I disse dage arbejder jeg med den obligatoriske erhvervsrapport, som er afslutningen på det lige så obligatoriske erhvervskursus, der har strakt sig over 3 kursusgange fordelt over 1½ år.

Tanken er, at vi i rapporten skal berette om PhD-projektets kommercielle aspekter, og jeg vælger samtidigt at bruge lejligheden til at se på et overordnet niveau, for udfordringen ikke blot for PhD-projekter, men helt generelt i øjeblikket er, hvordan innovation bliver profitskabende. I en krisetid er det afgørende, at innovations-, udviklings- og forskningsprojekter ikke sættes i stå, men tværtimod vurderes og effektiviseres. Alt for mange virksomheder går krisen i møde ved at sætte udviklingen i stå og fokusere på driften.

Jeg mener, at det er utopi, at man kan spare sig ud af krise. I den retning er krise for virksomheder ikke væsensforskellig fra krise for mennesker, og vejen til ny erkendelse, der kan blive krisens positive afslutning, skabes igennem selverkendelse og refleksion – og jeg har vist nævnt, at udvikling er virksomheders vej til selverkendelse…

Men tilbage til erhvervsrapporten – for foruden den stÃ¥r der en række øvrige skriveprojekter pÃ¥ maj-kalenderens agenda: En opdateret forskningsplan, en halvÃ¥rsrapport og et forskningsdesign.

ErhvervsPhD Foreningen uddeler årligt sin formidlingspris, som i år handlede om temaet: Hvad er god forskning? Blandt en række bidrag var jeg så heldig at modtage en 3. plads med min artikel Mellem forskning og virkelighed (hent artiklen her), og prisuddelingen fandt sted ved årsmødet i Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) på Nationalmuseet d. 20. april 2009.

Det var videnskabsminister Helge Sander, der uddelte prisen efter en tale om vigtigheden af, at forskning kan formidles så det står klart også uden for den akademiske verden, hvad det drejer sig om.

Efter uddelingen af “guld, sølv og bronze” lyttede vi til Grundfos-formand Niels Due Jensens festtale, der mÃ¥ske ikke – med hans egne ord – var nogen skÃ¥ltale, men derimod en vigtig opfordring, opmuntring og opsang til sÃ¥vel regering, videnskab og erhvervsliv. “Bliv bæredygtig eller dø”, opsummerede Due Jensen sit budskab med en opfordring til forpligtelse i forhold til social og miljømæssig ansvarlighed.

Efter talen deltog vi i den mere uformelle del af arrangementet i Nationalmuseets gode restaurant, der serverede tapas-lignende godter; bl.a. noget så eksotisk som vildt fra Hesselø!

I denne uge har jeg deltaget i 3. og dermed sidste del af det obligatoriske Erhvervskursus for ErhvervsPhD-studerende.

Denne gang stod der innovation og patentlovgivning pÃ¥ programmet. Relevante emner, men ogsÃ¥ emner, der specielt hen pÃ¥ aftenen kunne blive bare en anelse tunge… Det blev sÃ¥ til gengæld vejet godt op af Pharmakons glimrende faciliteter og gode mad! Og ikke mindst af mødet med omkring 50 ErhvervsPhD-kollegaer. Det er i høj grad den del, der gør kurset til en fornøjelig oplevelse – bÃ¥de fagligt og socialt.

Nu venter så den afsluttende del af kurset, hvor vi skal skrive en rapport, der forsøger at integrere kursets teori med vores projekters kommercielle udfordringer og muligheder.

Min seneste indlæg omhandlede et besøg på CeBIT-messen, som jeg mener er et godt eksempel på en aktivitet, der for mig at se ikke har været i stand til at genopfinde sig selv. Og hvad vil det så sige? Det vil sige, at man hele tiden søger at forny sit produkt, sit markedsgrundlag, sin identitet som virksomhed.

CeBIT udlejer plads i en midttysk messehal, og under en krisetid er det et let sted at spare. Det er formentlig en god grund til, at messen i år var skrumet med en fjerdedel i forhold til sidste år.

