Archive for marts, 2008

Ølkasser og talerstole

Posted by on mar 11 2008 | Ledelse, Videnssamfund og vidensarbejde

Et af ledelsens væsentligste møbler igennem tiden har været talerstolen. Eller ølkassen. Alt efter hvad ledelsen var ledelse for. Op på ølkassen. Om bag talerstolen. Frem med de oratoriske evner. Grib forsamlingens opmærksomhed. Lad ordene lægge sig som en dyne om tilhørernes sjæle og lad dem forstå dit budskab og følge din vej.

Ølkasser og talerstole er de fleste steder blevet erstattet af lidt mere moderne installationer. Andre steder har de bare fÃ¥et nyt udseende (Foghs nærmest gennemsigtige ministerielle plexiglas-designstykke er vel et godt eksempel). Men essensen er stadig de fleste steder stadigt den samme, som da den revolutionære steg op pÃ¥ ølkassen for at forføre forsamlingen – uanset om ølkassen er forklædt som e-mail eller blevet transparent: At ledelse kommer fra lederen til folket.

I videnssamfundet er lederen ikke længere den klogeste. Sjældent, formentlig. Men lederens evner handler snarere om at sammensætte det rigtige hold. Fagledelse erstattes af menneskeledelse, og skønt menneskeledere indtil nu mest er personificeret med Danmarks Radios ikke så heldige strategi, så er begrebet formentlig ikke så dumt endda.

For det indfanger, at ledelse er en holddisciplin. Og det har ledelsesforskeren Linda A. Hill fint blik for i en artikel fra Harvard Business Review (jan. 2008, vol. 86. nr. 1), hvor hun taler om at lede bagfra. Og hun bruger en klassisk og næsten bibelsk metafor, som hun har hentet hos Nielson Mandela (min oversættelse):

En leder, sige han, er som en hyrde. Han bliver bag flokken, og lader de hurtigste gÃ¥ forrest og de øvrige følge efter – uden at de lægger mærke til, at bliver ledet bagfra.

For ikke sÃ¥ længe siden spÃ¥ede man pølsevognen en snarlig død. Jeg tror, at ølkasser og talerstole gÃ¥r samme vej. Ledelse er i fuld gang med at blive redefineret fra at være en kommandodisciplin og til at være et holdspil. God ledelse foregÃ¥r tit bagfra – hvor lederen lader flokken løbe, men stadig har ansvaret for at holde den kurs, som i fællesskab findes.

Spørgsmålet er så: Hvordan skaber man rum for dén form for ledelse? Hvad bliver ølkassen og talerstolen erstattet af? Måske skal vi, som fåreflokken, lade os lokke af grønt græs og lokkende landskaber. I stedet for at flygte fra brændende platforme!

4 comments for now