Fredagens blogpost bliver kort og præcis. Jeg vil slet og ret blot citere dansk ledelses grand old man, Erik Johnsen, som i seneste udgave af Ledelse og Erhvervsøkonomi (sept. 2007) causerer over virksomheders eksistensberettigelse, og ender i følgende – synes jeg – kloge konklusion:

Det er tilladt, at bruge det, man ved. Det er også tilladt at være tændt og engagere sig i fundamentale ledelsesproblemer. Såfremt man i sin daglige trummerum kun kan mande sig op til strategisk tænkning, når krisen kradser, kan man i frokostpausen erindre sig, at den mentale krise altid kradser.

For noget tid siden spurgte jeg herinde om hvem, der bygger det første innovationshotel. Jeg synes selv, idéen er fremragende 🙂 Men tilsyneladende er det kun mig… For sjov har jeg lige googlet pÃ¥ ‘innovationshotel’, og der kommer pt. 23 resultater frem. Heraf peger de 2 tilbage pÃ¥ mit eget indlæg! – Det kan sÃ¥ enten skyldes, at idéen bare skal spredes. Alternativt, at det vitterligt ikke er nogen god idé… Men indtil andet er bevist, vil jeg blive i den saglige vildfarelse, at innovationshoteller kunne blive en fantastisk mulighed for at skabe rum og plads til innovation! – Og hvis ikke man selv tror pÃ¥ sine egne idéer, hvem skulle sÃ¥!

Vidensvirksomhed. Vidensmedarbejder. Videnssamfund. Vi er vilde med viden! Viden er et plusord. Viden er magt. Det ligger lidt implicit i ordet, at viden er fremtiden – viden er det, vi stræber efter. Fra industrisamfund til videnssamfund. Vi vælger viden!

Jeg er selv havnet i samme fælde. I mit PhD-projekt beskæftiger jeg mig med strategisk indretning i vidensvirksomheder. Og som udgangspunkt har jeg intuitivt anvendt den mest traditionelle definition på vidensvirksomheder: Nogen, der beskæftiger sig med viden og information snarere end med fysiske produkter.

Men jeg er stødt pÃ¥ et problem: Jeg er kommet en smule i tvivl om, hvor grænsen gÃ¥r imellem vidensvirksomheder – og sÃ¥ alt andet! Og jeg fÃ¥r nok ikke Nobelprisen for opdagelsen, men jeg vil alligevel pÃ¥stÃ¥, at vi ikke kan tale om et enten-eller, men i de fleste tilfælde et bÃ¥de-og.

Er en fabrik en vidensvirksomhed? Nej, som udgangspunkt ikke. Men og sÃ¥ igen – det kommer an pÃ¥, hvad den laver. Fra mit kontor har jeg udsigt til virksomheden overfor; et traditionelt stÃ¥llager. Vidensvirksomhed? Næppe. Og dog: De har en hÃ¥ndfuld akademikere ansat – ikke pÃ¥ lageret, naturligvis, men i administration, salg og marketing.

Min bank, er det en vidensvirksomhed? Ja. Og nej. Ja fordi de beskæftiger sig med viden og information. Nej, fordi banker har eksisteret længere end begrebet vidensvirksomhed. Min advokat? Min revisor? Mit supermarked? Fortsæt selv…

En af de første ledelsestænkere, der for alvor så vigtigheden af viden, var Peter Drucker, som beskriver det således:

The most important, and indeed the truly unique, contribution of management in the 20th century was the 50-fold increase in the productivity of the manual worker in manufacturing.The most important contribution management needs to make in the 21st century is to increase the productivity of knowledge work and the knowledge worker.

– Det er med det udgangspunkt at min foreløbige konklusion er, at viden mest af alt er et plusord! Et plusord fordi det er noget vi vægter positivt. Men i lige sÃ¥ høj et plusord, fordi det tit og ofte er et tillæg og en tilknytning til bestÃ¥ende produkter og markeder. Det er fÃ¥ virksomheder, der er rendyrkede vidensvirksomheder. Langt de fleste har rod i industrisamfundet – men er blevet tillagt en vidensmæssig dimension, som gør, at det er vanskeligt at forstÃ¥ dem som enten vidensvirksomhed eller industrivirksomhed. Men som et spændende mix midt imellem. Kan man have vidensarbejdere i en industrivirksomhed? Selvfølgelig. Og ogsÃ¥ omvendt.

