I disse dage deltager jeg på PhD-kurset Dialogue and Organizational Development, som tager temaer op omkring bl.a. coaching, dialog og storytelling som en måde at udvikle organisationer på.

Grundantagelsen i kurset er, at samfundet bevæger sig (og allerede har bevæget sig) i en retning, hvor lederen ikke længere har monopol pÃ¥ viden og magt, men at organisationer derimod udvikles, nÃ¥r medarbejder og menneske udvikler sig. I den sammenhæng skifter lederens rolle fra at være en “jeg-alene-vide-chef” og til at være en udviklingsorienteret coach-leder.

Det er selvfølgelig fine ord i det akademiske elfenbenstårn, og der er næppe tvivl om, at mange af teorierne ikke ganske modsvarer virkeligheden i de fleste organisationer. Men det er temaer, som er relvante og interessante og ikke mindst får aktualitet i netop disse dage, hvor mediebilledet præges af en diskussion om danskernes effektivitet. For vi er for lidt effektive, hvis man skal tro de aktuelle økonomiske mål, og udfordringen, som ikke mindst rejses i lyset af finanskrisen, er, hvordan det bliver muligt at styrke effektiviteten og dermed indtjeningen?

Med andre ord: Hvordan skaber vi mennesker og organisationer i vækst og balance?

I den sammenhæng giver det mening at undersøge, hvordan nye ledelse- og organisationsformer kan bidrage. Det er dybest set det spørgsmål, der rejses på disse dages kursus, hvor bidragyderne bl.a. er professor Helle Alrø,  coachingprofessor Reinhard Stelter, professor David Boje og ass. professor Søren Willert.

For ikke sÃ¥ længe siden besøgte jeg Lousianas sommerudstilling Fremtidensarkitektur er grøn. Her kan man frem til d. 4. oktober se en række eksempler pÃ¥ klimaudfordringen – og ikke mindst se kreative løsningsforslag, som pÃ¥ mange mÃ¥der sætter fortidens lidt muntre forhold til økologi over styr. Her er der ikke tale om kiksede el-biler eller produkter og boligformer for urtethe-segmentet. Nej, her er der tale om, at miljørigtige løsninger ganske enkelt er bedst og smartest – bÃ¥de i forhold til miljø, design, æstetik osv.

Udstillingen forholder sig til 3 undertemaer:

• By
• Klima
• Stofskifte – et fint ordspil til at illustrere, at meget af klimaudfordringen mÃ¥ løses ved at bruge andre materialer

Udstillingen udmærkede sig ved at være skabt i arkitekturens navn og ikke mindst ved at blive afholdt på et kunstmuseeum. Det betød meget for indholdet, vel at mærke på den gode måde. Afsættet var en holdning om, at alt kan designes og formes, og dermed blev det også sagt indirekte, at nutidens klimaløsninger i virkeligheden er opstået på grund af dårligt design. Eller rettere: At fremtidens klimaløsningen skabes med godt design. Af byer, der er energivenlige. Af biler, der kører længere på literen. Af materialer, der minimerer mængden af affald, og kan genbruges i langt større grad, end vi har set tidligere.

Denne holdning om, at alt er design – skal vi kalde det designisme – ligger i trÃ¥d med mit PhD-projekts tanker om strategisk indretning. Hvordan det? Jo, ganske enkelt fordi godt design (sÃ¥vel som god indretning) altid mÃ¥ ses i et strategisk perspektiv. Det strategisk aspekt handler i denne sammenhæng om at forfølge en plan om, at gøre kloden grønnere. Derfor skal godt design ikke blot spejles i æstetik eller brugervenlighed, men besidde en stærk tilknytning til netop dét strategisk sigte. I virkeligheden er det ikke afgørende, om vi sÃ¥ kalder strategien bæredygtighed eller cradle to cradle, men derimod, at vi hele tiden i vores design og arkitektur indoptager et strategisk perspektiv, som pr. definition er langsigtet.

Dagens udgave af Børsen forkynder, at vinterens klimakonference i København af statsminister Lars Løkke opfattes som verdens hidtil største forhandlede aftale om verdensøkonomien. Jeg vil tillade mig at komme med den pÃ¥stand, at en vellykket klimakonference i virkeligheden er verdens hidtil største forhandlede designmanifest – for at sikre et grøn fremtid drejer sig i virkeligheden om at skabe design, arkitektur og adfærd, der har som strategisk mÃ¥l at skabe en bedre verden.

I denne uge har jeg deltaget i 3. og dermed sidste del af det obligatoriske Erhvervskursus for ErhvervsPhD-studerende.