Turens næste stop var et sted, der havde genopfundet sig selv. Jeg læste for et par Ã¥r siden Wally Olins’ bog om branding, og jeg var næppe den eneste, der var lidt skeptisk over for udsagnet om, at VW-koncernen ikke producerer biler. De skaber design, mener Olins. Kernekompetencen er med andre ord ikke jern pÃ¥ hjul, men derimod design.

Det var formentligt godt set, da Olins skrev sin bog i slutningen af 90’erne. I dag er VW et skridt videre – i hvert fald, hvis man skal tro den historie, man bliver en del af, nÃ¥r man besøger koncernens oplevelses- og kompetencecenter Autostadt.

Autostadt er et omrÃ¥de pÃ¥ størrelse med nogen-og-tyve fodboldbaner, og er et oplevelsesrum for VW-koncernens mærker, bl.a. Skoda, Audi, VW og Seat. Men essensen i Autostadt er ikke at præsentere biler. Det er knapt nok at præsentere design. Det er vise det, jeg vil kalde “the VW way of living”. I Autostadt er VW ikke et bilmærke. Det er en mÃ¥de at leve pÃ¥.

Hvorfor gør de det, kan man spørge? Hvad betydet det for bundlinjen? Det er et godt spørgsmål, og det er i virkeligheden uklart, om VW selv har et snævert økonomisk rationale i Autostadt. Det er bygget, fordi de kan. Og det er bygget i troen på, at en samlende VW-fortælling skaber loyale og tilfredse kunder. Eller rettere: Indbyggere! For Autostadt viser, at VW ikke er noget, man køber. Det er en stat, man bliver borger i. En filosofi. En måde at forstå sit liv på.

Og uden at det skal lyde hverken sekterisk eller poppet, så er VW og Autostadt et imponerende eksempel på en ellers uhyggeligt traditionel virksomhed, der går ad forbløffende nye veje. Det er tydeligt, at det er længe siden virksomheden har set sig selv som en virksomhed, der sætter hjul på jern. De producerer ikke biler. De producerer måske design. Men mest af alt producerer de en måde at bevæge sig på igennem livet.

Autostadt bruger rum og rammer til at understøtte deres strategi. Og de kombinerer det fysiske rum med en imponerende grad af innovation i produkt og forretningsmodel. Man kan synes om det eller ej, men de evner kunsten at genopfinde sig selv.

I sidste uge deltog jeg pÃ¥ CeBIT-messe i Hannover. Det har jeg gerne villet længe, men af forskellige grunde har jeg ikke haft anledning til det. Men nu skulle det sÃ¥ være, sÃ¥ med spændt forventning blev bilen pakket til en inspirationstur i det midttyske sammen med en god ven. Denne inspirationstur kommer de to næste indlæg her pÃ¥ bloggen til at handle om under overskriften “Kunsten at genopfinde sig selv”. Forklaring følger!

CeBIT-messen er  en af verdens største IT- og teknologimesser. PÃ¥ et omrÃ¥de, der fÃ¥r de fleste stations til at ligne dukkehuse, boltrer udstiller i hobetal sig, og viser dimser, dingenoter, innovation og design. I Ã¥r med særligt fokus pÃ¥ sikkerhed – og det kom til udtryk i en lidt broget skare af udstillere med alt fra alarmsystemer over kameraovervÃ¥gning og til nye, fikse pengeautomater.
Blandt CeBIT’s bud pÃ¥ fremtiden, var fx:

• En selvkørende bil med radar, sÃ¥ den ikke kører ind i andre biler
• 3D-printere, der stÃ¥r klar til at printe alt fra værktøj til emballage
• Interaktive spejle, der lader dig skifte tøj blot ved at enkelt klik pÃ¥ skærmen

Dertil kommer en sand hob af forbrugerelektronik: Telefoner, kameraer, skærme, computere hvor den ikke så overraskende tendens synes at være, at skærme bliver større og telefoner mindre.

