DR har nyligt berettet om lærere, der kommer dryssende til timerne, og det viser sig sandelig, at der er foretaget internationale undersøgelser af skolers præcision. Det er en pudsig tanke, som leder mine tanker i retning af Peter Høegs De måske egnede, hvor tiden på det nærmeste sættes i stå, da det lykkes hovedpersonen at trænge ind til det allerhelligste: Skolens ur.

Det er bÃ¥de nemt og tillokkende at lade vores placering pÃ¥ bestemte tider være mÃ¥lepunkter for vores effektivitet efter devisen “den, der er pÃ¥ kontoret, arbejder”. Eller: “den, der er i klassen, lærer”. Og koblet med den allestedsnæværende finanskrise, mener jeg, at det i sandhed er en tidsopfattelse, vi kan kalde krise-tid.

Nuvel, hvis det tanken, at timen skal starte kl. 8, så skal den selvfølgelig det. Og skal arbejdsdagen starte kl. 9, så skal medarbejderne selvfølgelig være på pladserne kl. 9. Det spørgsmål, jeg rejser, er imidlertid et andet: Nemlig om vores fokus på tid og sted i virkeligheden er afgørende for kvalitet og udvikling? Er det på nogen måde afgørende, om vi møder kl. 8, 9, 14 eller 22?

De færreste er uenige i, at vejen ud af krise handler om fornyelse, nytænkning, innovation, ændrede forstÃ¥elser af os selv, vores verden og vores organisationer. De færreste er formentlig ogsÃ¥ uenige i, at læring, uddannelse og viden er nøgleegenskaber for bÃ¥de nutidig overlevelse og fremtidig vækst – og folkeskolen er uden sidestykke vores absolut væsentligste organisation i den sammenhæng.

Derfor er der al mulig grund til hele tiden at forbedre skolen – og det kræver, at vi bÃ¥de med ord og tal vurdere og diskuterer skolens kvalitet. En sÃ¥dan diskussion forudsætter imidlertid, at vi er meget opmærksomme pÃ¥, hvilke kriterier, vi vægter.

I den sammenhæng er en undersøgelse af lærernes præcision interessant. For det siger formentlig ikke ret meget om læringens kvalitet hvornår timen starter. Det siger derimod en hel del om kultur og samfundsopfattelse.

Folkeskolen er blandt de sidste arbejdspladser, hvor man ringer mennesker til arbejde med en klokke. Den underliggende antagelse er, at mennesker ikke ville kunne passe tiden, hvis ikke klokken styrede dem. Med andre ord, at systemet er nødt til at styre mennesket, for mennesket kan ikke styre sig selv.

Skoleklokken handler i bund og grund ikke om tid, men om tillid. Hvis det er et problem, at timerne i folkeskolen ikke starte, når klokken ringer, hvorfor så ikke afskaffe skoleklokken? Det ville være et markant signal til både lærere og elever om, at man som ledelse og system har tillid til dem, og jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det generelt ville skabe øget præcision. Selvfølgelig kan lærerne passe tiden. Selvfølgelig kan eleverne passe tiden.

MÃ¥let mener jeg imidlertid ikke er øget præcision. Skoleklokken er et levn fra industrisamfundet – og folkeskolen producerer som bekendt ikke tandhjulsmennesker til industrien, men kreative hjerner, der skal forme det videnssamfund, som vi allerede er pÃ¥ vej til at blive.

For langt de fleste vidensarbejdere er det meget lidt væsentligt, hvor og hvornår arbejdet udføres. Vi ved endda, at vi tit som mennesker styrker vores kreativitet, når vi bringes ind i andre rum, får ny inspiration, møder nye verdener, nye mennesker. Og alligevel er vi så fikserede i vores krise-tid, at vi i mangel af bedre alt for ofte måler hinanden på, hvor længe vi befinder os på bestemte steder

Men kan vi forudsætte, at nytænkningen og kreativiteten kommer flyvende som en hvid due fra himlen, når blot vi er på vores vanlige pladser på de dikterede tidspunkter?

