Forleden var jeg til foredrag – eller hvad sÃ¥dan noget nu kaldes – men noget sÃ¥ seriøst, væsentligt og afgørende som en PhD, der havde fundet sit kald: Nemlig at tegne tegneserier om PhD-livet! Jorge Cham, hedder han, og han er leverandør af sjove striber pÃ¥ www.phdcomics.com. Selvom jeg pÃ¥ forhÃ¥nd havde bekendtgjort, at jeg ikke regnede med, at han kunne slÃ¥ Anders And af pinden som min favorittegneserie (stærkt forfulgt af Garfield, i øvrigt), sÃ¥ mÃ¥ jeg indrømme, at han gjorde et ihærdigt forsøg! Og det skyldtes ikke mindst, at tegneserietegneren talte om et lille ord, som jeg ikke kendte, men som de fleste sikkert alligevel kender betydningen af: Procrastination. Overspringshandlinger!

Se, en overspringshandling kan man da vist kalde det, når en PhD i robotteknologi under sin forskning tegner så mange tegneserier, at han ender med at kunne leve af det! Så kan man pludselig tilføje endnu et ord, som er forholdvis nyt i mit vokabularium, men som jeg er vild med: Serendipitet!

Serendipitet er, hvis man spørger Wikipedia, “det at finde uden at søge, men derefter ogsÃ¥ at erkende værdien i det, man har fundet, sÃ¥dan at det ses i et helt nyt lys”. Lyder kompliceret, men lad os tage et eksempel: H. C. Ørsted fumlede med nogle ledninger under en kompasnÃ¥l, og vupti – elektromagnetismen var opdaget.

Essensen er her, at jeg tror, der kan være en sammenhæng mellem overspringshandlinger og serendipitet! AltsÃ¥: Overspringshandlinger giver lejlighed til at lede efter noget, vi ikke vidste, vi ledte efter. Og hvad har det sÃ¥ med noget at gøre? Jo, hvis vi skal leve af kreativitet, innovation og viden, sÃ¥ bliver serendipiteter en konkurrenceparameter af format! Dem, der finder det sublime uden at vide det – men fluks erkender værdien af det – de bliver ledestjernerne. Og min pÃ¥stand, helt udokumenteret, er sÃ¥, at vi har brug for overspringshandlinger for at finde serendipiteterne!

Vi har ganske enkelt brug for fra tid til at anden at gÃ¥ en tur uden at vide, hvad vi leder efter – endsige at vi overhovedet leder efter noget. Og vi kender det alle sammen: Den gode idé, der opstod i badet, pÃ¥ køreturen, ved stranden eller alle mulige andre steder, hvor vi ikke havde forventet, at gode idéer faldt ned. Dét er basalt set serendipitetens psykologi: At vi skal give hjernen plads. At vi skal bruge overspringshandlingerne som et pusterum og en tank(e)station. Og have øjnene Ã¥bne for, at noget værdifuldt pludselig kan dukke op uventet og uden at vi vidste, at det var pÃ¥ vej.

Overspringshandlinger og serendipitet. Jeg tror, der er en sammenhæng! Og lad mig sÃ¥ komme tilbage til tegneserierne…

I dag er det præcis et Ã¥r siden denne blog sÃ¥ dagens lys. Og dermed præcis et Ã¥r siden, jeg steg ombord og begyndte den 3-Ã¥rige rumrejse, som jeg ynder at kalde mit ErhvervsPhD-projekt om strategisk indretning. – Og skønt et 1-Ã¥rs jubilæum jo er en stor dag, sÃ¥ pÃ¥regner jeg nu ikke de store taler endsige gaver, men vælger i stedet selv at reflektere lidt over det første Ã¥r som rumrejsende og ErhvervsPhD-studerende.

To faser

Det er gÃ¥et op for mig, at der findes to faser i en PhD: Der findes den fase, hvor man lige er startet, og sÃ¥ findes der den fase, hvor man lige er ved at være færdig. Jeg er lige startet, og i grunden tror jeg, at det vil være min opfattelse i et Ã¥rs tid endnu. Til den tid er jeg formentlig sÃ¥ hjemmevandt, at jeg føler, at jeg er ved at være færdig…

Startfasen – som jeg altsÃ¥ tror varer et par Ã¥r… – kendetegnes ikke mindst ved, at det er vældigt vanskeligt at planlægge et PhD-forløb. Inden for det første halve Ã¥r skal man udfærdige en forskningsplan, der mere eller mindre beskriver resten af forløbet – og efter den nye PhD-bekendtgørelse skal den plan faktisk være færdig inden for de første 3 mÃ¥neder. En hÃ¥bløs, men spændende opgave!

PhD-kurser
Blandt de ting, der er svære at planlægge, er PhD-kurserne. Alene af den grund, at man ikke helt ved, hvor og hvornÃ¥r de finder sted. Det, man ved, er, at man skal deltage pÃ¥ kurser, sÃ¥ man i løbet af forløbet nÃ¥r op pÃ¥ 30 ECTS-point. Jeg har lavet en hurtig optælling, og jeg er allerede pÃ¥ knapt 28 point – hvilket faktisk betyder, at jeg har brugt mere end 40% af min samlede arbejdstid (officielle, i hvert fald!) pÃ¥ PhD-kurser. – Det tror jeg har været en god investering, bÃ¥de fagligt og socialt. Men tiden tages jo fra andre omrÃ¥der – og ikke mindst min publikationsliste er noget kortere, end jeg havde ønsket mig! Men det skulle dette efterÃ¥r gerne rÃ¥de bod pÃ¥.

