Forleden besøgte jeg LYNfabrikken i Århus. Et spændende møde med et spændende hus. I netværksteorien taler man nogle gange om knudepunkter, og LYNfabrikken virker til at være et knudepunkt for kreative mennesker. Et sted, hvor det er godt at samles, og som man naturligt får lyst til at vende tilbage til.

Skabes rummet så af de fysiske rammer, fint placeret i et nedlagt fabrikskompleks i Vestergade, eller af de ildsjæle, der får fabrikken til at slå gnister? Sammenhæng mellem rum og den socialitet, der finder sted i rummet, er hårfin. Jens Tonboe skriver i sin doktordisputats, Rummets Sociologi (Tonboe, 1993), at

rummet, menneskeskabt såvel som naturskabt, er teoretisk set ganske underordnet. Det er intet andet end lokalitet for, ramme omkring eller en bestemt form for fremtræden af det sociale. Det har ingen selvstændig betydning, ingen materialitet eller rettere: Materialiteten har ingen selvstændig betydning.

Måske, måske ikke. Men alligevel er der nogle rum, der tilsyneladende er bedre rammer end andre. Lidt poppet kan man måske sige, at nogle rum skaber mere rum end andre. Men altid i en vekselvirkning mellem de, der bebor rummet.

Kan man forholde sig til, hvad der har størst betydning? Socialiteten eller rummet? Eller vil det kræve, at man netop behandler begreberne hver for sig? Rummet kan nok betragtes uden det sociale – men det sociale mÃ¥ nødvendigvis altid være indlejret i en eller anden rumlig kontekst. – MÃ¥ske er jeg tættere pÃ¥ et svar om 3 Ã¥r!

Nu er det ikke fordi bloggen skal til at blive politisk – men… Jeg kan alligevel ikke lade være med at konstatere, at den igangværende valgkamp har fÃ¥et et islæt af strategisk indretning. Flere partier har lanceret det, fx under temaer i retning af “bedre rammer for velfærd”.

Bliver velfærden bedre af nye bygninger? Er der bedre undervisning i nye klasselokaler end i gamle? Bedre læger på nye sygehuse end i de gamle? Bedre beslutninger, hvis vi rev Christiansborg ned og byggede et nyt parlament?

Ja og nej. For selvfølgelig løser rammerne i sig selv ikke ret meget – rammer og indhold mÃ¥ følges ad. Men pointen, som tilsyneladende er ved at fÃ¥ politisk bevÃ¥genhed, er, at rammerne pÃ¥virker indholdet. Og dermed ikke sagt, at rammerne skaber indholdet. Men der foregÃ¥r en konstant vekselvirkning, og der er næppe tvivl om, at en strategisk satsning pÃ¥ rammer, der understøtter indholdet, i dette tilfælde kan give bedre velfærd.

Udfordringen er at skabe sammenhængen mellem rammer og indhold; at kende indholdet tilstrækkeligt godt til, at man kan forme rammerne derefter. Det er grundlæggende den største udfordring, nÃ¥r man arbejder med strategisk indretning – uanset om man er politiker, erhvervsleder eller noget helt tredje.

En tanke eller en idé, som ingen endnu har gjort krav på, flyver måske omkring i rummet, søgende efter et hjem.

Sætningen stammer fra French (2006), der citeres af artiklen Frirum til tænkning og kreativitet – negativ formÃ¥en og lederens udvikling (Johansen & Nielsen i Erhvervspsykologi, vol. 5. nr. 2, juni 2007).

Ariklen er interessant, fordi den på fin vis forener rum og ledelse og indsætter begge dele i psykoanalysens teoretiske ramme. Det skaber en række spændende begreber, som både knytter sig til fysiske rum og rum i bredere forstand:

• Overgangsrum – et Winnicott-inspireret begreb, der handler om, at tanker og idéer er pÃ¥ vej til at blive virkelighed
• Mulighedernes frie rum – hvor kreativitet og innovation gives frie tøjler uden virkelighedens begrænsninger
• Tids-rum – rum af tid, der sætter os i stand til at være til stede i nuet

Listen kunne være længere – læs selv artiklen!

