70% af alle store strategi-tiltag bliver aldrig til virkelighed. Måske er tallet lidt højere, måske lidt mindre. Men sådan cirka. Der omkring. Det opsummerede professor Anders Drejer i et indlæg for et par dage siden i Jyllands-Posten. Ifølge forskellige undersøgelser er der fire håndtag, ledelsen kan skrue på for at gøre strategi til virkelighed:

• Skabe ambitiøse visioner
• Igangsætte strategiske projekter
• Afsætte udviklingsressourcer
• Benytte belønningssystemer

Og jeg vil så tillade mig at foreslå en femte, der næppe kan overraske bloggens læsere:

• At bruge rummet strategisk!

Et eksempel:

I gÃ¥r hørte jeg et oplæg om et universitet, som ønsker at skabe nye samarbejdsrelationer og undervisningsformer – kort sagt: Implementere en ny strategi. Udfordringen var bare, at det skulle ske i de bestÃ¥ende rammer. Og trods gode intentioner og velmente forsøg er jeg alvorligt bange for, at denne strategi netop kan ende blandt de førstnævne 70%. For spørgsmÃ¥let er ganske enkelt: Kan man skabe grundlæggende nye mentale modeller i gamle fysiske rammer?

Nogle steder kan man. Men netop nÃ¥r det drejer sig om undervisning og læring, er der stor risiko for, at man lader sig determinere af bygningernes funktioner. Og det er desværre de færreste auditorier eller klasselokaler, der er skabt til samarbejde og vidensdeling – maksimalt at læreren deler af sin viden til eleverne!

Strategi handler om at skabe ny adfærd. Og de fysiske rammer, vi befinder os i, påvirker vores adfærd. Derfor er ændringer i rummet relevant at overveje, når nye strategier skal implementeres.

Jeg har købt en DAB-radio til mit kontor. Og lige nu strømmer Oscar Peterson’s fløjsbløde jazztoner ud fra højttaleren. Ganske svagt, men akkurat nok til, at jeg føler mig omsluttet af musikken, og kan bruge den som tæppe og afskærmning fra lyden af ringende telefoner – og ikke mindst støjen fra kraner og lastbiler fra det stÃ¥llager, som ligger lige uden for vinduet pÃ¥ arbejdspladsen over for.

Forleden dag sad jeg i bilen og hørte et taktfast nummer på P4. Da jeg holdt for rødt lys lagde jeg mærke til, at bilisten foran trommede på rattet i helt samme takt. Han trommede med på den musik, jeg hørte. Selvom vi sad i hver vores kabine, var musikken med til at skabe et fælles rum.

På min rumrejse er jeg kommet forbi en ny og spændende destination. Jeg har fundet en fyldig analyse af kirkerummet og dets betydning for kirkegængernes tilknytning til gudstjenesten.

Selvom strategisk indretning er et begreb, der oftest knytter sig til arbejdspladser og organisationer, så er kirkerummet på mange måder et af de mest klassiske eksempler på, hvordan rummet bruges strategisk. Måske vil man erstatte ordet strategi med mission og kalde det et missionalt kirkerum? Essensen er den samme: At kirkerummet igennem tiden er blevet brugt som en fysisk markør for det guddommelige; som en måde hvorpå mennesket i mødet med rummet også møder en flig af guddommen.

Indenfor psykologien er der foretaget undersøgelser, der taler om socialt sanktionerede rum. Terapirummet er et eksempel på et sådant, hvor rummet i sig selv har en positiv effekt i terapiforløbet. Kirken og andre religiøse rum er ligeledes et eksempel, og nogle undersøgelser viser, at spirituelle og åndelige oplevelser oftere forekommer i netop kirkerummet end i andre rum. Fordi Gud og andre højere magter foretrækker kirkerummet? Næ, nok snarere fordi mennesket i mødet med kirkerummet også skaber et mentalt rum for mødet med det guddommelige.

– Men læs Valinka Suenson og Lotte Andersens speciale om Kirke > Rum > Styring, som er en interessant Foucault-inspireret analyse af kirkerummet. Det findes her.

Efter lidt over en uge i blogosfæren er det gået op for mig, at jeg skriver nogle hulens lange indlæg! En klog mand skulle engang have sagt noget i retning af, at dette brev blev så langt, fordi jeg ikke havde tid til at gøre det kortere. Jeg forstår, hvad han mente!

I dag vil jeg sÃ¥ gøre noget ved det. Jeg vil ganske enkelt bare ønske go’ onsdag! Og mens du sÃ¥ nyder den, onsdagen altsÃ¥, sÃ¥ kan du jo passende lige kigge pÃ¥ 10 spændende rum. Hej hej!

