Steelcase er blandt verdens største producenter af kontormøbler. Det i sig selv er en bedrift. Samtidigt er de en virksomhed, der i sjælden grad er innovativ både i forhold til produkt og forretningsmodel. En hel del af grunden hertil er deres CEO Jim Hackett, der i denne video fortæller om sine tanker, ledelsesfilosofi, idéer om design og ikke mindst tanker om, hvor verden bevæger sig hen.
For ikke så længe siden besøgte jeg Lousianas sommerudstilling Fremtidens
arkitektur er grøn. Her kan man frem til d. 4. oktober se en række eksempler pÃ¥ klimaudfordringen – og ikke mindst se kreative løsningsforslag, som pÃ¥ mange mÃ¥der sætter fortidens lidt muntre forhold til økologi over styr. Her er der ikke tale om kiksede el-biler eller produkter og boligformer for urtethe-segmentet. Nej, her er der tale om, at miljørigtige løsninger ganske enkelt er bedst og smartest – bÃ¥de i forhold til miljø, design, æstetik osv.
Udstillingen forholder sig til 3 undertemaer:
Udstillingen udmærkede sig ved at være skabt i arkitekturens navn og ikke mindst ved at blive afholdt på et kunstmuseeum. Det betød meget for indholdet, vel at mærke på den gode måde. Afsættet var en holdning om, at alt kan designes og formes, og dermed blev det også sagt indirekte, at nutidens klimaløsninger i virkeligheden er opstået på grund af dårligt design. Eller rettere: At fremtidens klimaløsningen skabes med godt design. Af byer, der er energivenlige. Af biler, der kører længere på literen. Af materialer, der minimerer mængden af affald, og kan genbruges i langt større grad, end vi har set tidligere.
Denne holdning om, at alt er design – skal vi kalde det designisme – ligger i trÃ¥d med mit PhD-projekts tanker om strategisk indretning. Hvordan det? Jo, ganske enkelt fordi godt design (sÃ¥vel som god indretning) altid mÃ¥ ses i et strategisk perspektiv. Det strategisk aspekt handler i denne sammenhæng om at forfølge en plan om, at gøre kloden grønnere. Derfor skal godt design ikke blot spejles i æstetik eller brugervenlighed, men besidde en stærk tilknytning til netop dét strategisk sigte. I virkeligheden er det ikke afgørende, om vi sÃ¥ kalder strategien bæredygtighed eller cradle to cradle, men derimod, at vi hele tiden i vores design og arkitektur indoptager et strategisk perspektiv, som pr. definition er langsigtet.
Dagens udgave af Børsen forkynder, at vinterens klimakonference i København af statsminister Lars Løkke opfattes som verdens hidtil største forhandlede aftale om verdensøkonomien. Jeg vil tillade mig at komme med den pÃ¥stand, at en vellykket klimakonference i virkeligheden er verdens hidtil største forhandlede designmanifest – for at sikre et grøn fremtid drejer sig i virkeligheden om at skabe design, arkitektur og adfærd, der har som strategisk mÃ¥l at skabe en bedre verden.
Lindø Værftets bebudede lukning har i de seneste dage sendt dønninger ind over landet. Ikke nok med at den økonomiske krise raser. Nu forlader også et industriklenodie markedet, og markerer en periodes endeligt: Lindø er det sidste store skibsværft herhjemme, og når det ikke er mere, er den danske tid som skibsbyggernation kraftigt på vej mod enden. Der bygges stadig på mindre værfter, jovist, men skibsbygni
ngen pÃ¥ Lindø er i verdensklasse bÃ¥de størrelsesmæssigt og kvalitetsmæssigt. Second to none, som det hedder hos A. P. Møller – Mærsk.
Lindøs lukning er imidlertid ikke alene et spørgsmål om skibsbyggeri eller ej. Det er i langt højere grad et led i en bevægelse, der har været i gang længe: Bevægelsen fra varer til viden, fra industri til innovation. For de mange tusinde mennesker, der arbejder hos Lindø eller blandt underleverandørerne må oplevelsen være katastrofal. Lukningen har markante økonomiske konsekvenser og ikke mindst psykologiske: For mange medarbejdere er værftet ikke blot en virksomhed og en indtægtskilde, men i høj grad en identitetsskaber. Og hvem er man, hvis man ikke længere er ansat hos Lindø? Hvem er man som by, hvis man ikke længere lægger grund til Lindø? Hvem er man som nation, hvis man ikke længere bygger skibe?
Hvad vi skal leve af…
Jeg mener, at de to største udfordringer ved Lindøs lukning er netop disse: Den psykologiske dimension og den økonomiske. Den økonomiske handler om, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke skal leve af at bygge skibe. Den psykologiske handler om, hvorfor vi skal leve. Ikke hvad vi skal leve af, men hvad vi skal leve for.
Hvis vi først ser på den økonomiske dimension, så kan jeg kun komme i tanke om ét scenarie, der er værre end at lukke Lindø: At lade være med at lukke det! På kort sigt er det klart, at det er hårdt både for privat- og nationaløkonomien. Men at tro, at vi som nation på lang sigt skal leve af at tage konkurrencen op med fx asiatiske skibsværfter, der teknologisk er mindst på vores niveau (og i mange sammenhænge over) og samtidigt har et lønniveau, som er langt under det danske, er absolut ikke ønskværdigt. Fra et økonomisk perspektiv er udfordringen at finde områder, hvor vi som nation har markante konkurrencefordele i forhold til andre nationer. En gang var skibsbyggeri et sådant område, men globaliseringen og den teknologiske udvikling i øvrigt sætter nye standarder, som vi skal øve os i at navigere i.
