Så blev det nytår. I hvert fald i Folketingets forstand, og forsamlingen trådte sammen i går for første gang efter sommerferien, klar til at tage hul på et år, der foruden klima byder på den udfordring at give svar på, hvordan Danmark kommer ud af det økonomiske dødvande, som bl.a. den internationale finanskrise har bragt os i.

Og lytter man til statsministeren, så kan svaret opsummeres i ét ord: Innovation.

Udvikling, innovation, kreativitet, nytænkning – find selv pÃ¥ flere ord. Alle dækker de over ønsket om at bringe Danmark i front som et videns- og innovationssamfund, der skaber vækst og velstand.

I den sammenhæng er det væsentligt at huske, at innovation handler om mennesker. Vi kan ikke sætte maskiner til at bedrive innovation. Vi kan ikke smøre tandhjulene for at optimere innovationssamfundet. Vi kan ikke maskinalisere læring, viden og kreativitet. Forudsætningen for et samfund i vækst, udvikling og balance er mennesker i vækst, udvikling og balance.

Derfor er det tankevækkende, at det netop var i gÃ¥r – pÃ¥ netop den dag, hvor vi alle lytter til de politiske tanker om innovation – at European Agency for Safety and Health at Work udsendte et temanummer af deres nyhedsbrev, hvor de sætter fokus pÃ¥ arbejdsrelateret stress. Stress er den mest udbredte arbejdsrelaterede lidelse, og er skyld i mellem 50 og 60% af alle sygedage i de 27 EU-lande.

I det perspektiv bliver innovation ikke alene et spørgsmÃ¥l om at skabe vækstmiljøer og tilføje kapital til videnstunge erhverv. Det bliver et spørgsmÃ¥l om at skabe et arbejdsmarked, et samfund og en livsform, som viser en anden vej. Som skaber balance. Som sætter trivsel, velvære og “ha’-det-godt-hed” pÃ¥ dagsordnen. BÃ¥de fordi det er det eneste anstændige at gøre. Og fordi vi ganske enkelt ikke har rÃ¥d til andet.

Lindø Værftets bebudede lukning har i de seneste dage sendt dønninger ind over landet. Ikke nok med at den økonomiske krise raser. Nu forlader ogsÃ¥ et industriklenodie markedet, og markerer en periodes endeligt: Lindø er det sidste store skibsværft herhjemme, og nÃ¥r det ikke er mere, er den danske tid som skibsbyggernation kraftigt pÃ¥ vej mod enden. Der bygges stadig pÃ¥ mindre værfter, jovist, men skibsbygningen pÃ¥ Lindø er i verdensklasse bÃ¥de størrelsesmæssigt og kvalitetsmæssigt. Second to none, som det hedder hos A. P. Møller – Mærsk.

Lindøs lukning er imidlertid ikke alene et spørgsmål om skibsbyggeri eller ej. Det er i langt højere grad et led i en bevægelse, der har været i gang længe: Bevægelsen fra varer til viden, fra industri til innovation. For de mange tusinde mennesker, der arbejder hos Lindø eller blandt underleverandørerne må oplevelsen være katastrofal. Lukningen har markante økonomiske konsekvenser og ikke mindst psykologiske: For mange medarbejdere er værftet ikke blot en virksomhed og en indtægtskilde, men i høj grad en identitetsskaber. Og hvem er man, hvis man ikke længere er ansat hos Lindø? Hvem er man som by, hvis man ikke længere lægger grund til Lindø? Hvem er man som nation, hvis man ikke længere bygger skibe?

Hvad vi skal leve af…

Jeg mener, at de to største udfordringer ved Lindøs lukning er netop disse: Den psykologiske dimension og den økonomiske. Den økonomiske handler om, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke skal leve af at bygge skibe. Den psykologiske handler om, hvorfor vi skal leve. Ikke hvad vi skal leve af, men hvad vi skal leve for.

Hvis vi først ser på den økonomiske dimension, så kan jeg kun komme i tanke om ét scenarie, der er værre end at lukke Lindø: At lade være med at lukke det! På kort sigt er det klart, at det er hårdt både for privat- og nationaløkonomien. Men at tro, at vi som nation på lang sigt skal leve af at tage konkurrencen op med fx asiatiske skibsværfter, der teknologisk er mindst på vores niveau (og i mange sammenhænge over) og samtidigt har et lønniveau, som er langt under det danske, er absolut ikke ønskværdigt. Fra et økonomisk perspektiv er udfordringen at finde områder, hvor vi som nation har markante konkurrencefordele i forhold til andre nationer. En gang var skibsbyggeri et sådant område, men globaliseringen og den teknologiske udvikling i øvrigt sætter nye standarder, som vi skal øve os i at navigere i.

