Jeg tilbringer denne uge i Ã…rhus, hvor jeg deltager i metodekursus om kvalitative forskningsmetoder, primært interviews. Kurset i sig selv er berigende. Det er en god opfriskning af den kvalitative metode, og det er mindst lige sÃ¥ berigende at møde en stor gruppe andre PhD-studerende. Faglighederne er forskellige, emnerne endnu mere – men fælles er, at vi stort set alle er forholdvis tidligt i vores PhD-forløb, og derfor i stort omfang har samme udfordringer og opgaver.

Så vi nørder! Diskuterer poststrukturalisme, fænomenologi og diskursanalyser. Overvejer sandhedsforståelser i kvalitative metoder. Og diskuterer kritistik realisme og socialkonstruktionisme. Lixtallet bliver større og større, sætningskonstruktionerne mere og mere snørklede. Vi holder konkurrence i at kunne bruge flest ord på at sige ingenting! Men vi fastholder, at vi bliver klogere af det. Kort sagt: Vi nørder! Eller skal vi brugere pænere ord: Vi praktiserer vidensdeling!

En af mine yndlingsaversioner er udtrykket “den brændende platform”. Uanset hvad, der skal motiveres til, sÃ¥ er standardløsningen: Skab en brændende platform. Ønsker virksomheden at indføre storrumskontorer? Skab en brændende platform! Ny strategi? Brændende platform! Ny leder? Brændende platform! Nye kollegaer? Og fortsæt selv… Uanset spørgsmÃ¥let er svaret brændende platform (og tilføj sÃ¥ selv styrende koalitioner og hvad der ellers kommer efter).

Her er den så, den britiske platform Thistle Alpha, som i disse timer brænder. Det er livstruende for mandskabet, men i skrivende stund skulle der vist ikke være nogen omkomne. I disse timer er et af de i tiden mest brugte managementbegreber blevet til ubehagelig virkelighed. Og med billederne af den brændende Thistle Alpha in mente er mit spørgsmål så: Er det virkelig sandt, at tidens bedste motivationsfaktor knytter sig til en makaber metafor og en næppe sund management by fear-tankegang?

Den brændende platform har formentlig vundet indpas, fordi billedet er til at forstå. Logik: mandskabet på platformen flytter sig, de er motiverede. Billedet er også godt, fordi platforme brænder så sjældent, og fordi så få af os kender nogen på en platform. Man kunne vel også lade sig inspirere af Kursk-katastrofen og tale om sunkne ubåde? Mandskabet der var garanteret også motiveret. Eller hvad med et udtryk som ramte tårne? Dybest set er metaforen brændende platform vel ikke mindre grotesk end at tale om at skabe sunkne ubåde eller ramte tårne.

I yderste nødstilfælde brænder platformen, som det er tilfældet i disse timer i Nordsøen. Så giver det mening at lade sig motivere at brandalarmer og overlevelsesdrift. Men at bruge disse begreber om dagligsdagsrutiner, det er både usundt og uforskammet over for dem, der vitterligt har oplevet den brændende platform på deres krop.

– Kunne det ikke være en interessant øvelse at finde pÃ¥ positive motivationsmetaforer?

I gÃ¥r deltog jeg i Storrumskonferencen pÃ¥ Axelborg sammen med omkring 280 andre rum-interesserede. Vi blev beriget med oplæg om vidensdeling, neuropsykologisk “stand up” fra Kjeld Fredens (jeg anede ikke neuropsykologi kunne være sÃ¥ underholdende!), tanker om social intelligens og meget andet. Foruden nogle spændende muligheder for at mødes med andre ligesindede!

Jeg hæftede mig ved specielt to temaer, der gik igen: Det ene var støj, som tilsyneladende er den største enkelte bivirkning ved storrum. Den anden var udsagn i retning af, at “der er ogsÃ¥ noget psykologisk i spil”. Det var karakteristisk, at mange havde blik for storrummets psykologiske virkninger. Rummet betyder noget for, hvordan vi har det. Men samtidigt var det karakteristisk, at det er svært at sætte ord pÃ¥. Langt hen ad vejen mangler vi et begrebsapparat; en mulighed for, at psykologien kan begribe rummet. Det bestyrker mig i det udgangspunkt, som er baggrund for mit PhD-projekt: At erhvervs- og arkitekturpsykologien i fællesskab kan give bÃ¥de begreber og forhÃ¥bentlig ogsÃ¥ løsninger.