I sig selv kunne man skrive meget om den teknologi, der blev udstillet. Det var imildertid ikke det, der viste sig at blive det mest interessante p̴ messen Рi hvert fald ikke i lyset af min forskning om strategisk brug af rum og rammer.

For messen var for mig at se et strålende eksempel på, hvordan manglende fokus på strategi i forhold til rum og rammer, kan være ganske mærkbar for forretningen. På grund af finanskrisen var dette års CeBIT krympet med en fjerdedel i forhold til sidste år. Min vurdering er, at det skyldes dette faktum: At CeBIT er et sted, hvor virksomheder lejer et stykke jord i 6 dage. Hverken mere eller mindre.

Og man kan spørge: Hvad skal en messe ellers være? Lad mig give et par eksempler: En messe skal være et mødested. Et træfpunkt. Et inspirations-hotel. En legeplads. Et stykke omvandrende oplevelsesøkonomi. Der er sikkert andre og bedre forslag. Essensen er blot denne: Hvis en messe har den selvforståelse, at den blot er et sted, hvor kunder lejer jord, så er den strandet i en bemærkelsesværdig mangel på innovativ tanke.

Og det var tydeligvis tilfældet. Hvis CeBIT har en anden selvopfattelse af sin kernekompetence end at leje standplads ud, sÃ¥ var det i hvert fald ikke tydeligt (det skulle mÃ¥ske lige være at sælge bratwurst pÃ¥ til lejligheden opstillede barer). Og hvis der er noget, der er nemt at vælge fra – specielt nÃ¥r krisen kradser – sÃ¥ er det leje af jord i en rÃ¥kold martsuge i en midttysk betonhal.

Jeg argumenterer med andre ord for, at selvforstÃ¥elsen mÃ¥ forandre sig. Hvor er det, at messen tilføjer værdi? Hvor er det, at rum og rammer – for en messe er sÃ¥dan set ikke andet – hvor er det, at de kan give merværdi for bÃ¥de udstiller og besøger?

Der er eksempler nok pÃ¥ virksomheder, der har fanget den pointe. Nokia laver ikke mobiltelefoner. Deres selvforstÃ¥else hedder: Connection people.  En messe kunne i høj grad holdes under samme slogan. Bare ikke, hvis selvforstÃ¥elsen er: CeBIT – udlejer kvadratmeter.

Med andre ord: Hvad er strategien? Hvad er værdien? Hvad er mÃ¥let? Udover at udleje jord… Og sÃ¥ i øvrigt garnere det med fine besøg fra Angela Merkel og governator Schwarzenegger.

I næste indlæg skal jeg fortælle om turens næste destination, som var et perleeksempel på det modsatte!

Så var det, det vi alle sammen havde ventet på, skete: IT Factorys samlede inventar røg på auktion, og nu kunne pøblen få et stjålent kig ind i lækkerierne.

Og jeg blev ringet op af Kforum, der spurgte, om jeg havde lyst til at lave et lille skriv over inventaret. Det er som bekendt ret let at gøre sig munter over andres nederlag. Men efter et kort gennemsyn på lauritz.com, hvor de fine ting er sat til salg, var det altså svært ikke at fatte penne med et skævt smil.

– For de effekter, der prydede den nu hedengangne gazelle driver af storhed, skønhed og ekstravagance i en sÃ¥dan grad, at det unægteligt bliver næsten komisk i lyset af virksomhedens skæbne. Storhed og fald.

Så tillad mig at lege indretningstetektiv for en stund. Og klik endelig en tur forbi min gennemgang af boet på Kommunikationsforum.

Den allestedsnærværende finanskrise trækker gamle ting op ad hatten: Ud over at investere – med Keynes i hÃ¥nden – sætter den fokus pÃ¥ en gammel, men aktuel sondring mellem effektivitet og efficiens. Vi har været meget fokuseret i meget lang tid pÃ¥ effektivitet – at gøre tingene rigtigt. Finanskrisen sætter fokus pÃ¥ efficiensen: At gøre de rigtige ting!