…og hvad vi skal leve for

På den ene side står spørgsmål hvad vi skal leve af. Det er det økonomiske spørgsmål. På den anden side står et spørgsmål, der er psykologisk eller eksistentielt, om man vil. Spørgsmålet om, hvad vi skal leve for. På den ene side kan det lyde banalt, men det er et spørgsmål, som jeg mener bliver overset i de fleste sammenhænge, og som er ganske essentielt: Politikere, innovatorer, tænketanke, forskere og andet godtfolk kan fortælle så meget de (vi) vil om videnssamfund, vidensøkonomi, vidensarbejde, om alle fortræffelighederne ved innovation og om, at industrisamfundet er både outdated og urentabelt. Hvis man som menneske, som  organisation og som nation har sin selvbevidsthed og identitet forankret i, at det er det, man laver, så hjælper positive budskaber om forandringens vinde ikke ret meget.

Dét er den store udfordring, nÃ¥r virksomheder som Lindø lukker. Og det er en udfordring, der ikke kun er lokal, men sÃ¥ afgjort national. Den politiske debat om Lindø bevæger sig lige nu ad to spor: Der er de, der drømmer om et nyt industrieventyr pÃ¥ mammut-grunden i Munkebo. Og der er de, der ser det som et paradigmes slutningen – eller rettere: Som et nyt paradigmes begyndelse. Og for denne gruppe lyder spørgsmÃ¥lene: Hvordan bliver Lindø-grunden til en platform for oplevelsesøkonom? Et kraftcenter for forskning? En kulturel spydspids? Et højteknologisk laboratorium?

Lindøværftet spiller en helt central rolle i bevægelsen fra industrisamfund til videns- og innovationssamfund. Ikke på grund af Lindøs betydning lokalt, men fordi Lindø igennem tiden har været et nationalt pejlemærke, og et symbol for en af landets stolteste virksomheder. Bevægelsen fra værfts- til vidensbygning er en bevægelse i både tid, rum, holdning og identitet, og Lindøs udvikling bliver et interessant pejlemærke for Danmarks udvikling i de kommende år: Vælger man i traditionens og identitetens navn at holde en stolt industritradition i hævd, eller er vores nationalidentitet som vidensnation ved at blive så forankret, at man tør satse stort og se Lindøs lukning ikke som en trussel eller en katastrofe, men som en af de største muligheder i nyere dansk erhvervshistorie?

DR har nyligt berettet om lærere, der kommer dryssende til timerne, og det viser sig sandelig, at der er foretaget internationale undersøgelser af skolers præcision. Det er en pudsig tanke, som leder mine tanker i retning af Peter Høegs De måske egnede, hvor tiden på det nærmeste sættes i stå, da det lykkes hovedpersonen at trænge ind til det allerhelligste: Skolens ur.

Det er bÃ¥de nemt og tillokkende at lade vores placering pÃ¥ bestemte tider være mÃ¥lepunkter for vores effektivitet efter devisen “den, der er pÃ¥ kontoret, arbejder”. Eller: “den, der er i klassen, lærer”. Og koblet med den allestedsnæværende finanskrise, mener jeg, at det i sandhed er en tidsopfattelse, vi kan kalde krise-tid.

Nuvel, hvis det tanken, at timen skal starte kl. 8, så skal den selvfølgelig det. Og skal arbejdsdagen starte kl. 9, så skal medarbejderne selvfølgelig være på pladserne kl. 9. Det spørgsmål, jeg rejser, er imidlertid et andet: Nemlig om vores fokus på tid og sted i virkeligheden er afgørende for kvalitet og udvikling? Er det på nogen måde afgørende, om vi møder kl. 8, 9, 14 eller 22?

De færreste er uenige i, at vejen ud af krise handler om fornyelse, nytænkning, innovation, ændrede forstÃ¥elser af os selv, vores verden og vores organisationer. De færreste er formentlig ogsÃ¥ uenige i, at læring, uddannelse og viden er nøgleegenskaber for bÃ¥de nutidig overlevelse og fremtidig vækst – og folkeskolen er uden sidestykke vores absolut væsentligste organisation i den sammenhæng.