I morgenens avis kunne man læse, at en organisation har haft held til at nedsætte den daglige arbejdstid fra 8 timer til 6. Og samtidigt havde de opdaget, at produktiviteten steg. Indrømmet, det stod på bagsiden af avisen, og det skal man nogle gange tage med et gran salt. Alligevel er det en tanke værd. Kan man forestille sig, at vi lader vores produktivitet begrænses af kravet om at bruge en vis mængde tid ved at være fysisk til stede på arbejdspladsen? Hvad vil der ske ved at gennemføre eksperimentet? I mange organisationer ville det sikkert afstedkomme et ledelsesmæssigt ramaskrig. Fra 8 til 6 timer. Til samme løn?!? Men sæt nu, at vi faktisk blev mere produktive af luftforandringer?

Blandt de positive argumenter er, at nÃ¥r vores arbejde i stigende grad bliver videnstungt og kreativt, sÃ¥ er det sværere at gøre op i tid. Og efterhÃ¥nden peger en hel del forskning pÃ¥, at kreativiteten styrkes ved at opholde sig i forskellige sammenhænge. Med andre ord: 8 timer om dagen pÃ¥ samme kontor gør dig ikke nødvendigvis til jordens mest kreative menneske… Man kunne ogsÃ¥ anlægge et worklife-balance-synspunkt og argumentere for, at bedre balance i livet skaber øget produktivitet.

De negative elementer er selvfølgelig, om mindre arbejdstid er vejen frem i et samfund, der i forvejen tilsyneladende mangler arbejdskraft. – Eller handler det mest af alt om, om vi opgør arbejdskraften i udført arbejde – eller i den tid, vi fysisk tilbringer pÃ¥ arbejdspladsen?

Er der noget om snakken mon, eller er det blot udtryk for mandags-eskapisme…?

Forleden besøgte jeg LYNfabrikken i Århus. Et spændende møde med et spændende hus. I netværksteorien taler man nogle gange om knudepunkter, og LYNfabrikken virker til at være et knudepunkt for kreative mennesker. Et sted, hvor det er godt at samles, og som man naturligt får lyst til at vende tilbage til.

Skabes rummet så af de fysiske rammer, fint placeret i et nedlagt fabrikskompleks i Vestergade, eller af de ildsjæle, der får fabrikken til at slå gnister? Sammenhæng mellem rum og den socialitet, der finder sted i rummet, er hårfin. Jens Tonboe skriver i sin doktordisputats, Rummets Sociologi (Tonboe, 1993), at

rummet, menneskeskabt såvel som naturskabt, er teoretisk set ganske underordnet. Det er intet andet end lokalitet for, ramme omkring eller en bestemt form for fremtræden af det sociale. Det har ingen selvstændig betydning, ingen materialitet eller rettere: Materialiteten har ingen selvstændig betydning.

Måske, måske ikke. Men alligevel er der nogle rum, der tilsyneladende er bedre rammer end andre. Lidt poppet kan man måske sige, at nogle rum skaber mere rum end andre. Men altid i en vekselvirkning mellem de, der bebor rummet.

Kan man forholde sig til, hvad der har størst betydning? Socialiteten eller rummet? Eller vil det kræve, at man netop behandler begreberne hver for sig? Rummet kan nok betragtes uden det sociale – men det sociale mÃ¥ nødvendigvis altid være indlejret i en eller anden rumlig kontekst. – MÃ¥ske er jeg tættere pÃ¥ et svar om 3 Ã¥r!

MÃ¥ske kan nogle huske reklamen, hvor konen spørger manden: – NÃ¥, hvad har du sÃ¥ lavet i dag? Og svaret er larmende tavshed. For manden er advokat – og reklamens pointe er, at advokater er underlagt tavshedspligt.

Det er psykologer ogsÃ¥ – og selvom jeg nok ikke ville bryde den ved at fortælle om de seneste dages arbejde, sÃ¥ er jeg alligevel nødt til at vente lidt. Sagt med andre ord: Der er spændende samarbejder pÃ¥ tapetet og mange bolde i luften – og nogle af dem skal gribes lidt mere, før de finder vej til bloggen!

Derimod kan jeg da sÃ¥ for den interesserede læser berette, at jeg i disse dage ogsÃ¥ arbejder pÃ¥ en finpudsning af PhD’ens endelige forskningsplan. Det er en interessant udfordring at skrive en 3-Ã¥rig arbejdsbeskrivelse for sig selv! Og jo længere jeg kommer, desto mere gÃ¥r det op for mig, at sÃ¥dan en plan i bedste fald kan blive vejledende. Alle aspekter kan umuligt planlægges i detaljer pÃ¥ det her tidspunkt – og hvis de kunne, var det i grunden ogsÃ¥ skidt, for sÃ¥ var det vel netop udtryk for, at jeg ikke finder noget nyt undervejs!

Tavsheden aftager dog gradvist henimod næste uge, hvor jeg igen har en del rumlitteratur pÃ¥ todo-listen. Men lige pt. er jeg stille, helt stille 🙂