Hjerneforskningen har for længst bevist, at vi forsøger at skabe mening ud af alting. Nogle gange berettiget, andre gange knap sÃ¥ berettiget. Og mÃ¥ske er dagens indlæg et udtryk for sidstnævnte… I hvert fald er det produkt af at have læst lidt forskelligt de sidste par dage – og sÃ¥ pludselig overveje, om der kan være en mening?!? Døm selv:

“Samfundsvidenskaberne stÃ¥r for tiden i konstruktivismens tegn”, skriver Niels Ã…kerstrøm Andersen i bogen Diskursive analysestrategier, og fortsætter: – “Som jeg ser det, er det simpelthen blevet besværligt ikke at være konstruktivist”.

Det magiske spørgsmÃ¥l, som mange stiller og fÃ¥ besvarer, er hvorfor konstruktivismen (eller –tionismen) er blevet sÃ¥ populær. Der er mange gode forklaringer. Men jeg har en ny, som jeg hermed vil introducere!

Det skyldes LEGO-klodsen! Den har 50 Ã¥rs fødselsdag, og det fejres bl.a. af Google, der har lavet en LEGO-udgave af deres logo. Og da jeg sÃ¥ det slog det mig, at det er LEGO’s fortjeneste. Eller skyld. Døm selv. Et halvt Ã¥rti med LEGO betyder, at en hel generation er vokset op med tankegangen om, at verden bestÃ¥r af LEGO-klodser, som kan konstrueres og dekonstrueres efter forgodtbefindende. – Er der noget at sige til, at LEGO-generationen har taget konstruktionstanken med sig ind pÃ¥ universitetskontorerne…?

– SÃ¥ i virkeligheden er konstruktivismen (eller –tionismen) ikke forbundet med hverken postmodernitet eller poststrukturalisme. Den er skabt ud af farvede plastic-dimser – og i virkeligheden har alle konstruktivister et fælles mÃ¥l, som blev grundlagt allerede i deres barndom:

At omdanne hele verden til et gigantisk LEGO-land!

– Nogen, der kan fortælle mig, hvor man køber popcorn??

Workaholic kalder man det, når man er afhængig af sit arbejde. Det blev berørt i DR-programmet 21 Søndag i aftes, og programmet tog fat i to problemstillinger: Dels problemet i, at arbejdet fylder for meget. Og dels problemet og udfordringen i, at videnssamfundet har skabt et 24*7*365-samfundet. At vi altid er online, altid på. 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året.

Og dermed er strengen slÃ¥et an til rumforskningen. For det er i høj grad det grænseløse arbejde – det, at arbejdet ikke længere er snævert forbundet til én fysisk placering – der gør, at vi altid er pÃ¥. Mobiltelefonen i hÃ¥nden. PDA’en i lommen. Den bærbare i tasken – og sÃ¥ i øvrigt trÃ¥dløst internet praktisk taget over alt.

Det er et stående spørgsmål, om det grænseløse arbejde er et af videns- og informationssamfundets velsignelser eller forbandelser. Det stiller nye krav til både medarbejder og ledelse, fordi det giver stadigt mindre mening at opgøre arbejdstid som den tid, hvor man fysisk er til stede på sin arbejdsplads. Og hvordan sondrer man så mellem arbejdstid og fritid?

I gÃ¥rsdagens udsendelse blev udfordringen hovedsageligt adresseret som en ledelsesudfordring. Det er jeg uenig i. Jeg er enig i, at det er en ledelsesudfordring at hÃ¥ndtere en ny mÃ¥de at tænke arbejde og fritid pÃ¥, og at det er en ledelsesudfordring at skabe rammer og rum, der tilgodeser grænseløst arbejde – som ikke længere bare er en mulighed, men som er en realitet.

Det, jeg ikke mener er ledelsens problem, er, at det enkelte menneske skal tage vare pÃ¥ sig selv. Det er meget fristende at sige, at det mÃ¥ ledelsen sørge for. Og med stadigt mere omfattende HR-afdelinger er det ogsÃ¥ virkeligheden mange steder. Men jeg mener, vi i øjeblikket er vidner til en udvikling, hvor virksomheder og organisationer fÃ¥r en ny plads i samfundet. En plads, der i nogen grad erstatter ideologier og religioner og bliver en ny sammenhængskraft. Se bare pÃ¥ al talen i tiden om Corporate Karma – virksomheden skal ikke kun have en mission og vision, men ogsÃ¥ en Ã¥nd!