– Det store problem er sÃ¥, hvordan man finder en bare nogenlunde konsistent definition pÃ¥, hvad en vidensvirksomhed i grunden er. Wikipedia foreslÃ¥r, at vidensvirksomheder er en virksomhed, der i stigende omfang beskæftiger sig med behandling af viden frem for behandling af fysiske produkter, og at medarbejdere i vidensvirksomhed er vidensarbejdere. Juristen, økonomen og cand. mag.’en i produktionsvirksomhedens administration er sÃ¥ledes ikke vidensarbejdere? Og advokatfirmaets fastansatte rengøringspersonale er dermed vidensarbejdere alene pÃ¥ grund af det juridiske ansættelsesforhold? Nej vel…

Min pointe er, at vores traditionelle definition på, hvad der er en vidensvirksomhed og hvad der ikke er, ganske enkelt ikke er holdbare. Viden har spredt sig som ringe i vandet, og det er formentlig snarere graden af, hvor meget viden betyder for virksomhedens samlede liv, der afgør, om der er tale om en vidensvirksomhed eller ej. Enten-eller-definitionen ser i hvert fald ud til ikke at passe særligt godt på virkeligheden længere.

Hvis man står med en hammer, vil man opleve alle problemer som et søm.

Hvis man er rumforsker vil man opleve, at alting på en eller anden måde kan handle om rum. Eller i det mindste med et par enkelte gradbøjninger kan komme til det!

Sladder og rum? Det er da søgt! Eller er det? I tiden er der stigende fokus pÃ¥ sladder – noget, der trives i bedste velbefindende pÃ¥ de fleste arbejdspladser, og mÃ¥ske endda er nødvendigt. Den gode sladderkultur findes, nÃ¥r man taler anerkendende om hinanden pÃ¥ en mÃ¥de, som kan tÃ¥le dagens lys. Den dÃ¥rlige sladderkultur – og det er her rummet kommer ind i billedet! – beskrives i det nyeste nummer af Magasinet Arbejdsmiljø bl.a. sÃ¥dan: – At en livlig snak stopper, nÃ¥r en person kommer ind i rummet.

Her er det ikke det fysiske rum, der er i centrum, men det mentale rum: At skabe rum, at være rummelig, at give plads, skabe plads. Alle de begreber i hverdagssproget, der bruger en rumlig metafor til at udtrykke et mentalt, social og psykologisk rum. Rumlighed og sladder er modsætninger. Sladder trives der, hvor rumligheden er lille og pladsen er trang. Ikke nødvendigvis den fysiske, men den sociale og mentale plads.

At give plads og skabe rum er centralt. – Specielt i et samfund, hvor mennesker, viden, innovation og netværk er berettigede buzzwords.

Slots- og Ejendomsstyrelsen. Smag lige pÃ¥ ordet engang. Det lyder fint, ikke? Og fint er ogsÃ¥ deres magasin, Portal, som jeg først opdagede forleden dag. I den seneste udgave (klik pÃ¥ billedet) kan man bl.a. læse om Kulturministeriets kontorer, Christiansborg Slot og Fremtidens SKAT. Det er spændende læsning, gode tanker – og en fryd for øjet!

70% af alle store strategi-tiltag bliver aldrig til virkelighed. Måske er tallet lidt højere, måske lidt mindre. Men sådan cirka. Der omkring. Det opsummerede professor Anders Drejer i et indlæg for et par dage siden i Jyllands-Posten. Ifølge forskellige undersøgelser er der fire håndtag, ledelsen kan skrue på for at gøre strategi til virkelighed:

• Skabe ambitiøse visioner
• Igangsætte strategiske projekter
• Afsætte udviklingsressourcer
• Benytte belønningssystemer

Og jeg vil så tillade mig at foreslå en femte, der næppe kan overraske bloggens læsere:

• At bruge rummet strategisk!

Et eksempel:

I gÃ¥r hørte jeg et oplæg om et universitet, som ønsker at skabe nye samarbejdsrelationer og undervisningsformer – kort sagt: Implementere en ny strategi. Udfordringen var bare, at det skulle ske i de bestÃ¥ende rammer. Og trods gode intentioner og velmente forsøg er jeg alvorligt bange for, at denne strategi netop kan ende blandt de førstnævne 70%. For spørgsmÃ¥let er ganske enkelt: Kan man skabe grundlæggende nye mentale modeller i gamle fysiske rammer?

Nogle steder kan man. Men netop nÃ¥r det drejer sig om undervisning og læring, er der stor risiko for, at man lader sig determinere af bygningernes funktioner. Og det er desværre de færreste auditorier eller klasselokaler, der er skabt til samarbejde og vidensdeling – maksimalt at læreren deler af sin viden til eleverne!

Strategi handler om at skabe ny adfærd. Og de fysiske rammer, vi befinder os i, påvirker vores adfærd. Derfor er ændringer i rummet relevant at overveje, når nye strategier skal implementeres.