Hovedpointen er – som jeg læser den – som sÃ¥: Den gode topleder mÃ¥ skabe sig mentale frirum, hvor det er muligt at sætte tankerne fri; hvor kreativitet og innovation kan gøres til virkelighed! Det handler om tid og om rum. Ikke kun som mentale begreber, men ogsÃ¥ som fysiske.

Det mentale frirum skabes i mødet med en fysiske ramme, der frisætter tankerne. – Og det er næppe oftest ved skrivebordet!

I dag er det første dag i efterÃ¥rsferien. Det kan allerede mærkes pÃ¥ morgentrafikken. Og kan det i grunden ikke ogsÃ¥ lidt pÃ¥ solen? Er den ikke lidt mere efterÃ¥rsvarm i dag end i gÃ¥r? Eller mÃ¥ske er det bare synsbedrag…

Ferietid er tid til at skifte rum. Kontoret erstattes af haven. Haven af sommerhuset. Sommerhuset af udlandsrejsen. Og så videre. Og selvom det er Nobelpris-sæson, så gives den næppe for at sige, at nye rum giver nye horisonter. Alligevel er det den erkendelse, der er grundtanken i en artikel i seneste udgave af Harvard Business Review. Så simpelt og alligevel så svært!

Idéen er som så: At være en god leder, handler om sundhed mentalt, fysisk, åndeligt og personligt. Og en måde at opnå balancen på, er ved at give sig selv pusterum. Bogstavligt talt: Fx ved at gå en tur i stedet for at sidde hele dagen på kontoret. Og metoden skulle være neurologisk begrundet: Når fokus flyttes, sættes hjernen fri til kreativitet. Er det ikke lige præcis det, der sker i ferien?

SpørgsmÃ¥let er, hvorfor det er sÃ¥ svært i det daglige? Jeg har kontor 50m fra et idyllisk Ã¥-løb. Men om jeg nogensinde har brugt det? Næ. Og jeg vil godt vædde pÃ¥, at mine kollegaer, der har været her længere, heller ikke har. Og sÃ¥ er den der igen, den med arbejdsforstÃ¥elsen, for er det arbejde at gÃ¥ tur ved Ã¥en? Ja, hvorfor ikke? MÃ¥ske skal næste udviklings- og strategimøde placeres ved Ã¥en? – Hvis vi gør det, skal jeg nok fortælle om resultatet!

Rigtig god efterårsferie!

Jeg fortsætter min tour de force i rumlitteraturen, og er nu stødt på Bøje Larsens artikel Tæt-koblede rum i løst-koblede organisationer fra Ledelse & Erhvervsøkonomi nr. 2, 2007.

Artiklen fortæller om løst-koblede organisationer, der forstÃ¥s som organisationer, hvor der pÃ¥ forskellige omrÃ¥der ikke er overensstemmelse – fx mellem mÃ¥l, viden og handling. Artiklens pointe er, at der i disse organisationer typisk findes tæt-koblede rum – altsÃ¥ rum, som netop forbinder mÃ¥l, viden og handling.

Eksemplet er teaterets scene. Det kan godt være, at teateret organisatorisk set er kaotisk og løst-koblet. Men når skuespiller og instruktør træder ind i øverummet, så opstår der en tæt-koblet praksis; en situation, hvor mål, viden og handling smelter sammen. Med andre ord: At rummet er med til at skabe sammenhæng i organisationens mange løse ender.

Rummet forstÃ¥s her ikke alene som det fysiske rum, men derimod som en “institutionaliseret social situation, hvortil der er knyttet særlige forventninger og traditioner”. Rummet er med andre ord noget, der skabes mellem mennesker, og dermed er der en parallel til gÃ¥rsdagens indlæg om socialt sanktionerede rum.

- At skabe rum er en social proces i en fysisk ramme.

At tale om at rum i sig selv giver mere eller mindre videndeling svarer til, at man ville hævde, at samtalekøkkener pr. automatik gav flere samtaler.

SÃ¥ledes konkluderer Eva Bjerrum, Jakob Lauring og Anne Bøgh Fangel i deres artikel Det Ã¥bne kontor – en teknologi der fremmer interaktion og videndeling i arbejdet?, som kan læses i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 3, 2007.

