksible arbejdstider og -steder, og man havde gjort det tydeligt i rummet ved ganske enkelt ikke at have plads til alle medarbejdere pÃ¥ én gang. Det var en forudsætning, at nogle blev hjemme, andre arbejdere hos kunder, andre var pÃ¥ rejse og sÃ¥ videre. Med andre ord havde man aktivt ladet rummet blive en del af kommunikationen om, hvad det vil sige at være pÃ¥ arbejde.

Double bind-situationer henfører normalt til strukturelle og psykiske situationer. Men gad vide, om ikke ogsÃ¥ det fysiske rum har en betydning? – Jeg tror det!

PÃ¥ ‘hovedet pÃ¥ bloggen’ læste jeg om, at IBM bygger et innovationscenter. Intet nyt under solen. Det nye er, at de gør det sammen med deres konkurrenter! Innovationsnetværk, hedder tanken, og den er et godt eksempel pÃ¥, hvordan innovationsrum kan gøres – nÃ¥ ja, innovative!

Flere og flere eksperimenterer med innovationsrum. Det har endda nÃ¥et Slotsholmen, hvor Mind Lab, der er en tværministeriel enhed for brugerdreven innovation, huserer. Men temmelig fÃ¥ virksomheder har afprøvet fælles innovationsrum – og det var mÃ¥ske nok forsøget værd!

Innovationsrummet kan skabe nye rammer og facilitere processer og samarbejder. Det kan være et effektivt redskab i en innovationsproces. Og kombineres det med møder mellem mennesker fra andre virksomheder – mÃ¥ske helt andre brancher? – sÃ¥ er mulighederne næsten ubegrænsede!

Det kræver mÃ¥ske nok en noget klar opfattelse af “dine, mine, vores” – sagt med andre ord: Der vil altid være en risiko for, at gode idéer bliver stjÃ¥let, specielt hvis man samarbejder med sine konkurrenter. Modsat er muligheden, at idéer og kreativitet netop stimuleres i mødet med andre.

– HvornÃ¥r er der nogen, der bygger det første innovationshotel? Et sted, hvor man kan leje sig ind for en dag, en uge, en mÃ¥ned – mÃ¥ske permanent? – og netop have rum og rammer til at tænke nyt? Ikke for sig selv pÃ¥ værelset, men sammen med de øvrige gæster i lobbyen, restauranten – eller hvilke rum, sÃ¥dan et hotel mÃ¥tte have. – Roomservice skulle selvfølgelig suppleres med innovationsservice!

Det var mig, der gjorde det.

Det var mig, der søsatte et skib i firmaets springvand.

Det var ikke mig, der fjernede skibet efter en dags tid. Men det var mig, der efter endnu et par dage puttede et nyt skib i dammen.

Nå, og hvorfor så det?

Fordi skibet er et forsøg pÃ¥ at illustrere en rejse. En ErhvervsPhD er ikke bare et personligt projekt, men et projekt for hele organisationen. Deraf navnet: ErhvervsPhD! Rejsen i rummet er ikke bare min, men hele firmaets. Derfor søsatte jeg et skib. Som et symbol pÃ¥, at nu starter rejsen – rumrejsen!

Skibet er også et lille symbol på hvor lidt, der skal til for at påvirke vores tanker. Skibet i springvandet er en lille ændring i firmaets rum. En lille, enkel ændring. Som alle lagde mærke til. Og som alle havde en frisk bemærkning om. Strategisk indretning? Nej, det kan man nok ikke kalde det. Men at plante et symbol tror jeg godt, man kan kalde det.

Jeg udskrev en konkurrence om de mest kreative bud p̴, hvor skibet kom fra og hvor det er p̴ vej hen. Og jeg har f̴et mange svar Рog kreative, det skal jeg love for, at de er!

MÃ¥ske vil nogle i deres stille sind tænke – SÃ¥dan en klaphat, her komme han med en plasticbÃ¥d! Men mÃ¥ske vil andre tænke: – Hmm, den rejse vil vi i grunden gerne med pÃ¥!

For mig er pointen den, at jeg gerne vil igangsætte en rejse. Og slÃ¥r jeg op i de organisatoriske rejsebøger svarer de nærmest pr. automatik: Brændende platform! Det skal være skidt før det bliver godt. Men helt ærligt, jeg vil hverken motiveres eller motivere med piskende gloser om, hvor meget det brænder og hvor hurtigt vi skal flytte os for at undgÃ¥ røgforgiftning. – Det er ikke derfor, jeg tager pÃ¥ rejse!

Her er ingen brand, ingen panik, ingen giftig røg. Det gÃ¥r faktisk godt – sÃ¥ godt, at vi synes, vi vil tage pÃ¥ opdagelsesrejse og rapportere om nye destinationer, tendenser og løsninger. – Derfor skal vi pÃ¥ rumrejse! Det skal vi bruge rumskibet til! Og springvandet var sÃ¥ lige den nærmeste havn!