Denne gang stod der innovation og patentlovgivning pÃ¥ programmet. Relevante emner, men ogsÃ¥ emner, der specielt hen pÃ¥ aftenen kunne blive bare en anelse tunge… Det blev sÃ¥ til gengæld vejet godt op af Pharmakons glimrende faciliteter og gode mad! Og ikke mindst af mødet med omkring 50 ErhvervsPhD-kollegaer. Det er i høj grad den del, der gør kurset til en fornøjelig oplevelse – bÃ¥de fagligt og socialt.

Nu venter så den afsluttende del af kurset, hvor vi skal skrive en rapport, der forsøger at integrere kursets teori med vores projekters kommercielle udfordringer og muligheder.

I sidste uge deltog jeg pÃ¥ CeBIT-messe i Hannover. Det har jeg gerne villet længe, men af forskellige grunde har jeg ikke haft anledning til det. Men nu skulle det sÃ¥ være, sÃ¥ med spændt forventning blev bilen pakket til en inspirationstur i det midttyske sammen med en god ven. Denne inspirationstur kommer de to næste indlæg her pÃ¥ bloggen til at handle om under overskriften “Kunsten at genopfinde sig selv”. Forklaring følger!

CeBIT-messen er  en af verdens største IT- og teknologimesser. PÃ¥ et omrÃ¥de, der fÃ¥r de fleste stations til at ligne dukkehuse, boltrer udstiller i hobetal sig, og viser dimser, dingenoter, innovation og design. I Ã¥r med særligt fokus pÃ¥ sikkerhed – og det kom til udtryk i en lidt broget skare af udstillere med alt fra alarmsystemer over kameraovervÃ¥gning og til nye, fikse pengeautomater.
Blandt CeBIT’s bud pÃ¥ fremtiden, var fx:

• En selvkørende bil med radar, sÃ¥ den ikke kører ind i andre biler
• 3D-printere, der stÃ¥r klar til at printe alt fra værktøj til emballage
• Interaktive spejle, der lader dig skifte tøj blot ved at enkelt klik pÃ¥ skærmen

Dertil kommer en sand hob af forbrugerelektronik: Telefoner, kameraer, skærme, computere hvor den ikke så overraskende tendens synes at være, at skærme bliver større og telefoner mindre.

I sig selv kunne man skrive meget om den teknologi, der blev udstillet. Det var imildertid ikke det, der viste sig at blive det mest interessante p̴ messen Рi hvert fald ikke i lyset af min forskning om strategisk brug af rum og rammer.

For messen var for mig at se et strålende eksempel på, hvordan manglende fokus på strategi i forhold til rum og rammer, kan være ganske mærkbar for forretningen. På grund af finanskrisen var dette års CeBIT krympet med en fjerdedel i forhold til sidste år. Min vurdering er, at det skyldes dette faktum: At CeBIT er et sted, hvor virksomheder lejer et stykke jord i 6 dage. Hverken mere eller mindre.

Og man kan spørge: Hvad skal en messe ellers være? Lad mig give et par eksempler: En messe skal være et mødested. Et træfpunkt. Et inspirations-hotel. En legeplads. Et stykke omvandrende oplevelsesøkonomi. Der er sikkert andre og bedre forslag. Essensen er blot denne: Hvis en messe har den selvforståelse, at den blot er et sted, hvor kunder lejer jord, så er den strandet i en bemærkelsesværdig mangel på innovativ tanke.

Og det var tydeligvis tilfældet. Hvis CeBIT har en anden selvopfattelse af sin kernekompetence end at leje standplads ud, sÃ¥ var det i hvert fald ikke tydeligt (det skulle mÃ¥ske lige være at sælge bratwurst pÃ¥ til lejligheden opstillede barer). Og hvis der er noget, der er nemt at vælge fra – specielt nÃ¥r krisen kradser – sÃ¥ er det leje af jord i en rÃ¥kold martsuge i en midttysk betonhal.

Jeg argumenterer med andre ord for, at selvforstÃ¥elsen mÃ¥ forandre sig. Hvor er det, at messen tilføjer værdi? Hvor er det, at rum og rammer – for en messe er sÃ¥dan set ikke andet – hvor er det, at de kan give merværdi for bÃ¥de udstiller og besøger?

Der er eksempler nok pÃ¥ virksomheder, der har fanget den pointe. Nokia laver ikke mobiltelefoner. Deres selvforstÃ¥else hedder: Connection people.  En messe kunne i høj grad holdes under samme slogan. Bare ikke, hvis selvforstÃ¥elsen er: CeBIT – udlejer kvadratmeter.

Med andre ord: Hvad er strategien? Hvad er værdien? Hvad er mÃ¥let? Udover at udleje jord… Og sÃ¥ i øvrigt garnere det med fine besøg fra Angela Merkel og governator Schwarzenegger.

I næste indlæg skal jeg fortælle om turens næste destination, som var et perleeksempel på det modsatte!

