Så blev det nytår. I hvert fald i Folketingets forstand, og forsamlingen trådte sammen i går for første gang efter sommerferien, klar til at tage hul på et år, der foruden klima byder på den udfordring at give svar på, hvordan Danmark kommer ud af det økonomiske dødvande, som bl.a. den internationale finanskrise har bragt os i.

Og lytter man til statsministeren, så kan svaret opsummeres i ét ord: Innovation.

Udvikling, innovation, kreativitet, nytænkning – find selv pÃ¥ flere ord. Alle dækker de over ønsket om at bringe Danmark i front som et videns- og innovationssamfund, der skaber vækst og velstand.

I den sammenhæng er det væsentligt at huske, at innovation handler om mennesker. Vi kan ikke sætte maskiner til at bedrive innovation. Vi kan ikke smøre tandhjulene for at optimere innovationssamfundet. Vi kan ikke maskinalisere læring, viden og kreativitet. Forudsætningen for et samfund i vækst, udvikling og balance er mennesker i vækst, udvikling og balance.

Derfor er det tankevækkende, at det netop var i gÃ¥r – pÃ¥ netop den dag, hvor vi alle lytter til de politiske tanker om innovation – at European Agency for Safety and Health at Work udsendte et temanummer af deres nyhedsbrev, hvor de sætter fokus pÃ¥ arbejdsrelateret stress. Stress er den mest udbredte arbejdsrelaterede lidelse, og er skyld i mellem 50 og 60% af alle sygedage i de 27 EU-lande.

I det perspektiv bliver innovation ikke alene et spørgsmÃ¥l om at skabe vækstmiljøer og tilføje kapital til videnstunge erhverv. Det bliver et spørgsmÃ¥l om at skabe et arbejdsmarked, et samfund og en livsform, som viser en anden vej. Som skaber balance. Som sætter trivsel, velvære og “ha’-det-godt-hed” pÃ¥ dagsordnen. BÃ¥de fordi det er det eneste anstændige at gøre. Og fordi vi ganske enkelt ikke har rÃ¥d til andet.

DR har nyligt berettet om lærere, der kommer dryssende til timerne, og det viser sig sandelig, at der er foretaget internationale undersøgelser af skolers præcision. Det er en pudsig tanke, som leder mine tanker i retning af Peter Høegs De måske egnede, hvor tiden på det nærmeste sættes i stå, da det lykkes hovedpersonen at trænge ind til det allerhelligste: Skolens ur.

Det er bÃ¥de nemt og tillokkende at lade vores placering pÃ¥ bestemte tider være mÃ¥lepunkter for vores effektivitet efter devisen “den, der er pÃ¥ kontoret, arbejder”. Eller: “den, der er i klassen, lærer”. Og koblet med den allestedsnæværende finanskrise, mener jeg, at det i sandhed er en tidsopfattelse, vi kan kalde krise-tid.

Nuvel, hvis det tanken, at timen skal starte kl. 8, så skal den selvfølgelig det. Og skal arbejdsdagen starte kl. 9, så skal medarbejderne selvfølgelig være på pladserne kl. 9. Det spørgsmål, jeg rejser, er imidlertid et andet: Nemlig om vores fokus på tid og sted i virkeligheden er afgørende for kvalitet og udvikling? Er det på nogen måde afgørende, om vi møder kl. 8, 9, 14 eller 22?

De færreste er uenige i, at vejen ud af krise handler om fornyelse, nytænkning, innovation, ændrede forstÃ¥elser af os selv, vores verden og vores organisationer. De færreste er formentlig ogsÃ¥ uenige i, at læring, uddannelse og viden er nøgleegenskaber for bÃ¥de nutidig overlevelse og fremtidig vækst – og folkeskolen er uden sidestykke vores absolut væsentligste organisation i den sammenhæng.

Derfor er der al mulig grund til hele tiden at forbedre skolen – og det kræver, at vi bÃ¥de med ord og tal vurdere og diskuterer skolens kvalitet. En sÃ¥dan diskussion forudsætter imidlertid, at vi er meget opmærksomme pÃ¥, hvilke kriterier, vi vægter.

I den sammenhæng er en undersøgelse af lærernes præcision interessant. For det siger formentlig ikke ret meget om læringens kvalitet hvornår timen starter. Det siger derimod en hel del om kultur og samfundsopfattelse.

Folkeskolen er blandt de sidste arbejdspladser, hvor man ringer mennesker til arbejde med en klokke. Den underliggende antagelse er, at mennesker ikke ville kunne passe tiden, hvis ikke klokken styrede dem. Med andre ord, at systemet er nødt til at styre mennesket, for mennesket kan ikke styre sig selv.

