At tale om at rum i sig selv giver mere eller mindre videndeling svarer til, at man ville hævde, at samtalekøkkener pr. automatik gav flere samtaler.
SÃ¥ledes konkluderer Eva Bjerrum, Jakob Lauring og Anne Bøgh Fangel i deres artikel Det Ã¥bne kontor – en teknologi der fremmer interaktion og videndeling i arbejdet?, som kan læses i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 3, 2007.
Det spørgsmål, artiklen rejser er, om åbne kontorlandskaber berettiget kan knyttes så tæt med begrebet vidensdeling, som man tit gør. Og forfatternes pointe er, at det, der sker i rummet, hænger tæt sammen med ledelsen, organisationen og arbejdsforståelsen:
…Selvom man skaber nogle rammer til et bestemt formÃ¥l, kan man ikke være sikker pÃ¥, at de vil blive anvendt derefter. Det afhænger blandt andet af, om der er balance mellem ledelse, arbejdsopfattelsen og de konkrete fysiske rammer.
Det er en vigtig og væsentlig konklusion, og artiklen er samtidig en god problematisering af de seneste Ã¥rs studier inden for Ã¥bne kontorlandskaber. For der er skrevet meget i mange forskellige retninger – men artiklens indirekte pÃ¥stand (som jeg læser den) er, at det, man i virkeligheden skal fokusere pÃ¥, ikke er rummet alene – men rummet i sin sammenhæng. En sammenhæng, der som nævnt bestÃ¥r af ledelse, medarbejdere, kultur, traditioner, vaner – og sikkert en hel del mere.
Jeg er meget enig i artiklens konklusioner. En enkelt ting er jeg dog usikker på: Er det rigtigt, at et samtalekøkken i sig selv ikke giver flere samtaler? Det kan virke som et underligt spørgsmål, men der er forsket lidt i det, man tit kalder socialt sanktionerede rum, og essensen er, at rummet i sig selv kan (gentager: kan) styrke en bestemt adfærd i rummet.
Jeg har tidligere nævnt eksemplet med kirkerum, hvor man kan konstatere en overrepræsentation af religiøse fænomener i forhold til andre rum. Ligeledes med det terapeutiske rum. Og spørgsmÃ¥let er, om det, vi definerer et rum som, bliver en selvopfyldende profeti? Derfor er jeg faktisk tilbøjelig til at tro, at der mÃ¥ske forekommer flere samtaler i et samtalekøkken end i alle andre rum…¨
Pointe? Ja, pointen her er, at rummet og rummets navn indgår i en diskurs, der også omfatter handlingen i rummet. Den wittgensteinske opfattelse af, at vores sprog skaber vores verden gælder også for rummet. Det er derfor jeg tror på samtaler i samtalekøkkener, meditation i meditationsrum, innovation i innovationsrum. Og hvile i hvilerum.
Jeg er dermed enig i artiklens budskab om, at adfærden i rummet afhænger af bl.a. ledelsen. Men min pointe er, at ledelsen ikke kun omhandler det, der foregår i rummet, men omhandler selve definitionen af rummet. Som Churchill har sagt: Vi former vores bygninger, derefter former de os.