Vi kender alle fornemmelsen af, at vi i nogle omgivelser oplever en speciel ro, energi eller behagelig atmosfære. Tilsvarende kender vi alle til omgivelser, der skaber den modsatte effekt: Uro, forstyrrelse, stress. De byggede miljøer, vi færdes i, påvirker i stort omfang vores måde at opleve verden på og vores måde at være sammen med andre mennesker på.

I litteraturen har der i en del Ã¥r været skrevet om et begreb, som kaldes helende eller helbredende arkitektur – altsÃ¥ en mÃ¥de at indrette vores omgivelser pÃ¥, som i sig selv har en positiv effekt pÃ¥ vores krop og psyke. Og heldigvis bliver der i øjeblikket sat mere og mere fokus pÃ¥, hvad det er, omgivelserne gør ved os.

Et af de seneste store danske initiativer er opstået i kølvandet på beslutningerne om de kommende års store investeringer i sygehusbyggeri. Danske Regioner har i den forbindelse oprettet portalen www.godtsygehusbyggeri.dk, hvor der er henvisninger til en række inspirerende og relevante kilder om bl.a. helbredende arkitektur.

Tankerne om helbredende arkitektur er et omrÃ¥de, hvor vi i vores del af verden har store konkurrencefordele allerede pÃ¥ forhÃ¥nd. Vi har en stolt og stærk designtradition, og intuitivt er vi vant til at tænke i omgivelser, der fÃ¥r os til at føle os godt tilrette. Det er næppe helt forkert, at det kolde klima kommer os til gode i den retning – for i vinterkulden bruger vi ganske meget tid inden døre, og derfor giver det mening at sikre, at vores omgivelser er gode.

Udfordringen i den kommende tid, er at omsætte vores hverdagsforståelse af gode omgivelser og behagelige miljøer til et sprogbrug, som kan bruges langt mere aktivt. Når der i de kommende år investeres massivt i sygehuse (som vi i den her sammenhæng bør omdøbe til sundhedshuse), så er der al mulig grund til at være opmærksom på, hvordan omgivelserne i sig selv kan påvirke mennesker.

Det gælder ikke kun i byggeri til sundhedssektoren, men overalt, hvor vi ønske at skabe gode rum og rammer:

• I hjemmet
• PÃ¥ arbejdspladsen
• I skoler, gymnasier, uddannelsesinstitutioner og universiteter
• I klinikker, lægekonsultationer, hos tandlæger
• PÃ¥ sygehuse, genoptræningscentre, ældrecentre, hospices

Fortsæt selv listen.

I kunsten at skabe helbredende miljøer, har Danmark som nation unikke muligheder, fordi vi i forvejen har en stærk tradition inden for arkitektur og design. Udfordringen bliver, at erkende værdien, prioritere arbejdet og skabe rum og rammer, som understøtter livet.

International Herald Tribune diskuterer i artiklen Form follows function et efterhånden vel temmeligt klassisk emne: Hvorvidt form og funktion har noget med hinanden at gøre. Deres eksempel er iPod Shuffle. Et lækkert stykke elektronik. Men ligner det noget, der har med musik at gøre? Næ, faktisk ikke.

Skal et design afspejle funktionen, eller er det netop et godt designs særkende, at det taler sit eget sprog, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med genstandens egentlige brugsværdi? At designet så at sige er en værdi i sig selv, og at det blot er pragmatikere uden æstetisk sans, der vil foretrække at afkode designet i en given brugsmæssig retning? Den diskussion lader jeg trygt designere og brugere om, og vender mig i stedet mod den udfordring, som oftest udelades i diskussioner af den slags. Nemlig spørgsmålet om sammenhængen mellem design og adfærd.

PÃ¥ den ene side er design et formmæssigt udtryk, en manifestation, et stykke kunst, om man vil. PÃ¥ den anden side pÃ¥virkes vores adfærd i stor grad af de designs, vi omgives med. PÃ¥ mikroniveau mÃ¥ vi indrette adfærden efter designet pÃ¥ iPod’en for at fÃ¥ den til at virke. I lidt større skala er den type design, som vi kalder arkitektur, definerende for, hvor vi bevæger os og hvordan. Og pÃ¥ makroniveau er den type design, der forbinder arkitektur, politik og kultur afgørende for vores nationale tilhørsforhold, vores selvforstÃ¥else og vores verdensoplevelse.