Skoleklokken handler i bund og grund ikke om tid, men om tillid. Hvis det er et problem, at timerne i folkeskolen ikke starte, når klokken ringer, hvorfor så ikke afskaffe skoleklokken? Det ville være et markant signal til både lærere og elever om, at man som ledelse og system har tillid til dem, og jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det generelt ville skabe øget præcision. Selvfølgelig kan lærerne passe tiden. Selvfølgelig kan eleverne passe tiden.

MÃ¥let mener jeg imidlertid ikke er øget præcision. Skoleklokken er et levn fra industrisamfundet – og folkeskolen producerer som bekendt ikke tandhjulsmennesker til industrien, men kreative hjerner, der skal forme det videnssamfund, som vi allerede er pÃ¥ vej til at blive.

For langt de fleste vidensarbejdere er det meget lidt væsentligt, hvor og hvornår arbejdet udføres. Vi ved endda, at vi tit som mennesker styrker vores kreativitet, når vi bringes ind i andre rum, får ny inspiration, møder nye verdener, nye mennesker. Og alligevel er vi så fikserede i vores krise-tid, at vi i mangel af bedre alt for ofte måler hinanden på, hvor længe vi befinder os på bestemte steder

Men kan vi forudsætte, at nytænkningen og kreativiteten kommer flyvende som en hvid due fra himlen, når blot vi er på vores vanlige pladser på de dikterede tidspunkter?

Vi har brug for en fornyende dialog om vores arbejdspraksis, læringspraksis og livspraksis. Vi har brug for tanker, idéer og inspiration til, hvordan vi skaber mennesker og samfund i balance, i vækst og i udvikling. At afskaffe skoleklokken kunne være det startskud, der skulle til for at skabe nye rum og rammer for arbejde og læring.

Min seneste indlæg omhandlede et besøg på CeBIT-messen, som jeg mener er et godt eksempel på en aktivitet, der for mig at se ikke har været i stand til at genopfinde sig selv. Og hvad vil det så sige? Det vil sige, at man hele tiden søger at forny sit produkt, sit markedsgrundlag, sin identitet som virksomhed.

CeBIT udlejer plads i en midttysk messehal, og under en krisetid er det et let sted at spare. Det er formentlig en god grund til, at messen i år var skrumet med en fjerdedel i forhold til sidste år.

Turens næste stop var et sted, der havde genopfundet sig selv. Jeg læste for et par Ã¥r siden Wally Olins’ bog om branding, og jeg var næppe den eneste, der var lidt skeptisk over for udsagnet om, at VW-koncernen ikke producerer biler. De skaber design, mener Olins. Kernekompetencen er med andre ord ikke jern pÃ¥ hjul, men derimod design.

Det var formentligt godt set, da Olins skrev sin bog i slutningen af 90’erne. I dag er VW et skridt videre – i hvert fald, hvis man skal tro den historie, man bliver en del af, nÃ¥r man besøger koncernens oplevelses- og kompetencecenter Autostadt.

Autostadt er et omrÃ¥de pÃ¥ størrelse med nogen-og-tyve fodboldbaner, og er et oplevelsesrum for VW-koncernens mærker, bl.a. Skoda, Audi, VW og Seat. Men essensen i Autostadt er ikke at præsentere biler. Det er knapt nok at præsentere design. Det er vise det, jeg vil kalde “the VW way of living”. I Autostadt er VW ikke et bilmærke. Det er en mÃ¥de at leve pÃ¥.

Hvorfor gør de det, kan man spørge? Hvad betydet det for bundlinjen? Det er et godt spørgsmål, og det er i virkeligheden uklart, om VW selv har et snævert økonomisk rationale i Autostadt. Det er bygget, fordi de kan. Og det er bygget i troen på, at en samlende VW-fortælling skaber loyale og tilfredse kunder. Eller rettere: Indbyggere! For Autostadt viser, at VW ikke er noget, man køber. Det er en stat, man bliver borger i. En filosofi. En måde at forstå sit liv på.

Og uden at det skal lyde hverken sekterisk eller poppet, så er VW og Autostadt et imponerende eksempel på en ellers uhyggeligt traditionel virksomhed, der går ad forbløffende nye veje. Det er tydeligt, at det er længe siden virksomheden har set sig selv som en virksomhed, der sætter hjul på jern. De producerer ikke biler. De producerer måske design. Men mest af alt producerer de en måde at bevæge sig på igennem livet.

Autostadt bruger rum og rammer til at understøtte deres strategi. Og de kombinerer det fysiske rum med en imponerende grad af innovation i produkt og forretningsmodel. Man kan synes om det eller ej, men de evner kunsten at genopfinde sig selv.