ErhvervsPhD
Der findes “rigtige” PhD’er – og sÃ¥ findes der ErhvervsPhD’er. Og hvilken der er mest rigtig nÃ¥r det kommer til stykket, er i grunden et godt spørgsmÃ¥l! UniversitetsPhD’erne – altsÃ¥ dem, der alene er tilknyttet universitetet – har store krav til undervisning, hvor ErhvervsPhD’erne i stedet har krav om at balancere forskning og kommercielle aspekter. Der er formentligt lige store udfordringer ved begge dele – selvom jeg af og til tænker, at universitetsPhD’erne har det nemt! (De tænker sikkert det samme om ErhvervsPhD’erne!).

Men sandt er det, at det er en interessant udfordring hele tiden at sikre bÃ¥de et fagligt højt niveau og samtidigt et kommercielt sigte. Jeg prøver selv at balancere det i forhold til 3 F’er: Forretning, formidling og forskning. Det er i høj grad formidlingsaspektet, der binder forretning og forskning sammen. Det skal ganske enkelt være forstÃ¥eligt, hvad en ErhvervsPhD handler om, for at den sÃ¥ og sige kan sælges – uanset om det er internt i virksomheden eller eksternt mod et marked. Men samtidigt skal det heller ikke være sÃ¥ banalt, at det bliver populærvidenskabeligt og poppet. Forskningens niveau mÃ¥ ikke kunne kritiseres – men skal samtidigt kunne formidles pÃ¥ et nogenlunde forstÃ¥eligt sprog. – Her tror jeg, at det trods alt er nemmere for os, der arbejder i spændingsfeltet mellem human- og samfundsvidenskab, end hvis genstandsfeltet er naturvidenskabeligt.

Innovation – og vanetænkning
At der skal bygges bro imellem forskning og forretning er i høj grad et spørgsmÃ¥l om innovation. Og mÃ¥ske ogsÃ¥ et spørgsmÃ¥l om forandrings- og forundringsparathed. Mit eget projekt tager afsæt i vidensvirksomheder. Og det har undret mig sÃ¥re at opdage, at holdningen til vidensvirksomheder er sÃ¥ forskelligartet – mÃ¥ske specielt i det nordjyske, hvor jeg residerer. Grundlæggende har jeg mødt to poler: Den ene vil sige, at enhver virksomhed er en vidensvirksomhed, fordi vi alle ved noget. Den anden vil sige, at vidensvirksomheder i virkeligheden kun er dem, der arbejder fleksibelt, kreativt og innovativt med høj specialiseret vidensudvikling og -anvendelse. Jeg befinder mig et sted midt imellem – men trods alt tættere pÃ¥ sidstnævnte! At antage, at enhver virksomhed er en vidensvirksomhed, har det store problem, at man ignorerer udfordringerne hos de egentlige vidensvirksomheder. Er mennesker lige kreative overalt og pÃ¥ ethvert tidspunkt? Kan samarbejde finde sted under alle forhold og former? Og skal vi pine-død arbejde fra 8 til 16? Med andre ord: Kan vi blindt indoptage industrisamfundets paroler i en tid, hvor vi ønsker at satse pÃ¥ viden?

– Mit svar burde være klart! Hele afsættet for min PhD er et ønske om at være med til at skabe nye rum og rammer for videnssamfundet. Og det er i den sammenhæng jeg af og til er blevet forundret, nÃ¥r erhvervsledere i ramme alvor er af den opfattelse, at det pÃ¥ det nærmeste ikke er forskel pÃ¥ produktionsformen i industri- og videnssamfundet. Samfundet har i disse Ã¥r potentiale til at ændre sig, sÃ¥ vi fÃ¥r menneskelige arbejdspladser, og ikke blot betragter mennesket som smÃ¥ tandhjul i et stort maskineri. Men det kræver ledelsesmæssigt mod og udsyn. Og pÃ¥ det punkt skal jeg indrømme, at min generelle optimisme nok var større for et Ã¥r siden, end den er nu. – Og det i sig selv mener jeg giver sÃ¥ meget desto mere grund til at forske netop i dette felt!

Om et Ã¥r vil jeg…
Den 3. september 2009 – altsÃ¥ om et Ã¥r – hÃ¥ber jeg, at kunne præsentere lidt mere konkrete resultater af min forskning. PÃ¥ det tidspunkt har jeg:

• Udgivet en artikel om arkitekturpsykologi, der søger at forstÃ¥ forholdet mellem menneskelig interaktion og de fysiske omgivelser
• Udgivet en artikel om strategisk indretning, der beskæftiger sig med strategilitteraturens forhold til organisationernes fysiske rammer
• Afholdt en konference om “Tid & Sted” – fordi det mere end noget andet er afgørende, hvordan vi forstÃ¥r disse to begreber i forhold til vores arbejdsliv

Og sÃ¥ har jeg forhÃ¥bentlig lavet en masse andet spændende ogsÃ¥! Følg fortsat med her pÃ¥ bloggen, som jeg bestræber mig pÃ¥ at skrive lidt pÃ¥ et par gange om ugen. Tak for følgeskab sÃ¥ langt 🙂