Jeg mærker finanskrisen spille ind pÃ¥ mit eget PhD-projekt ved, at mange byggeprojekter enten sættes i stÃ¥ eller udskydes. Og mit projekt er tæt knyttet til bÃ¥de møbel- og arkitektbranchen, som godt kan mærke afmatningen i satsningsviljen. SÃ¥ kan man vælge to perspektiver: Enten kan man importere panikstemningen og øve sig pÃ¥ at gøre tingene rigtigt. Alternativt kan man se det som en mulighed – og overveje, om man gør de rigtige ting!

Jeg vælger det sidste, og derfor har jeg afsat en periode pÃ¥ 3 mÃ¥neder som jeg skal bruge pÃ¥ at nyorientere mig. Jeg er halvvejs i mit projekt, og det er et godt tidspunkt til at se, om jeg har fat i de rigtige ting – eller om der er begreber, teorier, empiri osv., der skal justeres.

Det bliver ogsÃ¥ en anledning til at øge aktivitetsniveauet her pÃ¥ bloggen. Som min vejleder Anders Drejer sagde: Udfordringen er ikke et produktionspres, men et inspirationspres! Og det er ikke det ringeste pres at være under! SÃ¥ rejsen fortsætter, og skulle nogle af de tavse læsere have lyst til at sende en hilsen her eller pÃ¥ mail, sÃ¥ er man altid velkommen 🙂

Forleden deltog jeg i et PhD-arrangement pÃ¥ Aalborg Universitet. Vi havde besøg af Unni From, der er medforfatter til bogen Proces og struktur i ph.d.-forløbet – om at leve og overleve. Og sammen med en lille flok PhD-kollegaer (og alt for mange pizzaer) blev der lejlighed til at tale om proces – og drømme sig hen til struktur!

Jeg har tidligere plæderet for, at der i en PhD sådan set kun findes to faser: 1) Der, hvor man føler, man lige er gået i gang, og 2) der, hvor man føler, man er ved at være færdig. Der imellem kan alt ske. Livssituationer kan forandres. Mål revideres. Vejledere udskiftes. Finanskriser indtræffe. Forventninger justeres.

Proces og struktur i ph.d.-forløbet er en interessant og informativ bog, der samler en række cases og gode råd. Velegnet læsning, uanset om man er i gang med en PhD eller påtænker at starte.

– Og konklusionen er vist noget i retning af, at en god PhD er en færdig PhD 🙂

Vi er for længst pÃ¥ den anden side af det stadie, hvor det blev overvejet, om den finansielle krise ogsÃ¥ blev en økonomisk krise. Og skønt nationaløkonomer stadig med rette kan diskutere, om krisen overhovedet er af økonomisk karaktér – eller mÃ¥ske snarere summen af et kollektivt psykologisk hysteri – sÃ¥ er der ikke megen tvivl om, at den er en realitet: Den økonomisk og finansielle krise, der kommer til udtryk i en markant forsigtighed pÃ¥ stort set alle markeder.

Interessant og problematisk

Fra et forskningsmæssigt synspunkt er krisen interessant og problematisk pÃ¥ én gang. Den er interessant, fordi det er vældigt vanskeligt at nÃ¥ ind til dens kerne – og ikke mindst fra en erhvervspsykologs synsvinkel interessant, fordi den i sÃ¥ høj grad er baseret pÃ¥ en stemning af frygt og usikkerhed.

Det problematisk aspekt ligger i krisens indflydelse pÃ¥ forskningen. “Fra forskning til faktura” har i en række Ã¥r været et mantra fra bÃ¥de regering og erhvervsliv: En sund innovationskultur, der satsede pÃ¥ den forskning, der kunne give et konkret kommercielt afkast. – Udfordringen med forskning er blot, at det er vanskeligt pÃ¥ forhÃ¥nd at vurdere, hvad der bliver indtægtsgivende – ligesom perspektivet i forskning tit er langsigtet.