Vi er for længst pÃ¥ den anden side af det stadie, hvor det blev overvejet, om den finansielle krise ogsÃ¥ blev en økonomisk krise. Og skønt nationaløkonomer stadig med rette kan diskutere, om krisen overhovedet er af økonomisk karaktér – eller mÃ¥ske snarere summen af et kollektivt psykologisk hysteri – sÃ¥ er der ikke megen tvivl om, at den er en realitet: Den økonomisk og finansielle krise, der kommer til udtryk i en markant forsigtighed pÃ¥ stort set alle markeder.

Interessant og problematisk

Fra et forskningsmæssigt synspunkt er krisen interessant og problematisk pÃ¥ én gang. Den er interessant, fordi det er vældigt vanskeligt at nÃ¥ ind til dens kerne – og ikke mindst fra en erhvervspsykologs synsvinkel interessant, fordi den i sÃ¥ høj grad er baseret pÃ¥ en stemning af frygt og usikkerhed.

Det problematisk aspekt ligger i krisens indflydelse pÃ¥ forskningen. “Fra forskning til faktura” har i en række Ã¥r været et mantra fra bÃ¥de regering og erhvervsliv: En sund innovationskultur, der satsede pÃ¥ den forskning, der kunne give et konkret kommercielt afkast. – Udfordringen med forskning er blot, at det er vanskeligt pÃ¥ forhÃ¥nd at vurdere, hvad der bliver indtægtsgivende – ligesom perspektivet i forskning tit er langsigtet.

Konsekvens for forskningen

Derfor er det centralt at have for øje, hvad konsekvensen er for forskningen i en krisetid. PÃ¥ den ene side sætter flere og flere virksomheder fokus pÃ¥ den daglige drift for at kunne holde skruen i vandet. PÃ¥ den anden side kan netop forskningsprojekter give det potentiale, der kan give konkurrencemæssige fordele og sikre overlevelsen. Udfordringen er dermed at opveje, hvor mange ressourcer, der kan allokeres pÃ¥ forskning – og hvor mange der mÃ¥ tilgodese den daglige drift.

Flere større virksomheder og organisationer, heriblandt Dansk Industri, har allerede for flere mÃ¥neder siden bebudet, at forskningen skal styrkes, ikke mindst i en krisetid, fordi vores potentiale som nation ikke er priskonkurrence, men gode idéer. Det i sig selv er positivt – for bÃ¥de forskning og konkurrenceevne. Vi har imdlertid ikke pÃ¥ nuværende tidspunkt nogen klar opgørelse af finanskrisens betydning for forskningen generelt – og specielt smÃ¥ og mellemstore virksomheder er i den sammenhæng interessante, fordi forskningsudgifter hurtigt fylder meget i det samlede budget.

Forskning og udvikling i små og mellemstore virksomheder er centralt, fordi der i de sammenhænge ofte findes en større mulighed for hurtig omstilling og fleksibilitet. Så hvad sker der, når de små og mellemstore virksomheder i krisetid skærer ind til benet, lader sig fusionere eller opkøbe af kapitalfonde? Markedet har allerede vist eksempler på virksomheder, der opkøbes af kapitalfonde med henblik på optimering og gen-salg i løbet af en 3-5 årig periode, og som følge heraf enten lukker eller skærer udviklingsaktiviteter ned til et minimum, fordi markedsværdien på kort sigt styrkes af den primære drift alene.

Zonen for nærmeste udvikling

Krisetid har potentiale til nyorientering og udvikling. Således er også finanskrise en måske endda kærkommen lejlighed til at rydde op i resterne af dot.com-bølgen og korrigere finanssektoren og økonomien for de senere års særprægede op- og nedture. Dét handler dog mest af alt om daglig drift. Det egentlig potentiale ligger i overvejelsen om, hvad der bringer os ud af krisen og ikke bare på samme niveau som før, men helst på et andet og højere plan.

Psykologien taler om zonen for nærmeste udvikling som det omrÃ¥de, der ligger uden for vores nuværende formÃ¥en – men inden for vores potentiale. Det er det omrÃ¥de, der er afgørende for, at krisetid bliver udviklingstid. Og det er her forskning, forretningsudvikling og strategi skal gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd for at finde en fælles vej.

Krisens største udfordring

Krisens største udfordring er ikke at komme igennem krisen. Krisens største udfordring er at sikre, at man stÃ¥r stærkere efter krisen end før. Det er her forskning, udvikling og innovation er afgørende – virksomhedernes svar pÃ¥ personlig selverkendelse.- For det er igennem udviklingsprojekterne, virksomheder lærer sig selv at kende, og finder potentiale og veje til vækst.