Derfor er der al mulig grund til hele tiden at forbedre skolen – og det kræver, at vi bÃ¥de med ord og tal vurdere og diskuterer skolens kvalitet. En sÃ¥dan diskussion forudsætter imidlertid, at vi er meget opmærksomme pÃ¥, hvilke kriterier, vi vægter.

I den sammenhæng er en undersøgelse af lærernes præcision interessant. For det siger formentlig ikke ret meget om læringens kvalitet hvornår timen starter. Det siger derimod en hel del om kultur og samfundsopfattelse.

Folkeskolen er blandt de sidste arbejdspladser, hvor man ringer mennesker til arbejde med en klokke. Den underliggende antagelse er, at mennesker ikke ville kunne passe tiden, hvis ikke klokken styrede dem. Med andre ord, at systemet er nødt til at styre mennesket, for mennesket kan ikke styre sig selv.

Skoleklokken handler i bund og grund ikke om tid, men om tillid. Hvis det er et problem, at timerne i folkeskolen ikke starte, når klokken ringer, hvorfor så ikke afskaffe skoleklokken? Det ville være et markant signal til både lærere og elever om, at man som ledelse og system har tillid til dem, og jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det generelt ville skabe øget præcision. Selvfølgelig kan lærerne passe tiden. Selvfølgelig kan eleverne passe tiden.

MÃ¥let mener jeg imidlertid ikke er øget præcision. Skoleklokken er et levn fra industrisamfundet – og folkeskolen producerer som bekendt ikke tandhjulsmennesker til industrien, men kreative hjerner, der skal forme det videnssamfund, som vi allerede er pÃ¥ vej til at blive.

For langt de fleste vidensarbejdere er det meget lidt væsentligt, hvor og hvornår arbejdet udføres. Vi ved endda, at vi tit som mennesker styrker vores kreativitet, når vi bringes ind i andre rum, får ny inspiration, møder nye verdener, nye mennesker. Og alligevel er vi så fikserede i vores krise-tid, at vi i mangel af bedre alt for ofte måler hinanden på, hvor længe vi befinder os på bestemte steder

Men kan vi forudsætte, at nytænkningen og kreativiteten kommer flyvende som en hvid due fra himlen, når blot vi er på vores vanlige pladser på de dikterede tidspunkter?

Vi har brug for en fornyende dialog om vores arbejdspraksis, læringspraksis og livspraksis. Vi har brug for tanker, idéer og inspiration til, hvordan vi skaber mennesker og samfund i balance, i vækst og i udvikling. At afskaffe skoleklokken kunne være det startskud, der skulle til for at skabe nye rum og rammer for arbejde og læring.

International Herald Tribune diskuterer i artiklen Form follows function et efterhånden vel temmeligt klassisk emne: Hvorvidt form og funktion har noget med hinanden at gøre. Deres eksempel er iPod Shuffle. Et lækkert stykke elektronik. Men ligner det noget, der har med musik at gøre? Næ, faktisk ikke.

Skal et design afspejle funktionen, eller er det netop et godt designs særkende, at det taler sit eget sprog, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med genstandens egentlige brugsværdi? At designet så at sige er en værdi i sig selv, og at det blot er pragmatikere uden æstetisk sans, der vil foretrække at afkode designet i en given brugsmæssig retning? Den diskussion lader jeg trygt designere og brugere om, og vender mig i stedet mod den udfordring, som oftest udelades i diskussioner af den slags. Nemlig spørgsmålet om sammenhængen mellem design og adfærd.

PÃ¥ den ene side er design et formmæssigt udtryk, en manifestation, et stykke kunst, om man vil. PÃ¥ den anden side pÃ¥virkes vores adfærd i stor grad af de designs, vi omgives med. PÃ¥ mikroniveau mÃ¥ vi indrette adfærden efter designet pÃ¥ iPod’en for at fÃ¥ den til at virke. I lidt større skala er den type design, som vi kalder arkitektur, definerende for, hvor vi bevæger os og hvordan. Og pÃ¥ makroniveau er den type design, der forbinder arkitektur, politik og kultur afgørende for vores nationale tilhørsforhold, vores selvforstÃ¥else og vores verdensoplevelse.