Jeg besøgte Rom for få dage siden, og i romerriget smeltede arkitektur, kunst og politik sammen til et samlende hele, der var med til at definere dette magtcentrum, og i nogen grad stadig påvirker vores verdenssyn. Alle veje fører til Rom, siger vi, og måske er det mere præcist at sige, at alle veje fører fra Rom i den forstand, at romerrigets indflydelse på religion, arkiteitur, retsvidenskab og statsledelse stadig i dag er ganske betydelig i europæisk tænkning.

I det gamle Rom var form og funktion beslægtede enheder. I reduktionismens navn har vi adskilt form og funktion ikke blot i design, men i store dele af arkitekturen. Næppe af ond vilje, men fordi vi har glemt at opdage, at funktionen skiftede, mens formerne forblev de samme.

Lad mig give et par eksempler:

• I hjemmet: Hovedparten af alle typehuse tegnes til en familie pÃ¥ 2 voksne og 2 børn til trods for, at en større og større del af familier er sammensatte af “dine-mine-vores” – og til trods for, at singler og DINK-segmentet (double income, no kids) er blandt de mest købedygtige
• PÃ¥ arbejdet: Vidensarbejde udføres pÃ¥ kontorer, der som oftest i form er identiske med 1800-tallets tællerum, hvor kontoret var et nødvendigt appendiks til den egentlige produktion: Fabrikken. Hvis vi i dag skulle nyopfinde en fysisk ramme omkring vidensarbejde, ville den næppe være kontoret, som vi kender det, der ville blive resultatet.

Med andre ord er der i mange sammenhænge en modsætning mellem form og funktion. Og denne modsætning bliver speciel essentiel og og væsentlig, når formen påvirker menneskers adfærd, fordi formen dermed fastholder en funktion, der ikke nødvendigvis er hverken hensigtsmæssig eller ønskværdig. Kunsten bliver at søge mod integration; at forene dele til helheder, at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Og ikke mindst at udfordre os selv til at undersøge, hvilke funktioner vi som samfund, virksomheder og mennesker ønsker at opfylde.

Den opmærksomme læser af bloggen vil have opdaget, at strategisk indretning handler om ledelse og arkitekturpsykologi og om sammenhængen mellem de størrelser. Arkitekturpsykologi drejer sig om, hvordan de designede omgivelser pÃ¥virker os. Og det er tilsyneladende flere og flere, der fÃ¥r blik for, at det har en betydning – at vores omgivelser ikke bare er en passiv ramme, men aktivt har en betydning for, hvordan har vi har det, og hvordan vi agerer.

Den, der senest har betonet det for en bredere skare, er ingen ringere end Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der i sin nytårstale kom ind på, hvordan vores omgivelser påvirker os:

Ligeså meget som vi glæder os over broen, som føjer sig ind i landskabet eller den vellykkede omformning af et gammelt torv i byen, ligeså meget ærgrer det os, når en nybygning pludseligt stjæler vores udsigt, eller når en husrække skæmmes af en ufølsom facadefornyelse. Den vældige udvikling vi har været vidne til indenfor de senere år, fylder os med modstridende følelser. Det er vemodigt at se meget af det gamle forsvinde, men ikke desto mindre er vi med rette stolte af den foretagsomhed, som alt det nye vidner om.

(Læs talen i sin fulde længde her).

Dronningen sætter fokus på, hvordan forandring viser sig i vores omgivelser, og hvordan vi reagerer på det. Og skønt den første reaktioner på talen var, at afsnittet sikkert var en indirekte tak til Mærsk for Operaen, så er budskabet nu nok ment som mere end det! Majestætens fokus på de byggede omgivelser går hånd i hånd med en italesættelse af miljøet. Og forhåbentlig er begge dele en indikation af, hvad der kommer på dagsordnen de kommende år.

– SÃ¥ herfra ønsket om et godt nytÃ¥r!

Architecture of Life. SÃ¥dan hedder en ret interessant blog, som Christopher Travis har begÃ¥et. Han er partner i et arkitektfirma – og hans tilgang til arkitektur er interessant. Man fornemmer, at det ikke handler om at bygge huse, men at skabe rum. En del posts handler direkte eller indirekte om arkitekturpsykologi og filosofiske aspekter i byggeriet, og ikke mindst hans bogliste er spændende. Kort og godt: Besøg http://architecture-of-life.blogspot.com/

I relation til mit indlæg forleden om arkitekturpsykologi har jeg lige en tilføjelse: Nemlig at Tidsskrift for Norsk Psykologforening for nogle måneder siden bragte et temanummer om arkitekturpsykologi. Nummeret er tilgængeligt på nettet og kan læses her.

