Juleferien stÃ¥r for døren, og det er vel et meget passende tidspunkt til en kort status. Og ganske kvantitativt lyder den, at 10% af ErhvervsPhD’en nu er gennemført!

Mere kvalitativt kan jeg fortælle, at de første måneder i forløbet hovedsageligt er brugt på

• at etablere kontakt til andre “rumforskere”, organisation og virksomheder, der arbejder med rum og strategisk indretning
• litteraturstudier, hovedsageligt inden for arkitekturpsykologi og strategi
• at arbejde med den endelige forskningsplan, som efterhÃ¥nden begynder at tage form – men formentlig kommer til at udvikle sig igennem hele forløbet

Derudover har jeg overbevist mine kollegaer – eller forsøgt pÃ¥ det! – om fortræffelighederne i strategisk indretning igennem en række seminarer.

Og i støbeskeen lige nu er så to artikler. Den ene om arkitekturpsykologi og den anden om strategilitteraturens forhold til organisationens fysiske rammer.

Bloggen her er et forsøg pÃ¥ at fortæller lidt undervejs om rumrejsen. Kommentarfunktionen er ikke blevet brugt sÃ¥ flittigt – til gengæld har mange kontaktet mig pÃ¥ mail – og tak for det! Set i bakspejlet skulle jeg mÃ¥ske have kaldt bloggen noget andet end strategiskindretning.dk, som mÃ¥ske er et lidt langt og kryptisk navn. Men, men – det hedder projektet jo altsÃ¥… Og dybest set er det da mÃ¥ske ogsÃ¥ en meget behagelig undskyldning, at det er alene er navnets skyld, at min blog ikke har helt samme popularitet som for eksempel Kolinds eller Foghs!!

Jeg tør ikke love alt for jævnlige opdateringen i juleferien – men efter ferien vil jeg til gengæld love, at rejsen fortsætter.

– SÃ¥ indtil da ønsker jeg en rigtig god jul og et fortryllende nytÃ¥r!

Dansk Sprognævn har lavet deres Ã¥rlige liste over nye ord i det danske sprog. Og blandt perlerækken af nye – og knap sÃ¥ nye – ord, finder man begrebet kontorraseri efter det engelske office rage. Det betyder slet og ret “kraftigt raseriudbrud pÃ¥ jobbet”.

– Det kan sÃ¥ være, at det opstÃ¥r som følge af en efterferiedepression, som ogsÃ¥ er blandt de nye pÃ¥ listen. Men gÃ¥r det helt galt, kan man jo kontakte sin menneskechef, som Sprognævnet med inspiration fra DR definerer som “chef med et menneskeligt ansigt, især om chef i DR”.

Og endelig kan jeg jo så engang skrive en blook som åbenbart er en bog på baggrund af en blog. Jovist, sig ikke, at vi mangler ord!

Architecture of Life. SÃ¥dan hedder en ret interessant blog, som Christopher Travis har begÃ¥et. Han er partner i et arkitektfirma – og hans tilgang til arkitektur er interessant. Man fornemmer, at det ikke handler om at bygge huse, men at skabe rum. En del posts handler direkte eller indirekte om arkitekturpsykologi og filosofiske aspekter i byggeriet, og ikke mindst hans bogliste er spændende. Kort og godt: Besøg http://architecture-of-life.blogspot.com/

I relation til mit indlæg forleden om arkitekturpsykologi har jeg lige en tilføjelse: Nemlig at Tidsskrift for Norsk Psykologforening for nogle måneder siden bragte et temanummer om arkitekturpsykologi. Nummeret er tilgængeligt på nettet og kan læses her.

Jeg har fÃ¥et en opfordring, som jeg gerne vil følge – nemlig om at skrive et par gode forslag til litteratur om arkitekturpsykologi. Arkitekturpsykologien er et ret lille hjørne af psykologien, og er udsprunget af det felt, der kaldes miljøpsykologi. Jeg arbejder i tiden pÃ¥ en artikel, der netop omhandler hvad arkitekturpsykologi er for en størrelse – den skulle gerne foreligge omkring januar. Men indtil da vil jeg da gerne lave et par anbefalinger af litteratur, der kredser om emnet. Ikke en udtømmende liste, bare et par forslag til gode introduktioner.