Som jeg var inde pÃ¥ for nogle dage siden, sÃ¥ har vi ofte en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. I gÃ¥r havde vi en samtale i firmaet om, hvad det vil sige at være effektiv. Og det er to sider af samme sag. Er man effektiv, nÃ¥r man sidder ved skærmen og skriver? NÃ¥r man er til morgenmøde med kollegaerne? NÃ¥r man kører i bil og hører radio? NÃ¥r man … fortsæt selv.

Tit er vi styret af et effektivitetsbegreb, der knytter sig til tid og rum: At være effektiv – at være pÃ¥ arbejde – det er noget, der foregÃ¥r pÃ¥ et bestemt tidspunkt pÃ¥ et bestemt sted. Men i et videnssamfund, der plejer at hylde det grænseløse arbejde, kan man overveje, om en arbejds- og effektivitetsforstÃ¥else, der knytter sig til tid og sted er særlig heldig?

Jeg kom til at tænke pÃ¥ det igen, da jeg læste Jens Gudiksens artikel Moderne ledelse som double-bind kommunikation i den seneste udgave af Tidsskrift for arbejdsliv. Gudiksen overvejer, om moderne ledelsesformer netop skaber det, som kaldes double bind-situationer. Det er de situationer, hvor vi stÃ¥r over for et valg med to muligheder, der strider mod hinanden. – De situationer, der aldrig ender med win-win, men no win.

Et eksempel:

En arbejdsplads har indført mulighed for hjemmearbejde, og en medarbejder ved, at hun vil udføre sine opgaver bedre (mere effektivt?), hvis hun tog arbejdet med hjem. Hun ved ogsÃ¥, at hvis hun tog arbejdet med hjem, ville hendes plads pÃ¥ kontoret stÃ¥ tom, og en række af hendes kollegaer ville komme med spydige kommentarer. – NÃ¥, der er nok nogen, der holder fri i dag… – NÃ¥, der er nok nogen, der bliver hjemme, mens vi andre arbejder… PÃ¥ den ene side ville arbejdet blive udført bedre og balancen blive bedre, hvis hun blev hjemme. PÃ¥ den anden side er konsekvensen sigende blikke og kommentarer grænsende til mobning. Hvad gør man? Bliver pÃ¥ arbejdspladsen, og udfører et halvt stykke arbejde?

Eksemplet er tænkt, det ved jeg godt – men og sÃ¥ alligevel ikke. For jeg kan ikke lade være med at tænke pÃ¥ en virksomhed, jeg besøgte for ikke sÃ¥ længe siden. Der havde man indført fleksible arbejdstider og -steder, og man havde gjort det tydeligt i rummet ved ganske enkelt ikke at have plads til alle medarbejdere pÃ¥ én gang. Det var en forudsætning, at nogle blev hjemme, andre arbejdere hos kunder, andre var pÃ¥ rejse og sÃ¥ videre. Med andre ord havde man aktivt ladet rummet blive en del af kommunikationen om, hvad det vil sige at være pÃ¥ arbejde.

Double bind-situationer henfører normalt til strukturelle og psykiske situationer. Men gad vide, om ikke ogsÃ¥ det fysiske rum har en betydning? – Jeg tror det!

PÃ¥ ‘hovedet pÃ¥ bloggen’ læste jeg om, at IBM bygger et innovationscenter. Intet nyt under solen. Det nye er, at de gør det sammen med deres konkurrenter! Innovationsnetværk, hedder tanken, og den er et godt eksempel pÃ¥, hvordan innovationsrum kan gøres – nÃ¥ ja, innovative!

Flere og flere eksperimenterer med innovationsrum. Det har endda nÃ¥et Slotsholmen, hvor Mind Lab, der er en tværministeriel enhed for brugerdreven innovation, huserer. Men temmelig fÃ¥ virksomheder har afprøvet fælles innovationsrum – og det var mÃ¥ske nok forsøget værd!

Innovationsrummet kan skabe nye rammer og facilitere processer og samarbejder. Det kan være et effektivt redskab i en innovationsproces. Og kombineres det med møder mellem mennesker fra andre virksomheder – mÃ¥ske helt andre brancher? – sÃ¥ er mulighederne næsten ubegrænsede!

Det kræver mÃ¥ske nok en noget klar opfattelse af “dine, mine, vores” – sagt med andre ord: Der vil altid være en risiko for, at gode idéer bliver stjÃ¥let, specielt hvis man samarbejder med sine konkurrenter. Modsat er muligheden, at idéer og kreativitet netop stimuleres i mødet med andre.

– HvornÃ¥r er der nogen, der bygger det første innovationshotel? Et sted, hvor man kan leje sig ind for en dag, en uge, en mÃ¥ned – mÃ¥ske permanent? – og netop have rum og rammer til at tænke nyt? Ikke for sig selv pÃ¥ værelset, men sammen med de øvrige gæster i lobbyen, restauranten – eller hvilke rum, sÃ¥dan et hotel mÃ¥tte have. – Roomservice skulle selvfølgelig suppleres med innovationsservice!

