I sidste uge deltog jeg pÃ¥ CeBIT-messe i Hannover. Det har jeg gerne villet længe, men af forskellige grunde har jeg ikke haft anledning til det. Men nu skulle det sÃ¥ være, sÃ¥ med spændt forventning blev bilen pakket til en inspirationstur i det midttyske sammen med en god ven. Denne inspirationstur kommer de to næste indlæg her pÃ¥ bloggen til at handle om under overskriften “Kunsten at genopfinde sig selv”. Forklaring følger!

CeBIT-messen er  en af verdens største IT- og teknologimesser. PÃ¥ et omrÃ¥de, der fÃ¥r de fleste stations til at ligne dukkehuse, boltrer udstiller i hobetal sig, og viser dimser, dingenoter, innovation og design. I Ã¥r med særligt fokus pÃ¥ sikkerhed – og det kom til udtryk i en lidt broget skare af udstillere med alt fra alarmsystemer over kameraovervÃ¥gning og til nye, fikse pengeautomater.
Blandt CeBIT’s bud pÃ¥ fremtiden, var fx:

• En selvkørende bil med radar, sÃ¥ den ikke kører ind i andre biler
• 3D-printere, der stÃ¥r klar til at printe alt fra værktøj til emballage
• Interaktive spejle, der lader dig skifte tøj blot ved at enkelt klik pÃ¥ skærmen

Dertil kommer en sand hob af forbrugerelektronik: Telefoner, kameraer, skærme, computere hvor den ikke så overraskende tendens synes at være, at skærme bliver større og telefoner mindre.

I sig selv kunne man skrive meget om den teknologi, der blev udstillet. Det var imildertid ikke det, der viste sig at blive det mest interessante p̴ messen Рi hvert fald ikke i lyset af min forskning om strategisk brug af rum og rammer.

For messen var for mig at se et strålende eksempel på, hvordan manglende fokus på strategi i forhold til rum og rammer, kan være ganske mærkbar for forretningen. På grund af finanskrisen var dette års CeBIT krympet med en fjerdedel i forhold til sidste år. Min vurdering er, at det skyldes dette faktum: At CeBIT er et sted, hvor virksomheder lejer et stykke jord i 6 dage. Hverken mere eller mindre.

Og man kan spørge: Hvad skal en messe ellers være? Lad mig give et par eksempler: En messe skal være et mødested. Et træfpunkt. Et inspirations-hotel. En legeplads. Et stykke omvandrende oplevelsesøkonomi. Der er sikkert andre og bedre forslag. Essensen er blot denne: Hvis en messe har den selvforståelse, at den blot er et sted, hvor kunder lejer jord, så er den strandet i en bemærkelsesværdig mangel på innovativ tanke.

Og det var tydeligvis tilfældet. Hvis CeBIT har en anden selvopfattelse af sin kernekompetence end at leje standplads ud, sÃ¥ var det i hvert fald ikke tydeligt (det skulle mÃ¥ske lige være at sælge bratwurst pÃ¥ til lejligheden opstillede barer). Og hvis der er noget, der er nemt at vælge fra – specielt nÃ¥r krisen kradser – sÃ¥ er det leje af jord i en rÃ¥kold martsuge i en midttysk betonhal.

Jeg argumenterer med andre ord for, at selvforstÃ¥elsen mÃ¥ forandre sig. Hvor er det, at messen tilføjer værdi? Hvor er det, at rum og rammer – for en messe er sÃ¥dan set ikke andet – hvor er det, at de kan give merværdi for bÃ¥de udstiller og besøger?

Der er eksempler nok pÃ¥ virksomheder, der har fanget den pointe. Nokia laver ikke mobiltelefoner. Deres selvforstÃ¥else hedder: Connection people.  En messe kunne i høj grad holdes under samme slogan. Bare ikke, hvis selvforstÃ¥elsen er: CeBIT – udlejer kvadratmeter.

Med andre ord: Hvad er strategien? Hvad er værdien? Hvad er mÃ¥let? Udover at udleje jord… Og sÃ¥ i øvrigt garnere det med fine besøg fra Angela Merkel og governator Schwarzenegger.

I næste indlæg skal jeg fortælle om turens næste destination, som var et perleeksempel på det modsatte!