Det kan der siges både godt og skidt om. Og det vil jeg gøre ved en anden lejlighed. Men min pointe her er blot, at vi i et helhjertet forsøg på at passe på os selv og hinanden kan risikere det modsatte: Det er en risiko, at ledelsesbegrebet til sidst bliver så omklamrende, at vi begynder at sælge ud af de individuelle frihedsrettigheder.

At forebygge arbejdsafhængighed og sørge for, at der ogsÃ¥ er andre elementer i tilværelsen er et individuelt ansvar. – Ikke en ledelsesopgave! Derimod er ledelsens udfordring – som altid – at vise vejen. MÃ¥ske kan man omskrive Grundtvig og tale om, at det gælder om at være “menneske først, leder sÃ¥”.

РD̩t er en ledelsesopgave!

I denne uge har både Politiken og Weekendavisen sat fokus på hjemmearbejde og på grænseløst arbejde. Weekendavisen refererer til metaundersøgelsen The Good, the Bad, and the Unknown About Telecommuting fra Journal of Applied Psychology. Og der er mange fordele. Generelt er der et positivt udbytte ved at undlade at have kontoret som eneste mulige arbejdsrum.

Men fordelen bliver sat i spil af Politikens artikel, der – endnu engang – gør opmærksom pÃ¥, at der ved hjemmearbejdspladser er en tendens til at tænke “ude af øje, ude af sind”. Med andre ord er opstigningen af karrierestigen sværere, jo mindre man fysisk er til stede pÃ¥ arbejdspladsen.

PÃ¥ den ene side, pÃ¥ den anden side… Det korte af det lange er formentlig, at der er sÃ¥ mange andre ting i spil, at det i sig selv er misvisende blot at tale om hjemmearbejdspladser. Det handler om forstÃ¥elsen af arbejde, om ledelse, om kultur og ikke mindst om vaner. Og det handler, mÃ¥ske mest af alt, om at erkende, at arbejde ikke blot er et produkt, men i lige sÃ¥ høj grad en proces.

Min opfattelse er, at tankesættet omkring grænseløst arbejde allerede burde starte i skolen. Jeg tror, at vores skolegang er noget af det, der allermest former vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert arbejde. I skolen taler vi om, at vi har fri kl. 15, og sÃ¥ gÃ¥r vi hjem. Men læringen stopper vel næppe, bare fordi vi har “fri”? Og pÃ¥ samme mÃ¥de med arbejde og i særdeleshed vidensarbejde: De fleste vidensarbejdere kan næppe helt lade alle tanke og idéer ligge, blot fordi man pludselig har “fri”.

Grænseløst arbejde sætter spørgsmÃ¥lstegn ved, hvornÃ¥r man er “pÃ¥ arbejde” og hvornÃ¥r man har “fri”. For nogle er det fantastisk – for andre frygteligt. Men tænk, om man kunne skabe arbejdspladser, hvor man netop kunne udnytte fordelen, og hvor man ikke af karrieremæssige grunde var tvunget til at indordne sig under et bestemt mønster.

Den opmærksomme læser af bloggen vil have opdaget, at strategisk indretning handler om ledelse og arkitekturpsykologi og om sammenhængen mellem de størrelser. Arkitekturpsykologi drejer sig om, hvordan de designede omgivelser pÃ¥virker os. Og det er tilsyneladende flere og flere, der fÃ¥r blik for, at det har en betydning – at vores omgivelser ikke bare er en passiv ramme, men aktivt har en betydning for, hvordan har vi har det, og hvordan vi agerer.

Den, der senest har betonet det for en bredere skare, er ingen ringere end Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der i sin nytårstale kom ind på, hvordan vores omgivelser påvirker os:

Ligeså meget som vi glæder os over broen, som føjer sig ind i landskabet eller den vellykkede omformning af et gammelt torv i byen, ligeså meget ærgrer det os, når en nybygning pludseligt stjæler vores udsigt, eller når en husrække skæmmes af en ufølsom facadefornyelse. Den vældige udvikling vi har været vidne til indenfor de senere år, fylder os med modstridende følelser. Det er vemodigt at se meget af det gamle forsvinde, men ikke desto mindre er vi med rette stolte af den foretagsomhed, som alt det nye vidner om.

(Læs talen i sin fulde længde her).

Dronningen sætter fokus på, hvordan forandring viser sig i vores omgivelser, og hvordan vi reagerer på det. Og skønt den første reaktioner på talen var, at afsnittet sikkert var en indirekte tak til Mærsk for Operaen, så er budskabet nu nok ment som mere end det! Majestætens fokus på de byggede omgivelser går hånd i hånd med en italesættelse af miljøet. Og forhåbentlig er begge dele en indikation af, hvad der kommer på dagsordnen de kommende år.

– SÃ¥ herfra ønsket om et godt nytÃ¥r!