Gratis trÃ¥dløst Internet ændrer cafékulturen, skriver Politiken i dag. Og fortæller en historie om, hvordan caféliv og arbejdsliv smelter sammen med muligheden for gratis Internet pÃ¥ flere og flere caféer. – Gad vide om Descartes’ Jeg tænker, altsÃ¥ er jeg er blevet til et Jeg er online, altsÃ¥ er jeg?

Men tendenser er da klar: NÃ¥r bare vi er online, sÃ¥ kan vi klare hele verdenssituationen. Nogle af os er endda sÃ¥ heldige, at vi med vores fikse 3G-telefoner slet ikke er afhængige af caféer (nÃ¥ja, til sandwich og cola mÃ¥ske…).

Caféerne er blevet en del af det, som nogle kalder det nomadiske arbejdsrum. Begrebet hentyder til, at vi i stigende grad er som flokke af nomader, der hele tiden er i bevægelse og momentant slår lejr; ikke ved bålet eller bækken, men ved nærmeste (og billigste) hotspot.

På den ene side er jeg fortryllet af mulighederne: Jeg synes det er fantastisk at kunne tjekke mails i sommerhuset (når 3G-dækning ellers tillader det her i det mørke Nordjylland!). Og jeg er begejstret for fleksibiliteten i, at jeg ikke er bundet til et bestemt sted for at være på arbejde.

På den anden side er jeg også så gammeldags, at jeg faktisk synes det er træls (ja, træls!), når man fører en samtale, og modparten liiiige skal svare på en SMS. Og være på MSN. Og tjekke mails. Og helst samtidigt!

Men mest af alt kan jeg nu se muligheder i det nomadiske arbejdsrum. NÃ¥r bare vi husker, at det er os, der skal kontrollere teknologien og rummet – og ikke omvendt! Det tror jeg kommer til at kræve tilvænning. BÃ¥de at vi forstÃ¥r arbejde og fritid som noget, der bliver sværere og sværere at skille ad. Og at vi ikke lader os diktere at ringende telefoner og indkomne mails.

– Og luk sÃ¥ din browser og spis sandwichen i fred 🙂

Et par af gratisaviserne har de sidste par dage skrevet lidt om skolernes indeklima. Og der gives ikke mange positive smileys! Skimmelsvamp, lugt, fugt – ikke just smigrende lokaler til nutidens børn (og fremtidens voksne!). I en hel anden sammenhæng læste jeg om skolens rum forleden, og kan ikke lade være med at se en sammenhæng: Eva Gulløv og Susanne Højlund skriver i Materialitetens pædagogiske kraft – et kapitel i bogen Arkitektur, krop og læring – om netop skolen og magtudtrykket i rummet:

De lakerede træsæder pÃ¥ børnestolene vidner samtidig om en opfattelse af hygiejne, hvor børn ses som snavsede eller upropre, hvorfor sæderne umiddelbart skal kunne vaskes af. Heroverfor stÃ¥r kontorstolens stofbetrukne uvaskelighed, der Ã¥r efter Ã¥r kan stÃ¥ uberørt af moderne rengøringsmidler. […] Alene gennem observation af stolene kan man altsÃ¥ fÃ¥ indsigt i opfattelser af inddelinger og karakteristiske træk ved disse grupper: voksne som store, renlige, immobile med behov for kropslig støtte over for bevægelige børn, der snavser stolene til.

Den lader vi lige stå et øjeblik!

På den ene side er det et stort problem, hvis nutidens skolebygninger halter så bagmeget efter, at rummet i sig selv på grund af dårligt indeklima er en fysisk begrænsning for indlæringen. På den anden side er der også interessante eksempler på, at skolerne tager problematikken alvorligt. Og ikke bare forbedrer indeklimaet, men nytænker klasseværelset.

Jeg kom forbi min gamle folkeskole forleden, som allerede da jeg gik der blev udbygget. Dengang blev der bygget nye klasseværelser. I dag er den ved at blive udbygget igen. Denne gang forkynder et stort skilt ved vejen, at “her bygges fleksible læringsmiljøer”. Fra klasseværelser til fleksible læringsmiljøer!

Det rum, som vi møder i skolen, er mere end noget andet med til at forme vores senere forståelse af arbejde. De generationer, der vokser op med, at arbejde ikke er ensbetydende med at sidde sammensunket og stille over skolebordet, er på vej. De ved, at arbejde er fælles bevægelse både med krop og i tanke, at arbejdet både er fordybelse og kommunikation, leg og alvor. Jeg kan næsten ikke vente til, at den generation for alvor bliver en del af arbejdsmarkedet. Det bliver spændende!