Jeg deltager i disse dage i konferencen Space=Interaction=Discourse, der finder sted p̴ Aalborg Universitet. Konferencen samler internationale forskere, der arbejder med betydningen af de omgivelser, vi befinder os i ud fra forskellige perspektiver: Sociologi, diskurspsykologi, diskursanalyse, arkitektur, design, geografi Рog en hel del andre faglige discipliner.

I bredeste forstand er konferencen en mulighed for at betragte den humanistiske forskning omkring sted og plads – og det er ikke mindst interessant, at forskningen i de fysiske omgivelsers betydning inden for de forskellige faglige discipliner tilsyneladende over alt er et lille og appendiks. Fordelen ved det er, at konferencer som denne rummer forskere med vidt forskellige baggrund – fra arkitekter over sociologer, antropologer, etnografer til psykologer og ligvistikere. Som alle forenes i konferencens tema: Space=Interaction=Discourse.

Jeg har fornøjelsen af selv at deltage med oplæget Strategic workspace design in knowledge organizations.

Jeg deltager i dag og i morgen i “Erhvervskursus”, som er en obligatorisk del af ErhvervsPhD-uddannelsen. Et væsentligt tema i dag har været kunsten at formidle. En kunst, der ikke er lige nem, nÃ¥r man med fÃ¥ ord skal forsøge at forklare essensen i sit forskningsprojekt. Men med kyndig hjælp fra en tidligere spindoktor er vi forhÃ¥bentlig blevet mere kompetente i den disciplin!

PÃ¥ kurset er vi omkring 50 ErhvervsPhD-studerende, sÃ¥ foruden det rent faglige er det interessant at høre, hvad andre arbejder med. Nogle projekter ligner mit. Andre er sÃ¥ forskellige, at min fantasi ikke helt rakte til at tænke, at man ogsÃ¥ kunne forske i det! Mangfoldigheden er stor – og dybest set bekræfter det mig blot i, at Danmark er godt pÃ¥ vej ind i videnssamfundet.

Og som en kommentar til mit tidligere indlæg om Nordjylland og videnssamfund, er det en interessant detalje, at 76% af ErhvervsPhD-projekterne er funderet i hovedstadsregionen. Det var nok en tanke værd for en lokalpolitiker eller to i det nordjyske, vil jeg mene!

Jeg deltog i gÃ¥r i et arrangement under titlen Flere virksomheder i vækst – en sympatisk tanke, som er rettet specielt mod nordjyske virksomheder, finansieret af EU og udmøntet af de lokale erhvervskontorer. Der var mere end 350 mennesker til stede, som repræsenterede store dele af nordjysk erhvervsliv. Og der var meget godt i arrangementet – men ogsÃ¥ noget alarmerende: Nemlig en tilsyneladende enighed om, at alle virksomheder er vidensvirksomheder. Logikken er som følger: Der skal viden til at lave alting, ergo er alle virksomheder vidensvirksomheder.

Problemet med begrebet videnssamfund og vidensvirksomhed er, at det kan skabe et a- og b-hold. For hvem vil ikke gerne være en vidensvirksomhed? Det lyder godt og højner unægteligt ens arbejde. Og derfor kan alle virksomheder hurtigt blive til vidensvirksomheder i tanken: Fra smeden til landbruget, fra hospitalet til købmanden, fra rejsebureauet til advokaten. Alt kræver viden – ergo er alt vidensvirksomheder.

Det farlige ved den logik er, at man risikerer at overse anatomien i egentlig vidensproduktion.Vi bevæger os tilsyneladende i retning af et samfund, som sætter mere og mere fokus pÃ¥ viden i stedet for varer. Men vi er nødt til stadig at fastholde en sondring mellem vidensarbejde og andet arbejde. Der findes bÃ¥de produktions- og salgsvirksomheder, der – uanset hvor meget viden de har – ikke er og aldrig bliver vidensvirksomheder.

Vidensvirksomheder er for det første karakteriseret ved, at deres produkt er immaterielt. Dernæst er de karakteriseret ved, at deres råstof er kreativitet, tankegang, udvikling. De udvikles igennem samarbejde og netværk. De er uafhængig af tid og sted i den forstand, at deres produkt kan skabes overalt, fordi det bæres af tanken.

Når vi bilder os ind, at alle virksomheder er vidensvirksomheder, skaber vi en risikabel logik, der ganske enkelt begrænser potentialet i de reelle vidensvirksomheder. Man kan ikke binde kreativitet til at være tilstede mellem kl. 8 og 16. Man kan ikke nødvendigvis opgøre idéer og tanker på den tid, der er brugt på en fysisk arbejdsplads. Og man kan ikke forudsætte, at de samme strukturer og systemer virker i vidensproduktion som i al anden produktion.

