I dag afholdtes der Ã¥bningsseminar for build.aau – et netværk for forskning i det byggede miljø blandt forskere pÃ¥ Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut (som efter universitetsreformen ogsÃ¥ er en del af universitetet).

Mere end 300 forskere er tilknyttet netværket, og stort set alle forskningsaspekter inden for byggeri er repræsenteret. Potentialet er stort. Det samme er ambitionerne. Måske et af Europas største forskningsnetværk for forskning i det byggede miljø? Under alle omstændigheder et netværk uden sidestykke i Danmark.

Startskudet gik som sagt i dag – og jeg havde fornøjelsen af at være med, hvor jeg deltog i en workshop om sundhed og tilgængelighed. Aspekter lige fra ventilation over smittefare til arkitekturpsykolog blev vendt. Og denne tværfaglighed synes jeg virker bÃ¥de lovende og interessant for sÃ¥vel forskningen som for byggeriet.

– Nu mangler vi sÃ¥ldes blot at etablere et netværk for arkitekturpsykologi…

Hjemvendt fra kursus i “Organisationsanalysers metodologi” pÃ¥ CBS opdager jeg, at jeg stadig er i mindretal, men at det dog gÃ¥r fremad!

Det fremg̴r af en artikel p̴ epn.dk, som skriver, at flere vil have en ErhvervsPhD Рdet kan jeg godt forst̴! Рog sandelig ogs̴ skriver, at der kommer flere og flere samfundsfaglige og humanistiske kandidater.

Blandt de nye ErhvervsPhD’ere i 2007 var hele 21% ikke-naturvidenskabsfolk. Ã…ret før var det samme tal 17%. SÃ¥ jo, vi er stadig i mindretal, men der bliver dog flere og flere af os!

ErhvervsPhD-ordningen tager oprindeligt udgangspunkt i de naturvidenskabelige erhverv, og derfor er det ikke sÃ¥ underligt, at fordelingen stadig er i naturvidenskabens favør. Men alligevel kan det undre, at samfundsfag og humaniora ikke ligger højere. Jeg tror mest af alt det skyldes manglende kendskab til ordningen hos virksomhederne – og mÃ¥ske samtidig manglende fantasi bÃ¥de hos virksomheder og kandidater.

PÃ¥ kort sigt er der næppe tvivl om, at det er de naturvidenskabelige ErhvervsPhD’ere, der genererer størst økonomisk gevinst. PÃ¥ lidt længere sigt tror jeg at det vil vise sig, at sÃ¥vel samfundsfaglige som humanistiske kandidater bliver mindst lige sÃ¥ væsentlige for bÃ¥de virksomheder og universiteter.

Spændingsfeltet mellem akademia og erhvervsliv er central for alle parter, og det fokus, som samfunds- og humanvidenskabelige kandidater kan lægge inden for omrÃ¥der som fx ledelse, kommunikation, HRM, organisation etc. er af afgørende betydning for samfundets udvikling. Derfor mener jeg, at man burde styrke ErhvervsPhD’ere specifikt pÃ¥ de felter.

Det er mÃ¥ske ikke nødvendigvis i sig selv et mÃ¥l, at flere samfunds- og humanvidenskabelige kandidater bliver ErhvervsPhD’ere – men det er et mÃ¥l, at ledelsesforskningen i bred forstand styrkes – og det er hovedsageligt kandidaterne fra human- og samfundsvidenskab, der forsker i disse omrÃ¥der.

– Derfor er det godt, at der bliver flere. Og derudover er det da ogsÃ¥ en rar følelse ikke at være helt i mindretal…

Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg har en personlig yndlingsaversion. Det er udtrykket og tankegangen den brændende platform (læs fx her). Og derfor forsøger jeg at undlade at forspilde enhver chance, der kan vise, at begrebet ikke hører hjemme i en ledelsestankegang. Eller jo, det gør det, men kun i forbindelse med den alvorligste kriseledelse. Der, hvor der handler om liv og død. Ikke hvor det handler om almindelige forandringer.