PS: Skibet er der stadig, kom forbi og se det – Ny Kærvej 43 i Aalborg 😉

Gratis trÃ¥dløst Internet ændrer cafékulturen, skriver Politiken i dag. Og fortæller en historie om, hvordan caféliv og arbejdsliv smelter sammen med muligheden for gratis Internet pÃ¥ flere og flere caféer. – Gad vide om Descartes’ Jeg tænker, altsÃ¥ er jeg er blevet til et Jeg er online, altsÃ¥ er jeg?

Men tendenser er da klar: NÃ¥r bare vi er online, sÃ¥ kan vi klare hele verdenssituationen. Nogle af os er endda sÃ¥ heldige, at vi med vores fikse 3G-telefoner slet ikke er afhængige af caféer (nÃ¥ja, til sandwich og cola mÃ¥ske…).

Caféerne er blevet en del af det, som nogle kalder det nomadiske arbejdsrum. Begrebet hentyder til, at vi i stigende grad er som flokke af nomader, der hele tiden er i bevægelse og momentant slår lejr; ikke ved bålet eller bækken, men ved nærmeste (og billigste) hotspot.

På den ene side er jeg fortryllet af mulighederne: Jeg synes det er fantastisk at kunne tjekke mails i sommerhuset (når 3G-dækning ellers tillader det her i det mørke Nordjylland!). Og jeg er begejstret for fleksibiliteten i, at jeg ikke er bundet til et bestemt sted for at være på arbejde.

På den anden side er jeg også så gammeldags, at jeg faktisk synes det er træls (ja, træls!), når man fører en samtale, og modparten liiiige skal svare på en SMS. Og være på MSN. Og tjekke mails. Og helst samtidigt!

Men mest af alt kan jeg nu se muligheder i det nomadiske arbejdsrum. NÃ¥r bare vi husker, at det er os, der skal kontrollere teknologien og rummet – og ikke omvendt! Det tror jeg kommer til at kræve tilvænning. BÃ¥de at vi forstÃ¥r arbejde og fritid som noget, der bliver sværere og sværere at skille ad. Og at vi ikke lader os diktere at ringende telefoner og indkomne mails.

– Og luk sÃ¥ din browser og spis sandwichen i fred 🙂

Et par af gratisaviserne har de sidste par dage skrevet lidt om skolernes indeklima. Og der gives ikke mange positive smileys! Skimmelsvamp, lugt, fugt – ikke just smigrende lokaler til nutidens børn (og fremtidens voksne!). I en hel anden sammenhæng læste jeg om skolens rum forleden, og kan ikke lade være med at se en sammenhæng: Eva Gulløv og Susanne Højlund skriver i Materialitetens pædagogiske kraft – et kapitel i bogen Arkitektur, krop og læring – om netop skolen og magtudtrykket i rummet:

De lakerede træsæder pÃ¥ børnestolene vidner samtidig om en opfattelse af hygiejne, hvor børn ses som snavsede eller upropre, hvorfor sæderne umiddelbart skal kunne vaskes af. Heroverfor stÃ¥r kontorstolens stofbetrukne uvaskelighed, der Ã¥r efter Ã¥r kan stÃ¥ uberørt af moderne rengøringsmidler. […] Alene gennem observation af stolene kan man altsÃ¥ fÃ¥ indsigt i opfattelser af inddelinger og karakteristiske træk ved disse grupper: voksne som store, renlige, immobile med behov for kropslig støtte over for bevægelige børn, der snavser stolene til.

Den lader vi lige stå et øjeblik!

På den ene side er det et stort problem, hvis nutidens skolebygninger halter så bagmeget efter, at rummet i sig selv på grund af dårligt indeklima er en fysisk begrænsning for indlæringen. På den anden side er der også interessante eksempler på, at skolerne tager problematikken alvorligt. Og ikke bare forbedrer indeklimaet, men nytænker klasseværelset.

Jeg kom forbi min gamle folkeskole forleden, som allerede da jeg gik der blev udbygget. Dengang blev der bygget nye klasseværelser. I dag er den ved at blive udbygget igen. Denne gang forkynder et stort skilt ved vejen, at “her bygges fleksible læringsmiljøer”. Fra klasseværelser til fleksible læringsmiljøer!

Det rum, som vi møder i skolen, er mere end noget andet med til at forme vores senere forståelse af arbejde. De generationer, der vokser op med, at arbejde ikke er ensbetydende med at sidde sammensunket og stille over skolebordet, er på vej. De ved, at arbejde er fælles bevægelse både med krop og i tanke, at arbejdet både er fordybelse og kommunikation, leg og alvor. Jeg kan næsten ikke vente til, at den generation for alvor bliver en del af arbejdsmarkedet. Det bliver spændende!

