På den nyligt forløbne storrumskonference blev jeg bekendt med et nyt begreb: Døde rum. Betegnelsen dækker de områder, som ikke bruges aktivt: Trappeopgange, gangarealer osv. Det dækker samtidigt de rum, hvor man ikke er synlig. Døde rum er derfor i en vis forstand også back stage.

Nogle organisationer forsøger at gøre de døde rum levende. Trappeopgangen placeres i husets midte, eller det lille tekøkken erstattes af et samtale-ditto.

Døde rum og vidensdeling er hævdes at være modsætninger. Modsat er det spørgsmålet, om alle rum nødvendigvis skal transformeres til åbne skuepladser? Er der ikke en grænse for, hvor meget glas og gennemsigtighed, vi kan holde til? Måske er de døde rum netop forudsætningen?

På teateret giver det ikke mening, at præsentere alting på scenen på én gang. Måske gør det samme sig gældende i virksomheder. Måske burde man i virkeligheden netop skabe back stage-områder som små oaser, hvor det er legalt at være sig selv.

I gÃ¥r deltog jeg i Storrumskonferencen pÃ¥ Axelborg sammen med omkring 280 andre rum-interesserede. Vi blev beriget med oplæg om vidensdeling, neuropsykologisk “stand up” fra Kjeld Fredens (jeg anede ikke neuropsykologi kunne være sÃ¥ underholdende!), tanker om social intelligens og meget andet. Foruden nogle spændende muligheder for at mødes med andre ligesindede!

Jeg hæftede mig ved specielt to temaer, der gik igen: Det ene var støj, som tilsyneladende er den største enkelte bivirkning ved storrum. Den anden var udsagn i retning af, at “der er ogsÃ¥ noget psykologisk i spil”. Det var karakteristisk, at mange havde blik for storrummets psykologiske virkninger. Rummet betyder noget for, hvordan vi har det. Men samtidigt var det karakteristisk, at det er svært at sætte ord pÃ¥. Langt hen ad vejen mangler vi et begrebsapparat; en mulighed for, at psykologien kan begribe rummet. Det bestyrker mig i det udgangspunkt, som er baggrund for mit PhD-projekt: At erhvervs- og arkitekturpsykologien i fællesskab kan give bÃ¥de begreber og forhÃ¥bentlig ogsÃ¥ løsninger.

I dag har jeg deltaget i Træfpunkt HR i Øksnehallen, som ligger lige ved siden af Kvægtorvet i København. Og det sted var ikke helt dÃ¥rligt valgt, for jeg støder vist ikke nogen ved at kalde det en blandet landhandel inden for HR. Der var alt lige fra de store kursusudbydere og konsulenthuse til de mere skæve vinkler, der tilbød filosofisk ledelsesrÃ¥dgivning, kur mod spændingshovedpine, antistress-stole og lignende uundværligheder for enhver HR-direktør…

Højdepunktet for mig – og en meget tætpakket sal – var Irmas direktør, Alfred Josefsen, der leverede et medrivende og spændende indlæg om engagement, mening og værdibaseret ledelse i praksis. Jeg læste Josefsens bog, Kære Irma, for Ã¥r tilbage, og jeg har været Alfred-fan siden! Det er jordnært og gennemreflekteret pÃ¥ én gang – og det er (desværre) en sjælden kunst!

I dag talte Alfred blandt andet om rum. Spillerum og rÃ¥derum. – Medarbejdere motiveres ved at være med til at bestemme, sagde Alfred, og spurgte retorisk: – Er nogen uenige?? Det var vi ikke…

I sin bog taler Alfred også om rum. Blandt andet fortæller han historien om, at før han kom til, var direktørkontoret et eksklusivt lokale, som kun de færreste medarbejdere havde besøgt. Efter Alfreds entré blev direktørkontoret samlingspunkt for et ugentligt møde for et helt hold af medarbejdere. Om der var plads til det? Næ. Slet ikke, faktisk. Man står op, sidder i vindueskarmen eller på gulvet. Det er lige meget, for mødet varer kun en halv time. Og det er blevet en måde at få ledelsen ned i øjenhøjde på.

Spillerum. RÃ¥derum. Lederrum. SÃ¥dan!