Hvis man står med en hammer, vil man opleve alle problemer som et søm.

Hvis man er rumforsker vil man opleve, at alting på en eller anden måde kan handle om rum. Eller i det mindste med et par enkelte gradbøjninger kan komme til det!

Sladder og rum? Det er da søgt! Eller er det? I tiden er der stigende fokus pÃ¥ sladder – noget, der trives i bedste velbefindende pÃ¥ de fleste arbejdspladser, og mÃ¥ske endda er nødvendigt. Den gode sladderkultur findes, nÃ¥r man taler anerkendende om hinanden pÃ¥ en mÃ¥de, som kan tÃ¥le dagens lys. Den dÃ¥rlige sladderkultur – og det er her rummet kommer ind i billedet! – beskrives i det nyeste nummer af Magasinet Arbejdsmiljø bl.a. sÃ¥dan: – At en livlig snak stopper, nÃ¥r en person kommer ind i rummet.

Her er det ikke det fysiske rum, der er i centrum, men det mentale rum: At skabe rum, at være rummelig, at give plads, skabe plads. Alle de begreber i hverdagssproget, der bruger en rumlig metafor til at udtrykke et mentalt, social og psykologisk rum. Rumlighed og sladder er modsætninger. Sladder trives der, hvor rumligheden er lille og pladsen er trang. Ikke nødvendigvis den fysiske, men den sociale og mentale plads.

At give plads og skabe rum er centralt. – Specielt i et samfund, hvor mennesker, viden, innovation og netværk er berettigede buzzwords.

PÃ¥ ‘hovedet pÃ¥ bloggen’ læste jeg om, at IBM bygger et innovationscenter. Intet nyt under solen. Det nye er, at de gør det sammen med deres konkurrenter! Innovationsnetværk, hedder tanken, og den er et godt eksempel pÃ¥, hvordan innovationsrum kan gøres – nÃ¥ ja, innovative!

Flere og flere eksperimenterer med innovationsrum. Det har endda nÃ¥et Slotsholmen, hvor Mind Lab, der er en tværministeriel enhed for brugerdreven innovation, huserer. Men temmelig fÃ¥ virksomheder har afprøvet fælles innovationsrum – og det var mÃ¥ske nok forsøget værd!

Innovationsrummet kan skabe nye rammer og facilitere processer og samarbejder. Det kan være et effektivt redskab i en innovationsproces. Og kombineres det med møder mellem mennesker fra andre virksomheder – mÃ¥ske helt andre brancher? – sÃ¥ er mulighederne næsten ubegrænsede!

Det kræver mÃ¥ske nok en noget klar opfattelse af “dine, mine, vores” – sagt med andre ord: Der vil altid være en risiko for, at gode idéer bliver stjÃ¥let, specielt hvis man samarbejder med sine konkurrenter. Modsat er muligheden, at idéer og kreativitet netop stimuleres i mødet med andre.

– HvornÃ¥r er der nogen, der bygger det første innovationshotel? Et sted, hvor man kan leje sig ind for en dag, en uge, en mÃ¥ned – mÃ¥ske permanent? – og netop have rum og rammer til at tænke nyt? Ikke for sig selv pÃ¥ værelset, men sammen med de øvrige gæster i lobbyen, restauranten – eller hvilke rum, sÃ¥dan et hotel mÃ¥tte have. – Roomservice skulle selvfølgelig suppleres med innovationsservice!

Gratis trÃ¥dløst Internet ændrer cafékulturen, skriver Politiken i dag. Og fortæller en historie om, hvordan caféliv og arbejdsliv smelter sammen med muligheden for gratis Internet pÃ¥ flere og flere caféer. – Gad vide om Descartes’ Jeg tænker, altsÃ¥ er jeg er blevet til et Jeg er online, altsÃ¥ er jeg?

Men tendenser er da klar: NÃ¥r bare vi er online, sÃ¥ kan vi klare hele verdenssituationen. Nogle af os er endda sÃ¥ heldige, at vi med vores fikse 3G-telefoner slet ikke er afhængige af caféer (nÃ¥ja, til sandwich og cola mÃ¥ske…).