For ikke sÃ¥ længe siden læste jeg Livsnavigatøren af Camilla Kring. – En spændende bog, der handler om at navigere i en verden af viden, bÃ¥de som individ og som samfund. Bogen beskriver forskellene pÃ¥ industrisamfund og innovationssamfund, og det samme finder man i kort-form pÃ¥ Camilla Krings hjemmeside – eller Frau K som hun kalder sig. Jeg læser punkterne, og stopper op ved et af dem: I industrisamfundet er der faste grænser mellem familie- og arbejdsliv, skriver Frau K. I innovationssamfundet flyder alting sammen.

Som Frau K ogsÃ¥ selv berører i Livsnavigatøren, sÃ¥ er det i allerhøjeste grad rummet, der er med til at definere, om man oplever faste eller flydende grænser. I princippet kan innovationsarbejde udføres alle steder – tanken kan ikke begrænses af hverken sted eller rum. Alligevel, selvom vi bilder os selv og hinanden ind, at vi bÃ¥de er et videns- og innovationssamfund, sÃ¥ lader vi os tit begrænse i vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. Og desværre er det tit rummet, der er medvirkende til det: NÃ¥r man sidder pÃ¥ kontoret, er man pÃ¥ arbejde. NÃ¥r man forlader kontoret, har man fri.

En anden dimension handler om, om man producerer noget. – Hvad har du lavet i dag, spørger vi os selv og hinanden. Og gad vide, om det vil være et legitimt svar ret mange sted at sige: – Jeg har tænkt tanker. Men i et innovationssamfund er det ikke helt uvæsentligt at tænke tanker! Med sig selv, med hinanden. Store tanker, smÃ¥ tanker. Hitte pÃ¥ idéer, der er umulige – for netop at kunne udplukke dem, der er mulige!

Hvad er rigtigt arbejde? Vi er opdraget med, at rigtigt arbejde er at sidde pÃ¥ en bestemt plads og producere. Vi lærer det allerede i skolen. Men kan vi virkelig blive siddende pÃ¥ vores plads og producere et sÃ¥ innovativt videnssamfund, som vi siger, vi vil have? Tænk, om vi kunne skabe rum, der gjorde det forkerte arbejde rigtigt! Tænk, om vi kunne skabe plads til at tænke tanker, fÃ¥ idéer, mødes, samarbejde – og ikke i baghovedet føle, at det ikke er rigtigt, men forkert arbejde. Tænk, om vi kunne gøre det forkerte rigtigt!

– Det er da en meget sjov tanke, ikke? Men nu mÃ¥ jeg hellere se at komme i gang med arbejdet…

God morgen! Så er rumskibet lettet, og i dag er det den første officielle dag på min rumrejse! Her på bloggen vil jeg invitere dig til at være tilskuer og deltager. Vi kommer nok ikke forbi hverken Jupiter eller Mars, men derimod vil vi gøre ophold og bygge rumstationer, udkigsposter og tegne landkort over de rum, som vi tilbringer størstedelen af vores arbejdsliv i.

Bloggen her er hjemstedet for mit forskningsprojekt om strategisk indretning af vidensarbejdspladser. Min interesse er, hvordan man kan bruge rummet som et ledelsesmæssigt værktøj, og frem mod 2010 er det genstanden for mit ErhvervsPhD-projekt. Jeg hÃ¥ber, at mange rumvæsner vil besøge denne side – og jeg hÃ¥ber pÃ¥ mange kommentarer, spørgsmÃ¥l, feedback, refleksioner eller bare hilsner.

Hvis du leder efter filosofiske diskussioner og akademiske udskejelser, sÃ¥ kommer bloggen her nok til at skuffe dig. – De discipliner gemmer jeg til artikler, foredrag – og, ikke at forglemme, til min PhD-afhandling. Derimod har jeg tænkt mig at tage dig med til nogle af de destinationer, jeg kommer forbi som rummand pÃ¥ opdagelsesrejse.

Jeg vil undersøge, hvordan vi skaber rum til vidensarbejde. Det handler ikke bare om at flytte lidt om pÃ¥ møbler og vægge; det handler om en ledelsestænkning, der giver plads til innovation, samarbejde, vidensdeling – og sikkert en hel del flere buzzwords. Min tilgang til rummet handler derfor bÃ¥de om den konkrete indretning – og lige sÃ¥ meget om den ledelse og organisation, vi lader rummet være en del af.

Alt dette – og sikkert en del mere – kommer du til at kunne læse om her pÃ¥ bloggen. – Nu er rejsen i gang. Velkommen!