Jeg er inden for de sidste par dage stødt pÃ¥ to interessante undersøgelser om ledelse. Den ene handler om fremtidige ledelsesudfordringer, den anden om, hvad ledere har brug for rÃ¥dgivning om her og nu. Temaerne er nogenlunde identiske – og som sÃ¥dan ikke sÃ¥ overraskende: Personligt lederskab, forandringsledelse, talentledelse, ledelse af lærende organisationer, stress, work-life-balance og en del mere.

Hvordan kan man skabe rum til ledelse? Hvilke rum er nødvendige for at imødekomme både de nuværende og kommende udfordringer? Læringsrum? Frirum? Innovationsrum?

Ved første øjekast kan man overveje, at nogle omrÃ¥der er mere oplagte end andre i forhold til de fysiske rum. Lærende organisationer og læringsrum. Innovation og innovationsrum. Og sÃ¥ videre. – Kan man skabe rum til udvikling af personligt lederskab, kunne man spørge? Og igen er det vigtigt at understrege, at rummet i sig selv ikke er svaret pÃ¥ alting, men at en aktiv ud– og benyttelse af rummet netop – ja, skaber rum!

Jeg talte i gÃ¥r med en, der er pÃ¥ vej pÃ¥ pilgrimsrejse. At rejse væk for at komme fornyet tilbage. At rejse væk for at blive klogere pÃ¥ livet, pÃ¥ sig selv. At rejse væk – for at skabe rum. Rum til tanker, frihed, udvikling og refleksion. SÃ¥dan, for eksempel, skabes rum til udvikling!

Ledelse er essentielt. At skabe rum til ledelse handler om en helhedstænkning, hvor ledelse i mødet med det fysiske rum får krop og materie.

Jeg har købt en DAB-radio til mit kontor. Og lige nu strømmer Oscar Peterson’s fløjsbløde jazztoner ud fra højttaleren. Ganske svagt, men akkurat nok til, at jeg føler mig omsluttet af musikken, og kan bruge den som tæppe og afskærmning fra lyden af ringende telefoner – og ikke mindst støjen fra kraner og lastbiler fra det stÃ¥llager, som ligger lige uden for vinduet pÃ¥ arbejdspladsen over for.

Forleden dag sad jeg i bilen og hørte et taktfast nummer på P4. Da jeg holdt for rødt lys lagde jeg mærke til, at bilisten foran trommede på rattet i helt samme takt. Han trommede med på den musik, jeg hørte. Selvom vi sad i hver vores kabine, var musikken med til at skabe et fælles rum.

På min rumrejse er jeg kommet forbi en ny og spændende destination. Jeg har fundet en fyldig analyse af kirkerummet og dets betydning for kirkegængernes tilknytning til gudstjenesten.

Selvom strategisk indretning er et begreb, der oftest knytter sig til arbejdspladser og organisationer, så er kirkerummet på mange måder et af de mest klassiske eksempler på, hvordan rummet bruges strategisk. Måske vil man erstatte ordet strategi med mission og kalde det et missionalt kirkerum? Essensen er den samme: At kirkerummet igennem tiden er blevet brugt som en fysisk markør for det guddommelige; som en måde hvorpå mennesket i mødet med rummet også møder en flig af guddommen.

Indenfor psykologien er der foretaget undersøgelser, der taler om socialt sanktionerede rum. Terapirummet er et eksempel på et sådant, hvor rummet i sig selv har en positiv effekt i terapiforløbet. Kirken og andre religiøse rum er ligeledes et eksempel, og nogle undersøgelser viser, at spirituelle og åndelige oplevelser oftere forekommer i netop kirkerummet end i andre rum. Fordi Gud og andre højere magter foretrækker kirkerummet? Næ, nok snarere fordi mennesket i mødet med kirkerummet også skaber et mentalt rum for mødet med det guddommelige.

– Men læs Valinka Suenson og Lotte Andersens speciale om Kirke > Rum > Styring, som er en interessant Foucault-inspireret analyse af kirkerummet. Det findes her.

Efter lidt over en uge i blogosfæren er det gået op for mig, at jeg skriver nogle hulens lange indlæg! En klog mand skulle engang have sagt noget i retning af, at dette brev blev så langt, fordi jeg ikke havde tid til at gøre det kortere. Jeg forstår, hvad han mente!

I dag vil jeg sÃ¥ gøre noget ved det. Jeg vil ganske enkelt bare ønske go’ onsdag! Og mens du sÃ¥ nyder den, onsdagen altsÃ¥, sÃ¥ kan du jo passende lige kigge pÃ¥ 10 spændende rum. Hej hej!