Erhvervsbladet bragte for nogle dage siden en artikel under overskriften Indret kontoret og få succes. Artiklen er en del af bladets serie Vækstmaskinen, og dermed er avisen blandt de få, der i krisetid har sat fokus på de fysiske rammers betydning. Sammenhængen er næppe helt så enkel, at et godt kontor i sig selv skaber succes. Men de fysiske rammer, som virksomheder befinder sig i, er en blandt en række parametre, der er med i værktøjskassen, når der skal skabes gode organisationer og virksomheder i vækst.

Det bemærkelsesværdige er, hvor få organisaioner, der udnytter det store potentiale, som findes i deres rum. Og her er udfordringen ikke, om væggen nu skal males grøn eller blå, eller om skrivebordet skal placeres i det ene eller det andet hjørne. Det store potentiale ligger i at lade rummet afspejle virksomhedens strategi.

Rummet er det, der skaber en ramme omkring virksomhedens arbejdspraksis. Rummet er med til at signalere virksomhedens værdier. Det er med til at definere, hvad virksomheden forstår ved rigtigt og forkert arbejde. Rummet fortæller en historie og rummet påvirker adfærd. Og ledelse og strategi handler, når alt kommer til alt, om at påvirke adfærd.

Derfor bør overvejelserne om kontoret ikke blot handle om æstetik, men bør derimod løftes op på et strategisk niveau. Ikke fordi det i sig selv er nogen mirakelkur, men fordi rummet er ét blandt en række af de parametre, som udgør en organisation.

Læs hele Erhvervsbladets artikel her.

Min seneste indlæg omhandlede et besøg på CeBIT-messen, som jeg mener er et godt eksempel på en aktivitet, der for mig at se ikke har været i stand til at genopfinde sig selv. Og hvad vil det så sige? Det vil sige, at man hele tiden søger at forny sit produkt, sit markedsgrundlag, sin identitet som virksomhed.

CeBIT udlejer plads i en midttysk messehal, og under en krisetid er det et let sted at spare. Det er formentlig en god grund til, at messen i år var skrumet med en fjerdedel i forhold til sidste år.

Turens næste stop var et sted, der havde genopfundet sig selv. Jeg læste for et par Ã¥r siden Wally Olins’ bog om branding, og jeg var næppe den eneste, der var lidt skeptisk over for udsagnet om, at VW-koncernen ikke producerer biler. De skaber design, mener Olins. Kernekompetencen er med andre ord ikke jern pÃ¥ hjul, men derimod design.

Det var formentligt godt set, da Olins skrev sin bog i slutningen af 90’erne. I dag er VW et skridt videre – i hvert fald, hvis man skal tro den historie, man bliver en del af, nÃ¥r man besøger koncernens oplevelses- og kompetencecenter Autostadt.

Autostadt er et omrÃ¥de pÃ¥ størrelse med nogen-og-tyve fodboldbaner, og er et oplevelsesrum for VW-koncernens mærker, bl.a. Skoda, Audi, VW og Seat. Men essensen i Autostadt er ikke at præsentere biler. Det er knapt nok at præsentere design. Det er vise det, jeg vil kalde “the VW way of living”. I Autostadt er VW ikke et bilmærke. Det er en mÃ¥de at leve pÃ¥.

Hvorfor gør de det, kan man spørge? Hvad betydet det for bundlinjen? Det er et godt spørgsmål, og det er i virkeligheden uklart, om VW selv har et snævert økonomisk rationale i Autostadt. Det er bygget, fordi de kan. Og det er bygget i troen på, at en samlende VW-fortælling skaber loyale og tilfredse kunder. Eller rettere: Indbyggere! For Autostadt viser, at VW ikke er noget, man køber. Det er en stat, man bliver borger i. En filosofi. En måde at forstå sit liv på.

Og uden at det skal lyde hverken sekterisk eller poppet, så er VW og Autostadt et imponerende eksempel på en ellers uhyggeligt traditionel virksomhed, der går ad forbløffende nye veje. Det er tydeligt, at det er længe siden virksomheden har set sig selv som en virksomhed, der sætter hjul på jern. De producerer ikke biler. De producerer måske design. Men mest af alt producerer de en måde at bevæge sig på igennem livet.

Autostadt bruger rum og rammer til at understøtte deres strategi. Og de kombinerer det fysiske rum med en imponerende grad af innovation i produkt og forretningsmodel. Man kan synes om det eller ej, men de evner kunsten at genopfinde sig selv.

I sidste uge deltog jeg pÃ¥ CeBIT-messe i Hannover. Det har jeg gerne villet længe, men af forskellige grunde har jeg ikke haft anledning til det. Men nu skulle det sÃ¥ være, sÃ¥ med spændt forventning blev bilen pakket til en inspirationstur i det midttyske sammen med en god ven. Denne inspirationstur kommer de to næste indlæg her pÃ¥ bloggen til at handle om under overskriften “Kunsten at genopfinde sig selv”. Forklaring følger!

CeBIT-messen er  en af verdens største IT- og teknologimesser. PÃ¥ et omrÃ¥de, der fÃ¥r de fleste stations til at ligne dukkehuse, boltrer udstiller i hobetal sig, og viser dimser, dingenoter, innovation og design. I Ã¥r med særligt fokus pÃ¥ sikkerhed – og det kom til udtryk i en lidt broget skare af udstillere med alt fra alarmsystemer over kameraovervÃ¥gning og til nye, fikse pengeautomater.
Blandt CeBIT’s bud pÃ¥ fremtiden, var fx:

• En selvkørende bil med radar, sÃ¥ den ikke kører ind i andre biler
• 3D-printere, der stÃ¥r klar til at printe alt fra værktøj til emballage
• Interaktive spejle, der lader dig skifte tøj blot ved at enkelt klik pÃ¥ skærmen

Dertil kommer en sand hob af forbrugerelektronik: Telefoner, kameraer, skærme, computere hvor den ikke så overraskende tendens synes at være, at skærme bliver større og telefoner mindre.