Jeg besøgte Rom for få dage siden, og i romerriget smeltede arkitektur, kunst og politik sammen til et samlende hele, der var med til at definere dette magtcentrum, og i nogen grad stadig påvirker vores verdenssyn. Alle veje fører til Rom, siger vi, og måske er det mere præcist at sige, at alle veje fører fra Rom i den forstand, at romerrigets indflydelse på religion, arkiteitur, retsvidenskab og statsledelse stadig i dag er ganske betydelig i europæisk tænkning.

I det gamle Rom var form og funktion beslægtede enheder. I reduktionismens navn har vi adskilt form og funktion ikke blot i design, men i store dele af arkitekturen. Næppe af ond vilje, men fordi vi har glemt at opdage, at funktionen skiftede, mens formerne forblev de samme.

Lad mig give et par eksempler:

• I hjemmet: Hovedparten af alle typehuse tegnes til en familie pÃ¥ 2 voksne og 2 børn til trods for, at en større og større del af familier er sammensatte af “dine-mine-vores” – og til trods for, at singler og DINK-segmentet (double income, no kids) er blandt de mest købedygtige
• PÃ¥ arbejdet: Vidensarbejde udføres pÃ¥ kontorer, der som oftest i form er identiske med 1800-tallets tællerum, hvor kontoret var et nødvendigt appendiks til den egentlige produktion: Fabrikken. Hvis vi i dag skulle nyopfinde en fysisk ramme omkring vidensarbejde, ville den næppe være kontoret, som vi kender det, der ville blive resultatet.

Med andre ord er der i mange sammenhænge en modsætning mellem form og funktion. Og denne modsætning bliver speciel essentiel og og væsentlig, når formen påvirker menneskers adfærd, fordi formen dermed fastholder en funktion, der ikke nødvendigvis er hverken hensigtsmæssig eller ønskværdig. Kunsten bliver at søge mod integration; at forene dele til helheder, at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Og ikke mindst at udfordre os selv til at undersøge, hvilke funktioner vi som samfund, virksomheder og mennesker ønsker at opfylde.

Denne artikel er publiceret 15. oktober 2008 i Erhvervsbladet: 

Det har taget mig 42 minutter at skrive denne artikel. Den er skrevet på mit kontor, og det betyder, at jeg kunne have skrevet to artikler på 84 minutter.

Nogenlunde sådan synes vores logik at være, når det drejer sig om arbejdstid. Og det er en logik, som i en lang periode i verdenshistorien har holdt vand: I industrisamfundet var der sandsynligvis en nogenlunde lineær sammenhæng mellem tid og produktivitet. Hvis man kan lave en bil på en time, hvor mange biler kan man så lave på 3 timer…

Den seneste tid har budt på en række debatter om netop tiden. Vi har læst om arbejdsuger på 4 dage, sågar på 4 timer. Nyligst læser vi fra politisk hold, at vi skal forøge arbejdstiden for dermed at forøge produktiviteten og velstanden. Men samtidigt bevæger vi os i retning af et samfund, der baserer sig mere og mere på viden, innovation, kreativitet, netværk og samarbejde. Og i videnssamfundet er det spørgsmålet, om vi kan forudsætte en lige så lineær sammenhæng mellem tid og produktivitet.

For industrilignende erhverv er det klart, at tiden er en afgørende faktor. Men at bruge tiden som væsentligste faktor uanset sammenhæng, blokerer for en stor del af det potentiale, som videns- og innovationssamfundet netop skal skabe. – Hvem vil mÃ¥le værdien af en roman pÃ¥ den tid, forfatteren har brugt pÃ¥ at skrive den? En symfoni pÃ¥ den tid, komponisten har siddet ved nodeblokken? Eller et maleri pÃ¥ den tid, maleren har brugt ved lærredet?

Selvsagt er vi ikke alle forfattere, komponister eller malere, men for en stadig større del af arbejdsstyrken, begynder arbejdsforholdende at ligne mere og mere. Kan man måle reklamemandens kreativitet ved timer brugt ved tegnebordet? Eller ingeniørens evne til innovation ved at måle timer forbrugt på kontoret? Eller HR-medarbejderens succes ved at måle timer, der er brugt ved skærmen?