Nuvel, den seneste platform, der om ikke brød i brand sÃ¥ dog evakueret hed Safe Scandinavia og ligger i Nordsøen, hvor den sÃ¥ vidt jeg forstÃ¥r fungerer som mandskabsplatform. Det betyder, at der er pænt mange ombord. Og derfor reageres der prompte, nÃ¥r der pludselig breder sig et rygte om, at der er en bombe ombord! – MÃ¥ske skal vi til at tale om bombetruede platforme i stedet for brændende?

I hvert fald blev platformen evakueret. Hurtigt endda. Der blev sikkert skabt styrrende koalitioner og det hele. Og hvor var sÃ¥ bomben? Jo, den befandt sig i en ond drøm hos en 23-Ã¥rig medarbejder. Og hun mÃ¥tte selvfølgelig have luft for sin drøm, og inden hun fik set sig om, havde rygtet bredt sig, og evakueringen var allerede i gang. PÃ¥ grund af at mareridt. Intet andet…

Jeg synes, historien er fantastisk. For mig bekræfter den det problematiske ved begrebet brændende platform. Det er fristende at konkludere, at udtrykket har afsæt i onde drømme… Men faktum er formentlig, at der er lige sÃ¥ mange gode drømme og visioner, som man søger at skabe motivation for igennem brændende platforme.

Reaktionen på den bombetruede Safe Scandinavia viser smuk og tydeligt, at management by fear lynhurtigt bliver ukontrollabelt og kaotisk. Hvad er sagens kerne? Hvor er branden? Hvor er bomben? Hvad er egentlig grunden til, at vi skal flytte os?

De fleste virksomheder er – terrortrusler til trods – forholdvis sjældent truet af hverken bomber, bÃ¥l eller brand. SÃ¥ skulle vi dog ikke finde bedre motivationsfaktorer. Og i øvrigt være pÃ¥passelig med at fortælle for meget om onde drømme…

Jeg starter i denne uge på mit PhD-projekts første empiriske undersøgelse. Temaet vil være rummet som en del af en organisatorisk forandringsproces, og jeg interesserer mig specielt for 3 områder:

Rum og kultur
Organisationskulturen skabes af en række forhold, og i den klassiske teori betragtes rum og fysiske rammer som en del af virksomhedens artefakter. Jeg er interesseret i at præcisere betydningen af rammerne for hele kulturen: Hvad betyder rum og rammer for det liv, der leves?

Rum og arbejdsforståelse
Arbejdet er i nærmest hele industrisamfundet blevet defineret ud fra, hvornÃ¥r vi fysisk opholdt os pÃ¥ arbejdspladsen. Vi stÃ¥r op om morgenen og tager afsted pÃ¥ arbejde. Vi gÃ¥r hjem ved eftermiddagstid og holder fri. Men videnssamfundet og det grænseløse arbejde gør i nogen grad op med den forestilling. For hvornÃ¥r er man pÃ¥ arbejde? NÃ¥r man befinder sig i virksomhedens fysiske rammer? NÃ¥r man tjekker mails derhjemme? – Min undersøgelse handler om, hvordan rummet pÃ¥virker vores forstÃ¥else af, hvad arbejde er.

Rum og ledelsesforståelse
“Rumforskningen” har i de seneste Ã¥r forholdt sig til arbejdsforstÃ¥elsen, som nævnt ovenfor. Men i mindre grad til ledelsesforstÃ¥elsen, og det tror jeg er en mangel. LedelsesforstÃ¥else handler om, hvad en leder forstÃ¥r ved det, at lede. Og mit spørgsmÃ¥l i den sammenhæng er, hvad der skal til, for at det fysiske rum forstÃ¥s som en del af paletten af ledesesværktøjer. Og dermed ogsÃ¥ indirekte et spørgsmÃ¥l om, hvordan det kan være, at rummet i sÃ¥ høj grad er overset i sÃ¥vel ledelseslitteratur som -praksis.

Denne undersøgelse strækker sig frem mod august, og over det næste Ã¥r vil jeg løbende publicere artikler, der dækker de nævnte omrÃ¥der. Jovist, der er meget at glæde sig til 🙂