På dansk kunne det være:

• Arkitekturpsykologi af Kirsten Kaya Roessler. Kan hentes her. Bogen beskæftiger sig primært med idrætsrummet, men er en god grundbog i feltet – og i øvrigt mig bekendt det eneste, der er skrevet pÃ¥ dansk specifikt om arkitekturpsykologi.
• Arkitektur, krop og læring redigeret af Kristian Larsen og udgiver pÃ¥ Hans Reitzels Forlag. Bogen indholder 13 meget forskellige tilgange til rummet, og dens styrke er den meget brede introduktion til feltet. I øvrigt er den ret ny, fra 2005.

På udenlandsk kunne et par bud være:

• Environmental Psychology for Design af Dan Kopec udgivet pÃ¥ Fairchild Publications. Bogen er fra 2006 og er en god sammenskrivning af feltet. Desuden er den flot udstyret og sikkert tænkt som grundbog pÃ¥ designuddannelser.
• Handbook of Environmental Psychology redigeret af Bechtel & Churchman og udgivet pÃ¥ forlaget Wiley. En 722-siders gennemgang af miljøpsykologien.
• Environmental Psychology af Bonnes & Secchiaroli og udgivet af SAGE. Skiller sig mÃ¥ske i virkeligheden mest ud ved at være italiensk (i modsætning til hovedparten af miljøpsykologi-litteraturen, der er amerikansk). En grundig introduktion til feltet og dets placering i psykologien som videnskab.

Og har jeg nævnt, at der i 2010 udkommer en fantastisk spændende PhD-afhandling, som ogsÃ¥ beskæftiger sig med omrÃ¥det… 🙂

Da jeg skrev min bog Rumrejse blev jeg klar over, hvor meget mødet med det første arbejdsrum betyder for vores forstÃ¥else af de efterfølgende. Sagt med andre ord: Skolen – som for de fleste er det første arbejderum – har en helt afgørende betydning for vores mÃ¥de at forstÃ¥ sÃ¥vel arbejde som rum pÃ¥.

Klasselokalet dikterer desværre stadig alt for ofte en arbejdsforstÃ¥else, der hørte industrisamfundet til, og derfor er det endnu engang inspirerende at læse Lars Kolinds blog – og hans syn pÃ¥ fremtidens læringsrum.

Det, som Kolind argumenterer for, kalder man nogle gange for fleksible arbejdsrum eller opgaveorienterede arbejdsrum. For hvorfor sidde samme sted uanset opgaven? РUdfordringen er ikke at finde de konkrete rum. Udfordringen er snarere, at f̴ rum og arbejdsopfattelse til at stemme overens. Men hvis det kan lykkes i skolen, s̴ er der h̴b!

På den nyligt forløbne storrumskonference blev jeg bekendt med et nyt begreb: Døde rum. Betegnelsen dækker de områder, som ikke bruges aktivt: Trappeopgange, gangarealer osv. Det dækker samtidigt de rum, hvor man ikke er synlig. Døde rum er derfor i en vis forstand også back stage.

Nogle organisationer forsøger at gøre de døde rum levende. Trappeopgangen placeres i husets midte, eller det lille tekøkken erstattes af et samtale-ditto.

Døde rum og vidensdeling er hævdes at være modsætninger. Modsat er det spørgsmålet, om alle rum nødvendigvis skal transformeres til åbne skuepladser? Er der ikke en grænse for, hvor meget glas og gennemsigtighed, vi kan holde til? Måske er de døde rum netop forudsætningen?

På teateret giver det ikke mening, at præsentere alting på scenen på én gang. Måske gør det samme sig gældende i virksomheder. Måske burde man i virkeligheden netop skabe back stage-områder som små oaser, hvor det er legalt at være sig selv.