Caféerne er blevet en del af det, som nogle kalder det nomadiske arbejdsrum. Begrebet hentyder til, at vi i stigende grad er som flokke af nomader, der hele tiden er i bevægelse og momentant slår lejr; ikke ved bålet eller bækken, men ved nærmeste (og billigste) hotspot.

På den ene side er jeg fortryllet af mulighederne: Jeg synes det er fantastisk at kunne tjekke mails i sommerhuset (når 3G-dækning ellers tillader det her i det mørke Nordjylland!). Og jeg er begejstret for fleksibiliteten i, at jeg ikke er bundet til et bestemt sted for at være på arbejde.

På den anden side er jeg også så gammeldags, at jeg faktisk synes det er træls (ja, træls!), når man fører en samtale, og modparten liiiige skal svare på en SMS. Og være på MSN. Og tjekke mails. Og helst samtidigt!

Men mest af alt kan jeg nu se muligheder i det nomadiske arbejdsrum. NÃ¥r bare vi husker, at det er os, der skal kontrollere teknologien og rummet – og ikke omvendt! Det tror jeg kommer til at kræve tilvænning. BÃ¥de at vi forstÃ¥r arbejde og fritid som noget, der bliver sværere og sværere at skille ad. Og at vi ikke lader os diktere at ringende telefoner og indkomne mails.

– Og luk sÃ¥ din browser og spis sandwichen i fred 🙂

For ikke sÃ¥ længe siden læste jeg Livsnavigatøren af Camilla Kring. – En spændende bog, der handler om at navigere i en verden af viden, bÃ¥de som individ og som samfund. Bogen beskriver forskellene pÃ¥ industrisamfund og innovationssamfund, og det samme finder man i kort-form pÃ¥ Camilla Krings hjemmeside – eller Frau K som hun kalder sig. Jeg læser punkterne, og stopper op ved et af dem: I industrisamfundet er der faste grænser mellem familie- og arbejdsliv, skriver Frau K. I innovationssamfundet flyder alting sammen.

Som Frau K ogsÃ¥ selv berører i Livsnavigatøren, sÃ¥ er det i allerhøjeste grad rummet, der er med til at definere, om man oplever faste eller flydende grænser. I princippet kan innovationsarbejde udføres alle steder – tanken kan ikke begrænses af hverken sted eller rum. Alligevel, selvom vi bilder os selv og hinanden ind, at vi bÃ¥de er et videns- og innovationssamfund, sÃ¥ lader vi os tit begrænse i vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. Og desværre er det tit rummet, der er medvirkende til det: NÃ¥r man sidder pÃ¥ kontoret, er man pÃ¥ arbejde. NÃ¥r man forlader kontoret, har man fri.

En anden dimension handler om, om man producerer noget. – Hvad har du lavet i dag, spørger vi os selv og hinanden. Og gad vide, om det vil være et legitimt svar ret mange sted at sige: – Jeg har tænkt tanker. Men i et innovationssamfund er det ikke helt uvæsentligt at tænke tanker! Med sig selv, med hinanden. Store tanker, smÃ¥ tanker. Hitte pÃ¥ idéer, der er umulige – for netop at kunne udplukke dem, der er mulige!

Hvad er rigtigt arbejde? Vi er opdraget med, at rigtigt arbejde er at sidde pÃ¥ en bestemt plads og producere. Vi lærer det allerede i skolen. Men kan vi virkelig blive siddende pÃ¥ vores plads og producere et sÃ¥ innovativt videnssamfund, som vi siger, vi vil have? Tænk, om vi kunne skabe rum, der gjorde det forkerte arbejde rigtigt! Tænk, om vi kunne skabe plads til at tænke tanker, fÃ¥ idéer, mødes, samarbejde – og ikke i baghovedet føle, at det ikke er rigtigt, men forkert arbejde. Tænk, om vi kunne gøre det forkerte rigtigt!

– Det er da en meget sjov tanke, ikke? Men nu mÃ¥ jeg hellere se at komme i gang med arbejdet…