Med andre ord skifter forståelsen af tid og sted, jo mere vidensbaseret vores arbejde bliver. I videnssamfundet er tiden ikke det afgørende parameter for produktiviteten. Produktivitet målt kvantitativt giver mindre og mindre mening og stiller os over for spørgsmål, som er svære at svare på: For hvilke kriterier skal vi anlægge for at vurdere kvalitet? Hvordan er virksomheden sikret, at den får valuta for pengene i ansættelsesforholdet, hvis det ikke længere kan opgøres på tid? Og hvordan sikrer den enkelte medarbejder balance mellem arbejdsliv og øvrigt liv, når der ikke er en traditionel sondring mellem 8 timers arbejde, 8 timers fri og 8 timers hvile?

Alt for ofte er vi fastlåst i en opfattelse af, at arbejde er en aktivitet, der foregår fra 8-16 på en bestemt fysisk placering. Men teknologien har for længst skabt mulighed for grænseløst arbejde – vi mangler blot at skabe rum og rammer, der understøtter det.

– Det kræver dialog om det gode arbejde og det gode liv. Om værdi og kvalitet. Og det er den dén dialog, vi har brug for – frem for en dialog, der handler om, hvor mange timer vi bruger pÃ¥ den fysiske placering, vi kalder arbejdspladsen.

Forleden besøgte jeg SIGNAL Arkitekter, der arbejder med mennesker, rum og ledelse. Og vi talte bl.a. om arbejdet i videnssamfundet – og om, hvad vi egentlig skal kalde det. Sprogligt møder vi stadig pÃ¥ kontoret, vi gÃ¥r stadig pÃ¥ arbejde – men for flere og flere vidensmedarbejdere er begreber som kontor, arbejde, ledelse, fritid osv. under opbrud og i bedste fald pÃ¥ vej til at være for gamle. I værste fald betyder mangle pÃ¥ bedre begreber, at vi fastholder hinanden i mønstre, som var fantastisk effektive i industrisamfundet – men som aldrig kan genererer den vækst, innovation og kreativitet, som et videnssamfund kræver.

Kontor betyder oprindeligt “et tællerum”, og det opstod som et halehæng til industrien – fordi der var brug for et sted, hvor man kunne varetage fabrikkernes administration. Kontoret var med andre ord slet ikke et primært sted, men mÃ¥ske snarere et nødvendigt onde, som muliggjorde det egentlige: Produktionen pÃ¥ fabrikken.

I dag er kontoret nerven i videnssamfundet. Vi arbejder med information og viden, og vi definerer stadig vores primære rum som et kontor, et mødelokale, en kantine – og fortsæt selv. Men risikoen er, at vi fortsætter forstÃ¥elsen af kontoret som et administrationslokale. Med andre ord: Nye arbejdsformer fordrer nye begreber.

Ordet skaber, hvad det benævner, skulle Grundtvig have sagt. Derfor er det sprog, vi bruger om vores arbejdspraksis afgørende – for det er sproget, der er med til at definere, hvad arbejde er.

I dag er det den 1. august, og det betyder, at vi snart er på den anden side af feriesæsonen. Skolerne begynder igen, arbejdspladserne gearer så småt op, vi myldrer tilbage fra sommerlandet, og i løbet af nogle uger summer alting igen af aktivitet.

Omkring feriens start stiller mange virksomheder sig selv det efterhÃ¥nden obligatoriske spørgsmÃ¥l: Hvor ligger industriferien? Udtrykket er fantastisk – smag lige pÃ¥ det: Industriferie. Tyg pÃ¥ det en ekstra gang. Og fortæl mig sÃ¥, hvad vi skal med en industriferie i et videnssamfund?

Vores ferie er strikket sammen ud fra, at vi betjente et produktionsapparet, som det var meningsfyldt at lukke ned i en periode. SamlebÃ¥ndene, de store ovne, kedlerne – dér giver det mening at sætte 3 uger af, og sÃ¥ fÃ¥ ferien overstÃ¥et, sÃ¥ man kan fÃ¥ produktionen tilbage i normaltempo bagefter.

Faktum er bare, at færre og færre betjerne samlebånd, ovne og kedler. Nogle siger videnssamfund, andre servicesamfund. Når det gælder arbejdsform, er det sådan set to sider af samme sag. Og ud af en arbejdsstyrke i Danmark på 2,8 mio. arbejder de 1,2 i det, vi kalder servicesektoren. Og holder industriferie.