Det spørgsmål, artiklen rejser er, om åbne kontorlandskaber berettiget kan knyttes så tæt med begrebet vidensdeling, som man tit gør. Og forfatternes pointe er, at det, der sker i rummet, hænger tæt sammen med ledelsen, organisationen og arbejdsforståelsen:

…Selvom man skaber nogle rammer til et bestemt formÃ¥l, kan man ikke være sikker pÃ¥, at de vil blive anvendt derefter. Det afhænger blandt andet af, om der er balance mellem ledelse, arbejdsopfattelsen og de konkrete fysiske rammer.

Det er en vigtig og væsentlig konklusion, og artiklen er samtidig en god problematisering af de seneste Ã¥rs studier inden for Ã¥bne kontorlandskaber. For der er skrevet meget i mange forskellige retninger – men artiklens indirekte pÃ¥stand (som jeg læser den) er, at det, man i virkeligheden skal fokusere pÃ¥, ikke er rummet alene – men rummet i sin sammenhæng. En sammenhæng, der som nævnt bestÃ¥r af ledelse, medarbejdere, kultur, traditioner, vaner – og sikkert en hel del mere.

Jeg er meget enig i artiklens konklusioner. En enkelt ting er jeg dog usikker på: Er det rigtigt, at et samtalekøkken i sig selv ikke giver flere samtaler? Det kan virke som et underligt spørgsmål, men der er forsket lidt i det, man tit kalder socialt sanktionerede rum, og essensen er, at rummet i sig selv kan (gentager: kan) styrke en bestemt adfærd i rummet.

Jeg har tidligere nævnt eksemplet med kirkerum, hvor man kan konstatere en overrepræsentation af religiøse fænomener i forhold til andre rum. Ligeledes med det terapeutiske rum. Og spørgsmÃ¥let er, om det, vi definerer et rum som, bliver en selvopfyldende profeti? Derfor er jeg faktisk tilbøjelig til at tro, at der mÃ¥ske forekommer flere samtaler i et samtalekøkken end i alle andre rum…¨

Pointe? Ja, pointen her er, at rummet og rummets navn indgår i en diskurs, der også omfatter handlingen i rummet. Den wittgensteinske opfattelse af, at vores sprog skaber vores verden gælder også for rummet. Det er derfor jeg tror på samtaler i samtalekøkkener, meditation i meditationsrum, innovation i innovationsrum. Og hvile i hvilerum.

Jeg er dermed enig i artiklens budskab om, at adfærden i rummet afhænger af bl.a. ledelsen. Men min pointe er, at ledelsen ikke kun omhandler det, der foregår i rummet, men omhandler selve definitionen af rummet. Som Churchill har sagt: Vi former vores bygninger, derefter former de os.

2 ud af 3 har mindst én gang oplevet raserianfald fra en kollega pÃ¥ kontoret. Det viser en ny undersøgelse, som Canon Europe har foretaget, og som handler om office rage – eller pÃ¥ dansk: Kontorraseri!

Blandt de væsentligste Ã¥rsager er dÃ¥rlige manerer fra kollegaer og ledere, dræbende og formÃ¥lsløse møder – og printere, der ikke virker! (Et interessant resultat i en undersøgelse, der er finansieret af en printerproducent…).

Ifølge undersøgelsen kan problemerne løses, og blandt løsningsforslagene er en række rÃ¥d til, hvordan man bedst kan skabe et stress-dæmpende kontormiljø. Der er mange gode rÃ¥d, der knytter sig til sÃ¥vel indretning, ledelse som personlig coping. – Men der er ogsÃ¥ mange rÃ¥d, der bestyrker mig i, at der mangler forskningen inden for dette omrÃ¥de.

En del af løsningsforslagene tager udgangspunkt i feng shui, og det vil jeg hverken her eller i min forskning berøre ret meget ud fra en holdning om, at kan man ikke sige noget pænt, sÃ¥ skal man lade være med at sige noget. Jeg vil dog alligevel tillade mig at stille et enkelt spørgsmÃ¥l: Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan hensyntagen til medarbejdernes fødselsdage kan afspejle sig i arbejdsmiljøet – og skabe mindre stress? (se punkt 9 blandt undersøgelsens rÃ¥d).

Canons undersøgelse har i min optik to væsentlige budskaber: Dels at arbejdsrummet og det psykiske arbejdsmiljø er tæt sammenvævet. Og dels at forskning inden for denne sammenhæng er afgørende, for at skabe gode arbejdspladser. Mange kommer med gode rÃ¥d – og det er fint, lad os fÃ¥ nogle idéer i spil. Men lad os ogsÃ¥ evaluere dem efter forskningsmæssige standarder, sÃ¥ vi kan finde ud af, hvad der virker, og hvad der er varm luft.