…og hvad vi skal leve for
På den ene side står spørgsmål hvad vi skal leve af. Det er det økonomiske spørgsmål. På den anden side står et spørgsmål, der er psykologisk eller eksistentielt, om man vil. Spørgsmålet om, hvad vi skal leve for. På den ene side kan det lyde banalt, men det er et spørgsmål, som jeg mener bliver overset i de fleste sammenhænge, og som er ganske essentielt: Politikere, innovatorer, tænketanke, forskere og andet godtfolk kan fortælle så meget de (vi) vil om videnssamfund, vidensøkonomi, vidensarbejde, om alle fortræffelighederne ved innovation og om, at industrisamfundet er både outdated og urentabelt. Hvis man som menneske, som organisation og som nation har sin selvbevidsthed og identitet forankret i, at det er det, man laver, så hjælper positive budskaber om forandringens vinde ikke ret meget.
Dét er den store udfordring, nÃ¥r virksomheder som Lindø lukker. Og det er en udfordring, der ikke kun er lokal, men sÃ¥ afgjort national. Den politiske debat om Lindø bevæger sig lige nu ad to spor: Der er de, der drømmer om et nyt industrieventyr pÃ¥ mammut-grunden i Munkebo. Og der er de, der ser det som et paradigmes slutningen – eller rettere: Som et nyt paradigmes begyndelse. Og for denne gruppe lyder spørgsmÃ¥lene: Hvordan bliver Lindø-grunden til en platform for oplevelsesøkonom? Et kraftcenter for forskning? En kulturel spydspids? Et højteknologisk laboratorium?
Lindøværftet spiller en helt central rolle i bevægelsen fra industrisamfund til videns- og innovationssamfund. Ikke på grund af Lindøs betydning lokalt, men fordi Lindø igennem tiden har været et nationalt pejlemærke, og et symbol for en af landets stolteste virksomheder. Bevægelsen fra værfts- til vidensbygning er en bevægelse i både tid, rum, holdning og identitet, og Lindøs udvikling bliver et interessant pejlemærke for Danmarks udvikling i de kommende år: Vælger man i traditionens og identitetens navn at holde en stolt industritradition i hævd, eller er vores nationalidentitet som vidensnation ved at blive så forankret, at man tør satse stort og se Lindøs lukning ikke som en trussel eller en katastrofe, men som en af de største muligheder i nyere dansk erhvervshistorie?
Vi kender alle fornemmelsen af, at vi i nogle omgivelser oplever en speciel ro, energi eller behagelig atmosfære. Tilsvarende kender vi alle til omgivelser, der skaber den modsatte effekt: Uro, forstyrrelse, stress. De byggede miljøer, vi færdes i, påvirker i stort omfang vores måde at opleve verden på og vores måde at være sammen med andre mennesker på.
I litteraturen har der i en del Ã¥r været skrevet om et begreb, som kaldes helende eller helbredende arkitektur – altsÃ¥ en mÃ¥de at indrette vores omgivelser pÃ¥, som i sig selv har en positiv effekt pÃ¥ vores krop og psyke. Og heldigvis bliver der i øjeblikket sat mere og mere fokus pÃ¥, hvad det er, omgivelserne gør ved os.
Et af de seneste store danske initiativer er opstået i kølvandet på beslutningerne om de kommende års store investeringer i sygehusbyggeri. Danske Regioner har i den forbindelse oprettet portalen www.godtsygehusbyggeri.dk, hvor der er henvisninger til en række inspirerende og relevante kilder om bl.a. helbredende arkitektur.
Tankerne om helbredende arkitektur er et omrÃ¥de, hvor vi i vores del af verden har store konkurrencefordele allerede pÃ¥ forhÃ¥nd. Vi har en stolt og stærk designtradition, og intuitivt er vi vant til at tænke i omgivelser, der fÃ¥r os til at føle os godt tilrette. Det er næppe helt forkert, at det kolde klima kommer os til gode i den retning – for i vinterkulden bruger vi ganske meget tid inden døre, og derfor giver det mening at sikre, at vores omgivelser er gode.
Udfordringen i den kommende tid, er at omsætte vores hverdagsforståelse af gode omgivelser og behagelige miljøer til et sprogbrug, som kan bruges langt mere aktivt. Når der i de kommende år investeres massivt i sygehuse (som vi i den her sammenhæng bør omdøbe til sundhedshuse), så er der al mulig grund til at være opmærksom på, hvordan omgivelserne i sig selv kan påvirke mennesker.
Det gælder ikke kun i byggeri til sundhedssektoren, men overalt, hvor vi ønske at skabe gode rum og rammer:
Fortsæt selv listen.
I kunsten at skabe helbredende miljøer, har Danmark som nation unikke muligheder, fordi vi i forvejen har en stærk tradition inden for arkitektur og design. Udfordringen bliver, at erkende værdien, prioritere arbejdet og skabe rum og rammer, som understøtter livet.