Hvad er alternativet, kunne man spørge? Ja, et par forslag kunne være:

• Flexferie: Hvorfor ikke blot holde ferien fleksibelt uden større planlægning? Er det godt vejr i slutningen af juli (som i Ã¥r), sÃ¥ planlægger jeg mit arbejde, sÃ¥ jeg kan tage et par uger dér. Og fÃ¥r vi indian summer i oktober, sÃ¥ tager jeg en uge dér.
• Kombiferie: Ferie defineres som en tid uden arbejde. Men hvorfor i grunden? Jeg holder af at bruge tid pÃ¥ at fordybe mig, og kan godt lide at tage bøger med pÃ¥ ferie, eller bruge tiden pÃ¥ at skrive en artikel eller to. Hvorfor ikke bruge noget af ferien pÃ¥ at flytte arbejdsstedet, mÃ¥ske ogsÃ¥ arbejdstiden, og sÃ¥ i øvrigt nyde sommerlandet imens?

Mange gør det allerede. Alligevel er det ikke helt comme il faut. For hvordan kan man planlægge, hvordan der skal udbetales feriepenge, hvordan skal der tælles feriedage, hvordan sikrer man, at folk nu ogsÃ¥ holder fri, hvordan, hvordan, hvordan…

Samtidigt er der heller ingen tvivl om, at det fra tid til anden kan være sundt at hive stikket helt ud. Men for nogle af os er det svært helt at adskille arbejdsliv og -tanker fra andet liv og tanker. SÃ¥ hvorfor ikke give os lov til fleksibiliteten? Det kræver et opbrud i gamle regler. Det kræver mÃ¥ske vidensferie? MÃ¥ske ved vi ikke helt, hvordan det skal gøres endnu. Men vi kan ikke blive ved med at slÃ¥ hinanden i hovedet og rÃ¥be “Stress!”, nÃ¥r 4 ud af 10 tjekker mails i ferien. Vi vil have lov til at tjekke vores mails!

Udfordringen er ikke, at mennesker tjekker mails i ferien. Udfordringen er, at vi har en ferieform og et feriesyn, der passer bedre til 1958 end til 2008.

Jeg deltog i gÃ¥r i et arrangement under titlen Flere virksomheder i vækst – en sympatisk tanke, som er rettet specielt mod nordjyske virksomheder, finansieret af EU og udmøntet af de lokale erhvervskontorer. Der var mere end 350 mennesker til stede, som repræsenterede store dele af nordjysk erhvervsliv. Og der var meget godt i arrangementet – men ogsÃ¥ noget alarmerende: Nemlig en tilsyneladende enighed om, at alle virksomheder er vidensvirksomheder. Logikken er som følger: Der skal viden til at lave alting, ergo er alle virksomheder vidensvirksomheder.

Problemet med begrebet videnssamfund og vidensvirksomhed er, at det kan skabe et a- og b-hold. For hvem vil ikke gerne være en vidensvirksomhed? Det lyder godt og højner unægteligt ens arbejde. Og derfor kan alle virksomheder hurtigt blive til vidensvirksomheder i tanken: Fra smeden til landbruget, fra hospitalet til købmanden, fra rejsebureauet til advokaten. Alt kræver viden – ergo er alt vidensvirksomheder.

Det farlige ved den logik er, at man risikerer at overse anatomien i egentlig vidensproduktion.Vi bevæger os tilsyneladende i retning af et samfund, som sætter mere og mere fokus pÃ¥ viden i stedet for varer. Men vi er nødt til stadig at fastholde en sondring mellem vidensarbejde og andet arbejde. Der findes bÃ¥de produktions- og salgsvirksomheder, der – uanset hvor meget viden de har – ikke er og aldrig bliver vidensvirksomheder.

Vidensvirksomheder er for det første karakteriseret ved, at deres produkt er immaterielt. Dernæst er de karakteriseret ved, at deres råstof er kreativitet, tankegang, udvikling. De udvikles igennem samarbejde og netværk. De er uafhængig af tid og sted i den forstand, at deres produkt kan skabes overalt, fordi det bæres af tanken.

Når vi bilder os ind, at alle virksomheder er vidensvirksomheder, skaber vi en risikabel logik, der ganske enkelt begrænser potentialet i de reelle vidensvirksomheder. Man kan ikke binde kreativitet til at være tilstede mellem kl. 8 og 16. Man kan ikke nødvendigvis opgøre idéer og tanker på den tid, der er brugt på en fysisk arbejdsplads. Og man kan ikke forudsætte, at de samme strukturer og systemer virker i vidensproduktion som i al anden produktion.