– Derfor bliver jeg lidt nervøs, nÃ¥r et ellers godt initiativ om vækst i erhvervslivet tilsyneladende har som grundlæggende præmis, at alt arbejde er vidensarbejde, nÃ¥r bare man ved noget. Det er at lade sig begrænse af industrisamfundets logik – som var fin i industrisamfundet, men som andre dele af verden for længst har erkendt ikke nødvendigvis er optimal, hvis man ønsker at være et videnssamfund.

Og spørgsmålet er måske, om man ønsker at være et videnssamfund i Nordjylland? Hvis man gør, er man nødt til at erkende, at vækst og udvikling foregår efter andre præmisser og principper, end det har gjort i industrisamfundet.

I dag og i morgen d. 25. – 26. april afholdes Forskningens døgn. Døgnet byder pÃ¥ en rundtur i alle afkroge af dansk forskning med mere end 100 foredrag og et væld af arrangementer.  Jeg deltager i arrangementet med foredraget Skab rum for viden pÃ¥ Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle i Vemb ved Holstebro. Foredraget finder sted i aften, fredag d. 25. april kl. 19-21, og jeg vil fortælle om videnssamfundets muligheder og umuligheder ud fra spørgsmÃ¥let: Hvilke tendenser præger videnssamfundet i forhold til rammer, rum og ledelse, og hvordan skaber vi bedst rum for viden?

I næste uge deltager jeg i PhD-kurset Innovation and Entrepreneurship Theory arrangeret af Aarhus School of Business (det, der i gamle dage hed Handelshøjskolen i Århus). I den forbindelse er jeg i fuld gang med at tygge mig igennem en hel del innovationslitteratur. Og det får mig til at tænke lidt over ordet.

Innovation, læser jeg pÃ¥ Wikipedia, forstÃ¥s af Copenhagen Business School (det, der i gamle dage hed Handelshøjskolen i København…) sÃ¥dan:

Innovation opstår, når teknologi og opfindelser kombineres med forretningsforståelse i bestræbelsen på at løse reelle udfordringer og problemstillinger.

Kloge ord, men der mangler bare (mindst) ét aspekt: Mennesker!

Innovation er dybest set en mÃ¥de at tænke pÃ¥; mÃ¥ske ligefrem en mÃ¥de at være pÃ¥ – som mennesker og som organisationer. Mange organisationer har arbejdet med innovation, og resultatet har været en række kortvarige forbedringer, som hurtigt er erstattet med en “sÃ¥dan har vi altid gjort”-tankegang. Andre har mere succesfuldt integreret innovationstænkning i organisationen – men stÃ¥r tilbage med den udfordring, at det er umÃ¥deligt svært at mÃ¥le effekten. Et af de bedste bud lige nu er at mÃ¥le antallet af idéer. Tænk lige den tanke igennem – og prøv det for dig selv en dags tid eller to. Tæl antallet af dine idéer. – I sig selv mÃ¥ske ikke jordens mest effektive mÃ¥lesystem…

Min pointe – ikke overraskende – er selvfølgelig, at rum og rammer med fordel kan integreres i innovationsprocesserne. Kan man tænke massivt anderledes i de bestÃ¥ende rammer? Ja, det kan man godt – men de skæve tanker kommer ofte i uvante sammenhænge: Under bruseren, pÃ¥ en gÃ¥tur ved stranden, i bilen. Kort sagt: I alle de sammenhænge, hvor vi ikke tror, at vi tænker kreativt.

Den erkendelse kan man lige så godt udnytte og skabe rammer, der er fleksible og foranderlige. Men måske kræver det mest af alt en gen-overvejelse af, hvad innovation er. Om det alene er en teknologisk og forretningsmæssig proces? Eller om det netop er en måde at tænke på og en måde at være på?

I dag afholdtes der Ã¥bningsseminar for build.aau – et netværk for forskning i det byggede miljø blandt forskere pÃ¥ Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut (som efter universitetsreformen ogsÃ¥ er en del af universitetet).

Mere end 300 forskere er tilknyttet netværket, og stort set alle forskningsaspekter inden for byggeri er repræsenteret. Potentialet er stort. Det samme er ambitionerne. Måske et af Europas største forskningsnetværk for forskning i det byggede miljø? Under alle omstændigheder et netværk uden sidestykke i Danmark.

Startskudet gik som sagt i dag – og jeg havde fornøjelsen af at være med, hvor jeg deltog i en workshop om sundhed og tilgængelighed. Aspekter lige fra ventilation over smittefare til arkitekturpsykolog blev vendt. Og denne tværfaglighed synes jeg virker bÃ¥de lovende og interessant for sÃ¥vel forskningen som for byggeriet.

– Nu mangler vi sÃ¥ldes blot at etablere et netværk for arkitekturpsykologi…