Vi har brug for en fornyende dialog om vores arbejdspraksis, læringspraksis og livspraksis. Vi har brug for tanker, idéer og inspiration til, hvordan vi skaber mennesker og samfund i balance, i vækst og i udvikling. At afskaffe skoleklokken kunne være det startskud, der skulle til for at skabe nye rum og rammer for arbejde og læring.

International Herald Tribune diskuterer i artiklen Form follows function et efterhånden vel temmeligt klassisk emne: Hvorvidt form og funktion har noget med hinanden at gøre. Deres eksempel er iPod Shuffle. Et lækkert stykke elektronik. Men ligner det noget, der har med musik at gøre? Næ, faktisk ikke.

Skal et design afspejle funktionen, eller er det netop et godt designs særkende, at det taler sit eget sprog, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med genstandens egentlige brugsværdi? At designet så at sige er en værdi i sig selv, og at det blot er pragmatikere uden æstetisk sans, der vil foretrække at afkode designet i en given brugsmæssig retning? Den diskussion lader jeg trygt designere og brugere om, og vender mig i stedet mod den udfordring, som oftest udelades i diskussioner af den slags. Nemlig spørgsmålet om sammenhængen mellem design og adfærd.

PÃ¥ den ene side er design et formmæssigt udtryk, en manifestation, et stykke kunst, om man vil. PÃ¥ den anden side pÃ¥virkes vores adfærd i stor grad af de designs, vi omgives med. PÃ¥ mikroniveau mÃ¥ vi indrette adfærden efter designet pÃ¥ iPod’en for at fÃ¥ den til at virke. I lidt større skala er den type design, som vi kalder arkitektur, definerende for, hvor vi bevæger os og hvordan. Og pÃ¥ makroniveau er den type design, der forbinder arkitektur, politik og kultur afgørende for vores nationale tilhørsforhold, vores selvforstÃ¥else og vores verdensoplevelse.

Jeg besøgte Rom for få dage siden, og i romerriget smeltede arkitektur, kunst og politik sammen til et samlende hele, der var med til at definere dette magtcentrum, og i nogen grad stadig påvirker vores verdenssyn. Alle veje fører til Rom, siger vi, og måske er det mere præcist at sige, at alle veje fører fra Rom i den forstand, at romerrigets indflydelse på religion, arkiteitur, retsvidenskab og statsledelse stadig i dag er ganske betydelig i europæisk tænkning.

I det gamle Rom var form og funktion beslægtede enheder. I reduktionismens navn har vi adskilt form og funktion ikke blot i design, men i store dele af arkitekturen. Næppe af ond vilje, men fordi vi har glemt at opdage, at funktionen skiftede, mens formerne forblev de samme.

Lad mig give et par eksempler:

• I hjemmet: Hovedparten af alle typehuse tegnes til en familie pÃ¥ 2 voksne og 2 børn til trods for, at en større og større del af familier er sammensatte af “dine-mine-vores” – og til trods for, at singler og DINK-segmentet (double income, no kids) er blandt de mest købedygtige
• PÃ¥ arbejdet: Vidensarbejde udføres pÃ¥ kontorer, der som oftest i form er identiske med 1800-tallets tællerum, hvor kontoret var et nødvendigt appendiks til den egentlige produktion: Fabrikken. Hvis vi i dag skulle nyopfinde en fysisk ramme omkring vidensarbejde, ville den næppe være kontoret, som vi kender det, der ville blive resultatet.

Med andre ord er der i mange sammenhænge en modsætning mellem form og funktion. Og denne modsætning bliver speciel essentiel og og væsentlig, når formen påvirker menneskers adfærd, fordi formen dermed fastholder en funktion, der ikke nødvendigvis er hverken hensigtsmæssig eller ønskværdig. Kunsten bliver at søge mod integration; at forene dele til helheder, at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Og ikke mindst at udfordre os selv til at undersøge, hvilke funktioner vi som samfund, virksomheder og mennesker ønsker at opfylde.