Jeg har fÃ¥et en opfordring, som jeg gerne vil følge – nemlig om at skrive et par gode forslag til litteratur om arkitekturpsykologi. Arkitekturpsykologien er et ret lille hjørne af psykologien, og er udsprunget af det felt, der kaldes miljøpsykologi. Jeg arbejder i tiden pÃ¥ en artikel, der netop omhandler hvad arkitekturpsykologi er for en størrelse – den skulle gerne foreligge omkring januar. Men indtil da vil jeg da gerne lave et par anbefalinger af litteratur, der kredser om emnet. Ikke en udtømmende liste, bare et par forslag til gode introduktioner.

På dansk kunne det være:

• Arkitekturpsykologi af Kirsten Kaya Roessler. Kan hentes her. Bogen beskæftiger sig primært med idrætsrummet, men er en god grundbog i feltet – og i øvrigt mig bekendt det eneste, der er skrevet pÃ¥ dansk specifikt om arkitekturpsykologi.
• Arkitektur, krop og læring redigeret af Kristian Larsen og udgiver pÃ¥ Hans Reitzels Forlag. Bogen indholder 13 meget forskellige tilgange til rummet, og dens styrke er den meget brede introduktion til feltet. I øvrigt er den ret ny, fra 2005.

På udenlandsk kunne et par bud være:

• Environmental Psychology for Design af Dan Kopec udgivet pÃ¥ Fairchild Publications. Bogen er fra 2006 og er en god sammenskrivning af feltet. Desuden er den flot udstyret og sikkert tænkt som grundbog pÃ¥ designuddannelser.
• Handbook of Environmental Psychology redigeret af Bechtel & Churchman og udgivet pÃ¥ forlaget Wiley. En 722-siders gennemgang af miljøpsykologien.
• Environmental Psychology af Bonnes & Secchiaroli og udgivet af SAGE. Skiller sig mÃ¥ske i virkeligheden mest ud ved at være italiensk (i modsætning til hovedparten af miljøpsykologi-litteraturen, der er amerikansk). En grundig introduktion til feltet og dets placering i psykologien som videnskab.

Og har jeg nævnt, at der i 2010 udkommer en fantastisk spændende PhD-afhandling, som ogsÃ¥ beskæftiger sig med omrÃ¥det… 🙂

Det er godt at fÃ¥ pakker – ogsÃ¥ selvom man selv betaler for dem. SÃ¥ledes er jeg skyldig i, at det lokale postbud formentlig har fÃ¥et rygskader, for forleden modtog jeg en kilotung pakke med bøger. 8 mammutværker om design- og arkitekturpsykologi. Indrømmet, jeg har ikke læst dem endnu, men dog bladret. Værkerne varierer i længde og drøjde, men er en god blanding af primærtekster og oversigtsværker.

De har det til fælles, at de er pÃ¥ engelsk. Og det kan godt undre mig, at der tilsyneladen her altsÃ¥ er en næsten uberørt side af den danske psykologi. Der er fokus på  indretning af arbejdspladser og boliger som aldrig før – alligevel er det sparsomt med forskning og litteratur inden for feltet. Jeg tror aldrig, jeg har hørt ordet arkitekturpsykologi nævnt til en universitetsforelæsning, og pÃ¥ dansk findes der meget lidt om emnet. Googler man, kommer der 118 resultater pÃ¥ dansk. Til sammenligning findes der mere end 1.2 mio. links pÃ¥ dansk om psykologi.

Hvorfor er arkitekturpsykologien overhovedet væsentlig, kan man spørge? – Det mener jeg den er, fordi vi alle ved, at vi bliver pÃ¥virket af de rammer og rum, vi befinder os i. Psykologi handler om tanker og adfærd, og en stor del af det mÃ¥ naturligt handle om individualitet og sociale fællesskaber. Men vi kan ikke udelade den fysiske verdens betydning for vores handlinger og tanker – og derfor er det vigtigt, at vi fÃ¥r tilstrækkeligt velbegrundede begreber.

– Og det er sÃ¥ det, jeg prøver at arbejde pÃ¥!

At tale om at rum i sig selv giver mere eller mindre videndeling svarer til, at man ville hævde, at samtalekøkkener pr. automatik gav flere samtaler.