Konsekvens for forskningen

Derfor er det centralt at have for øje, hvad konsekvensen er for forskningen i en krisetid. PÃ¥ den ene side sætter flere og flere virksomheder fokus pÃ¥ den daglige drift for at kunne holde skruen i vandet. PÃ¥ den anden side kan netop forskningsprojekter give det potentiale, der kan give konkurrencemæssige fordele og sikre overlevelsen. Udfordringen er dermed at opveje, hvor mange ressourcer, der kan allokeres pÃ¥ forskning – og hvor mange der mÃ¥ tilgodese den daglige drift.

Flere større virksomheder og organisationer, heriblandt Dansk Industri, har allerede for flere mÃ¥neder siden bebudet, at forskningen skal styrkes, ikke mindst i en krisetid, fordi vores potentiale som nation ikke er priskonkurrence, men gode idéer. Det i sig selv er positivt – for bÃ¥de forskning og konkurrenceevne. Vi har imdlertid ikke pÃ¥ nuværende tidspunkt nogen klar opgørelse af finanskrisens betydning for forskningen generelt – og specielt smÃ¥ og mellemstore virksomheder er i den sammenhæng interessante, fordi forskningsudgifter hurtigt fylder meget i det samlede budget.

Forskning og udvikling i små og mellemstore virksomheder er centralt, fordi der i de sammenhænge ofte findes en større mulighed for hurtig omstilling og fleksibilitet. Så hvad sker der, når de små og mellemstore virksomheder i krisetid skærer ind til benet, lader sig fusionere eller opkøbe af kapitalfonde? Markedet har allerede vist eksempler på virksomheder, der opkøbes af kapitalfonde med henblik på optimering og gen-salg i løbet af en 3-5 årig periode, og som følge heraf enten lukker eller skærer udviklingsaktiviteter ned til et minimum, fordi markedsværdien på kort sigt styrkes af den primære drift alene.

Zonen for nærmeste udvikling

Krisetid har potentiale til nyorientering og udvikling. Således er også finanskrise en måske endda kærkommen lejlighed til at rydde op i resterne af dot.com-bølgen og korrigere finanssektoren og økonomien for de senere års særprægede op- og nedture. Dét handler dog mest af alt om daglig drift. Det egentlig potentiale ligger i overvejelsen om, hvad der bringer os ud af krisen og ikke bare på samme niveau som før, men helst på et andet og højere plan.

Psykologien taler om zonen for nærmeste udvikling som det omrÃ¥de, der ligger uden for vores nuværende formÃ¥en – men inden for vores potentiale. Det er det omrÃ¥de, der er afgørende for, at krisetid bliver udviklingstid. Og det er her forskning, forretningsudvikling og strategi skal gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd for at finde en fælles vej.

Krisens største udfordring

Krisens største udfordring er ikke at komme igennem krisen. Krisens største udfordring er at sikre, at man stÃ¥r stærkere efter krisen end før. Det er her forskning, udvikling og innovation er afgørende – virksomhedernes svar pÃ¥ personlig selverkendelse.- For det er igennem udviklingsprojekterne, virksomheder lærer sig selv at kende, og finder potentiale og veje til vækst.

I tirsdags, d. 25/11, startede Netværk for Rumforskere med et møde på Syddansk Universitet. Siden jeg startede min PhD har jeg haft lyst til at etablere et samlingspunkt for andre, der beskæftiger sig med cirka samme emnefelt, og skønt indfaldsvinklerne er forskellige, er der trods alt en håndfuld i og omkring universitetsmiljøet i Danmark, der interesserer sig for interaktionen mellem menneske og rum.

Derfor var jeg glad for, at vi kunne samles omkring 13 mennesker fra nær og fjern med forskellige baggrunde og faglige profiler – men med en fælles interesse i det rumlige miljø, vi er en del af. Netværket vil foreløbigt afholde 3 møder henover det næste Ã¥r og være Ã¥bent for tilgang i hvert fald i det Ã¥r. Og sÃ¥ mÃ¥ dialogen i netværket og de gensidige ønsker og behov afgøre form og indhold.

Det næste møde finder sted tirsdag d. 14. april 2009 kl. 10-14, og har du interesse i et høre mere eller være med, er du velkommen til at kontakte mig på ml@madslindholm.dk.