I dag har jeg deltaget i Træfpunkt HR i Øksnehallen, som ligger lige ved siden af Kvægtorvet i København. Og det sted var ikke helt dÃ¥rligt valgt, for jeg støder vist ikke nogen ved at kalde det en blandet landhandel inden for HR. Der var alt lige fra de store kursusudbydere og konsulenthuse til de mere skæve vinkler, der tilbød filosofisk ledelsesrÃ¥dgivning, kur mod spændingshovedpine, antistress-stole og lignende uundværligheder for enhver HR-direktør…

Højdepunktet for mig – og en meget tætpakket sal – var Irmas direktør, Alfred Josefsen, der leverede et medrivende og spændende indlæg om engagement, mening og værdibaseret ledelse i praksis. Jeg læste Josefsens bog, Kære Irma, for Ã¥r tilbage, og jeg har været Alfred-fan siden! Det er jordnært og gennemreflekteret pÃ¥ én gang – og det er (desværre) en sjælden kunst!

I dag talte Alfred blandt andet om rum. Spillerum og rÃ¥derum. – Medarbejdere motiveres ved at være med til at bestemme, sagde Alfred, og spurgte retorisk: – Er nogen uenige?? Det var vi ikke…

I sin bog taler Alfred også om rum. Blandt andet fortæller han historien om, at før han kom til, var direktørkontoret et eksklusivt lokale, som kun de færreste medarbejdere havde besøgt. Efter Alfreds entré blev direktørkontoret samlingspunkt for et ugentligt møde for et helt hold af medarbejdere. Om der var plads til det? Næ. Slet ikke, faktisk. Man står op, sidder i vindueskarmen eller på gulvet. Det er lige meget, for mødet varer kun en halv time. Og det er blevet en måde at få ledelsen ned i øjenhøjde på.

Spillerum. RÃ¥derum. Lederrum. SÃ¥dan!

Jeg kan godt lide billedet af organisationer som levende organismer. En af dem, jeg synes har beskrevet det bedst, er Helen Eriksen, som for nogle Ã¥r siden skrev bogen Frugttræstrategien. Det er et fantastisk værk – og første gang jeg har set en ledelsesbog skrevet som et digt! Eller rettere: Det er ikke en ledelsesbog. Det er heller ikke en bog om organisationer. Det er en bog om livet! Og at den sÃ¥ er sat i musik af Niels Lan Doky, det gør det altsÃ¥ ikke dÃ¥rligere!

Nå, pointen handler om dette: At forstå organisationer som levende organismer. Hvordan kan man i organisationens ydre vise det? Kan rummet illustrere det? Kan rummet være en levende organisme? (Og altså ikke skimmelsvamp, forstås!).

Ja, rummet kan være levende. I hvert fald når det er tænkt af det hollandske arkitektfirma uxcarchitects. De har skabt bygningen urbancactus, der som navnet siger er en kaktus midt i byen. Hvad skal man lægge i det navn? At den kan vokse i golde egne? At den er fyldt med livgivende væske? At den stikker, når man kommer for tæt på? Eller bare at den ønsker at gøre storbyens betonklodser til grøn frodighed?

РM̴ske er den bare en p̴mindelse om, at livet skal have lov til at gro og vokse?

For noget tid siden spurgte jeg herinde om hvem, der bygger det første innovationshotel. Jeg synes selv, idéen er fremragende 🙂 Men tilsyneladende er det kun mig… For sjov har jeg lige googlet pÃ¥ ‘innovationshotel’, og der kommer pt. 23 resultater frem. Heraf peger de 2 tilbage pÃ¥ mit eget indlæg! – Det kan sÃ¥ enten skyldes, at idéen bare skal spredes. Alternativt, at det vitterligt ikke er nogen god idé… Men indtil andet er bevist, vil jeg blive i den saglige vildfarelse, at innovationshoteller kunne blive en fantastisk mulighed for at skabe rum og plads til innovation! – Og hvis ikke man selv tror pÃ¥ sine egne idéer, hvem skulle sÃ¥!