– Derfor bliver jeg lidt nervøs, nÃ¥r et ellers godt initiativ om vækst i erhvervslivet tilsyneladende har som grundlæggende præmis, at alt arbejde er vidensarbejde, nÃ¥r bare man ved noget. Det er at lade sig begrænse af industrisamfundets logik – som var fin i industrisamfundet, men som andre dele af verden for længst har erkendt ikke nødvendigvis er optimal, hvis man ønsker at være et videnssamfund.

Og spørgsmålet er måske, om man ønsker at være et videnssamfund i Nordjylland? Hvis man gør, er man nødt til at erkende, at vækst og udvikling foregår efter andre præmisser og principper, end det har gjort i industrisamfundet.

Jeg har i de seneste uger pÃ¥ bloggen cirklet om, hvad ledelse er for en størrelse. SpørgsmÃ¥let kan ogsÃ¥ stilles anderledes: Hvad er lederens opgave? At lede og fordele arbejdet, er det klassiske svar. Med klassiske morsomheder som tillæg: Hvor er virksomhedens strategi? – I hovedet pÃ¥ lederen…

I årets første udgave af tidsskriftet Ledelse og Erhvervsøkonomi (1/2008), er der interessant stof at hente i forhold til lederens rolle. Lektor Elmer Fly Steensen præsenterer en bid af sin forskning om strategiske processer, og konklusionen er sådan set ret klar: Top-down-ledelse giver ganske enkelt dårligere resultatet på alle fronter:

 Top-down styrede virksomheder udvikler sig negativt resultatmæssigt og har på alle delmål en klart lavere intern effektivitet end virksomheder, hvor de ansatte i højere grad inddrages i strategiprocesserne. Det må derfor anses for særdeles væsentligt at en virksomheds ansatte inddrages og føler sig inddraget i det løbende arbejde med at udtænke og gennemføre dens strategi.

Som sÃ¥dan er det jo ikke underligt. Hvem vil ikke gerne have indflydelse pÃ¥ sit liv og pÃ¥ sin organisation? Det underlige er, at resultatet stÃ¥r i modsætningsfuld kontrast til et utal af anvisninger om vigtigheden af den stærke leder. Stærkt lederskab forveksles alt for ofte med et “jeg-alene-vide”-lederskab.En stor del af strategilitteraturen foreskriver det faktisk stadig.

Jeg tror, at Steensen har fat i en pointe, nÃ¥r han foreslÃ¥r, at grunden til top-down-styring skal findes i fx toplederens personlige præference. Den konklusion er sÃ¥dan set bÃ¥de spændende og en smule provokerende for en hel del topledere. For med andre ord vil det sige, at enten skal præferencen skiftes – eller ogsÃ¥ skal toplederen!

Formentlig er det mere komplekst end som sÃ¥. Der er en grund til, at mange foretrækker top-down-ledelsen. Den har virket – ikke mindst i industrisamfundet, hvor uddannelsesniveauet ofte steg, jo længere man bevægede sig op i organisationen. I videnssamfundet er det ofte omvendt: Lederen er ikke nødvendigvis den højest uddannede, og derfor siger det sig selv, at en virksomhed mister bÃ¥de potentiale og muligheder, hvis alle strategiske beslutninger stadig skal træffes i toppen af pyramiden. – Strategi er pÃ¥ vej til at blive brugerdrevet. Og lederens rolle bliver – formentlig – i langt højere grad at agere som proceskonsulent.

I dag og i morgen d. 25. – 26. april afholdes Forskningens døgn. Døgnet byder pÃ¥ en rundtur i alle afkroge af dansk forskning med mere end 100 foredrag og et væld af arrangementer.  Jeg deltager i arrangementet med foredraget Skab rum for viden pÃ¥ Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle i Vemb ved Holstebro. Foredraget finder sted i aften, fredag d. 25. april kl. 19-21, og jeg vil fortælle om videnssamfundets muligheder og umuligheder ud fra spørgsmÃ¥let: Hvilke tendenser præger videnssamfundet i forhold til rammer, rum og ledelse, og hvordan skaber vi bedst rum for viden?