Jeg må have sovet i timen. Eller ikke hørt efter. I hvert fald har jeg opdaget et ord, som jeg da måske burde have stødt på før. I dagens morgenavis kom det til mine øjne for første gang: Innovationspsykolog. Fint, ikke? Men hvad laver sådan en fisk så, og hvorfor lige dét ord?

Ja, efter lidt hurtig research ser det ud til, at der kun findes et enkelt eksemplar af slagsen. Men jeg vil tro, at der er flere pÃ¥ vej. Og mens hÃ¥befulde cand. psych.’er er igang med at ændre titlen pÃ¥ visitkortet, sÃ¥ tillad mig at filosofere lidt over sÃ¥vel titel som indhold:

– For jeg kan lige sÃ¥ godt indrømme det: Jeg er tilhænger af innovation. Derfor tror jeg sÃ¥mænd ogsÃ¥, at en innovationspsykolog kan vise sig at være en ganske nyttig opfindelse – omend det stÃ¥r lidt uklart for mig hvad en innovationspsykolog mon kan, som ikke ogsÃ¥ kunne være rummet af en organisations- eller erhvervspsykolog. Eller for den sags skyld sÃ¥ mange andre psykologer.

Og det fører mig sÃ¥ hen til min pointe – og min i tiden mest behagelige yndlingsaversion: Den løjerlige brug af ordet innovation. Kan du huske sen-80’erne? Garantien for succes dengang var, at ethvert firma med respekt for sig selv satte forstavelsen “Dan-” foran firmanavnet og sÃ¥ i øvrigt sprøjtemalede logo, brevpapir og skilte (det var før det hed corporate identity) rødt og hvidt. Det er klart for nationalistisk og provinsielt i dag, og derfor ser det ud til, at succesrecepten nu ligger i ordet: Innovation.

Alting skal have innovation som fornavn, uanset hvor innovativt det så er. Og jeg skal ikke holde mig for god selv, men skynde mig at feje for egen dør, idet jeg går til bekendelse og indrømmer, at jeg interesserer mig uforskammet meget for innovationsrum.

Problemet er bare, om alt det, vi kalder innovation, nu også er det? Og hvad er problemet i det, kunne man spørge? Ret simpelt: At hvis vi kalder alting for innovation, så er der risiko for, at vi ganske enkelt aldrig får anstrængt os tilstrækkeligt til at nå de egentlig nyskabelser.

Innovation hænger sammen med radikal nytænkning og forandring. Og det kan i sagens natur ikke skabes hver eneste dag. Forudsætningen for radikal nytænkning er spandevis af vanetænkning. Vi fungerer i mønstre, tænker i skemaer, organiserer os i strukturer eller netværk. Hvad enten vi vil det eller ej, så følger de fleste af vore tanker og handlinger nogle ret standardiserede principper. Og det skal vi egentlig ikke være så kede af, for det er samtidigt det, der gør, at vi kan navigere og føle bare en lille grad af tryghed i en verden under forandring.

Vejen til en bedre verden er innovation – det tror jeg faktisk pÃ¥. Men at kalde det innovativt, nÃ¥r en bil pludselig leveres med vinterdæk som standardudstyr, eller nÃ¥r der puttes et ekstra krydderi i en smøreost, eller nÃ¥r min computers lÃ¥g pludselig er farvet grønt i stedet for grÃ¥t, det er ganske enkelt noget vrøvl. Innovation er mere. Og det er vi nødt til at minde hinanden om for at nÃ¥ de egentlig innovative løsninger.

Kunst og innovation har en del til fælles: Skabelsesprocessen er tit udefinérbar. Og produktet ditto. Hvis vi ud fra en formel med 4 eller 6 punkter kunne sige hvad, der var innovativt og hvad, der ikke var, sÃ¥ var livet mÃ¥ske lettere. Men det kan vi ikke – lige sÃ¥ lidt som vi kan afgøre, hvad der er kunst eller ej.

Innovation er en diskussion. Med sig selv. Med udviklere. Med markedet. Med verden. Og innovation kræver i høj grad, at vi alle påtager os rollen som drengen i Kejserens nye klæder: Engang imellem er innovation nøgen og tom. Og det er vi nødt til at fastholde og sige højt. Ikke for at fornærmere nogen. Men for at sikre, at vi fortsat evner at skenle mellem videreudvikling og radikal nyskabelse.

– Og gad vide om det er det, innovationspsykologien kunne hjælpe med? At hjælpe os med at sondre mellem de egentlige innovative nyskabelser og forandringer – mens vi fortsat glæder os over løbende udvikling?