SÃ¥ledes konkluderer Eva Bjerrum, Jakob Lauring og Anne Bøgh Fangel i deres artikel Det Ã¥bne kontor – en teknologi der fremmer interaktion og videndeling i arbejdet?, som kan læses i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 3, 2007.

Det spørgsmål, artiklen rejser er, om åbne kontorlandskaber berettiget kan knyttes så tæt med begrebet vidensdeling, som man tit gør. Og forfatternes pointe er, at det, der sker i rummet, hænger tæt sammen med ledelsen, organisationen og arbejdsforståelsen:

…Selvom man skaber nogle rammer til et bestemt formÃ¥l, kan man ikke være sikker pÃ¥, at de vil blive anvendt derefter. Det afhænger blandt andet af, om der er balance mellem ledelse, arbejdsopfattelsen og de konkrete fysiske rammer.

Det er en vigtig og væsentlig konklusion, og artiklen er samtidig en god problematisering af de seneste Ã¥rs studier inden for Ã¥bne kontorlandskaber. For der er skrevet meget i mange forskellige retninger – men artiklens indirekte pÃ¥stand (som jeg læser den) er, at det, man i virkeligheden skal fokusere pÃ¥, ikke er rummet alene – men rummet i sin sammenhæng. En sammenhæng, der som nævnt bestÃ¥r af ledelse, medarbejdere, kultur, traditioner, vaner – og sikkert en hel del mere.

Jeg er meget enig i artiklens konklusioner. En enkelt ting er jeg dog usikker på: Er det rigtigt, at et samtalekøkken i sig selv ikke giver flere samtaler? Det kan virke som et underligt spørgsmål, men der er forsket lidt i det, man tit kalder socialt sanktionerede rum, og essensen er, at rummet i sig selv kan (gentager: kan) styrke en bestemt adfærd i rummet.

Jeg har tidligere nævnt eksemplet med kirkerum, hvor man kan konstatere en overrepræsentation af religiøse fænomener i forhold til andre rum. Ligeledes med det terapeutiske rum. Og spørgsmÃ¥let er, om det, vi definerer et rum som, bliver en selvopfyldende profeti? Derfor er jeg faktisk tilbøjelig til at tro, at der mÃ¥ske forekommer flere samtaler i et samtalekøkken end i alle andre rum…¨

Pointe? Ja, pointen her er, at rummet og rummets navn indgår i en diskurs, der også omfatter handlingen i rummet. Den wittgensteinske opfattelse af, at vores sprog skaber vores verden gælder også for rummet. Det er derfor jeg tror på samtaler i samtalekøkkener, meditation i meditationsrum, innovation i innovationsrum. Og hvile i hvilerum.

Jeg er dermed enig i artiklens budskab om, at adfærden i rummet afhænger af bl.a. ledelsen. Men min pointe er, at ledelsen ikke kun omhandler det, der foregår i rummet, men omhandler selve definitionen af rummet. Som Churchill har sagt: Vi former vores bygninger, derefter former de os.

På min rumrejse er jeg kommet forbi en ny og spændende destination. Jeg har fundet en fyldig analyse af kirkerummet og dets betydning for kirkegængernes tilknytning til gudstjenesten.

Selvom strategisk indretning er et begreb, der oftest knytter sig til arbejdspladser og organisationer, så er kirkerummet på mange måder et af de mest klassiske eksempler på, hvordan rummet bruges strategisk. Måske vil man erstatte ordet strategi med mission og kalde det et missionalt kirkerum? Essensen er den samme: At kirkerummet igennem tiden er blevet brugt som en fysisk markør for det guddommelige; som en måde hvorpå mennesket i mødet med rummet også møder en flig af guddommen.

Indenfor psykologien er der foretaget undersøgelser, der taler om socialt sanktionerede rum. Terapirummet er et eksempel på et sådant, hvor rummet i sig selv har en positiv effekt i terapiforløbet. Kirken og andre religiøse rum er ligeledes et eksempel, og nogle undersøgelser viser, at spirituelle og åndelige oplevelser oftere forekommer i netop kirkerummet end i andre rum. Fordi Gud og andre højere magter foretrækker kirkerummet? Næ, nok snarere fordi mennesket i mødet med kirkerummet også skaber et mentalt rum for mødet med det guddommelige.

– Men læs Valinka Suenson og Lotte Andersens speciale om Kirke > Rum > Styring, som er en interessant Foucault-inspireret analyse af kirkerummet. Det findes her.