I sig selv kunne man skrive meget om den teknologi, der blev udstillet. Det var imildertid ikke det, der viste sig at blive det mest interessante p̴ messen Рi hvert fald ikke i lyset af min forskning om strategisk brug af rum og rammer.

For messen var for mig at se et strålende eksempel på, hvordan manglende fokus på strategi i forhold til rum og rammer, kan være ganske mærkbar for forretningen. På grund af finanskrisen var dette års CeBIT krympet med en fjerdedel i forhold til sidste år. Min vurdering er, at det skyldes dette faktum: At CeBIT er et sted, hvor virksomheder lejer et stykke jord i 6 dage. Hverken mere eller mindre.

Og man kan spørge: Hvad skal en messe ellers være? Lad mig give et par eksempler: En messe skal være et mødested. Et træfpunkt. Et inspirations-hotel. En legeplads. Et stykke omvandrende oplevelsesøkonomi. Der er sikkert andre og bedre forslag. Essensen er blot denne: Hvis en messe har den selvforståelse, at den blot er et sted, hvor kunder lejer jord, så er den strandet i en bemærkelsesværdig mangel på innovativ tanke.

Og det var tydeligvis tilfældet. Hvis CeBIT har en anden selvopfattelse af sin kernekompetence end at leje standplads ud, sÃ¥ var det i hvert fald ikke tydeligt (det skulle mÃ¥ske lige være at sælge bratwurst pÃ¥ til lejligheden opstillede barer). Og hvis der er noget, der er nemt at vælge fra – specielt nÃ¥r krisen kradser – sÃ¥ er det leje af jord i en rÃ¥kold martsuge i en midttysk betonhal.

Jeg argumenterer med andre ord for, at selvforstÃ¥elsen mÃ¥ forandre sig. Hvor er det, at messen tilføjer værdi? Hvor er det, at rum og rammer – for en messe er sÃ¥dan set ikke andet – hvor er det, at de kan give merværdi for bÃ¥de udstiller og besøger?

Der er eksempler nok pÃ¥ virksomheder, der har fanget den pointe. Nokia laver ikke mobiltelefoner. Deres selvforstÃ¥else hedder: Connection people.  En messe kunne i høj grad holdes under samme slogan. Bare ikke, hvis selvforstÃ¥elsen er: CeBIT – udlejer kvadratmeter.

Med andre ord: Hvad er strategien? Hvad er værdien? Hvad er mÃ¥let? Udover at udleje jord… Og sÃ¥ i øvrigt garnere det med fine besøg fra Angela Merkel og governator Schwarzenegger.

I næste indlæg skal jeg fortælle om turens næste destination, som var et perleeksempel på det modsatte!

Så var det, det vi alle sammen havde ventet på, skete: IT Factorys samlede inventar røg på auktion, og nu kunne pøblen få et stjålent kig ind i lækkerierne.

Og jeg blev ringet op af Kforum, der spurgte, om jeg havde lyst til at lave et lille skriv over inventaret. Det er som bekendt ret let at gøre sig munter over andres nederlag. Men efter et kort gennemsyn på lauritz.com, hvor de fine ting er sat til salg, var det altså svært ikke at fatte penne med et skævt smil.

– For de effekter, der prydede den nu hedengangne gazelle driver af storhed, skønhed og ekstravagance i en sÃ¥dan grad, at det unægteligt bliver næsten komisk i lyset af virksomhedens skæbne. Storhed og fald.

Så tillad mig at lege indretningstetektiv for en stund. Og klik endelig en tur forbi min gennemgang af boet på Kommunikationsforum.

I seneste nummer af magasinet Arbejdsmiljø (10/2008) kan man læse om Det levende hus. Tanken er at skabe en fysiske rammer, der understøtter nye arbejdsformer – og dermed ogsÃ¥ stiller spørgsmÃ¥lstegn ved, hvad det rigtige arbejde er. Der er pÃ¥ forhÃ¥nd defineret en række principper for det levende hus:

• Alle medarbejdere – ogsÃ¥ ledelsen – skal arbejde i Ã¥bne kontorlandskaber
• Miljørigtige løsninger prioriteres højt
• Projektet skal udstrÃ¥le en enstartet identitet pÃ¥ tværs af landegrænser (i første omgang etableres Det levende hus i Ballerup og Bergen)
• Huset skal afspejle organisationens værdier

Udover disse værdier er det en bærende tanke, at huset skal udformes i tæt samspil med brugerne. Dermed er det formentlig aldrig helt muligt at definere Det levende hus netop fordi det er – nÃ¥ja, levende!

Det er TrygVesta, der eksperimenter med Det levende hus, som man også kan læse mere om i organisationens egen avis.

For en del Ã¥r siden – engang i 1980’erne – blev der lavet et stykke arbejde, der skulle føre til design af nye skolemøbler. Udfordringen var, at børn ikke sidder stille, og det forstyrrer som bekendt undervisningen. SÃ¥ løsningen blev, at der skulle produceres skolemøbler efter devicen “Ingen bevægelige dele”. For nÃ¥r møblerne ikke kunne bevæge sig, sÃ¥ kunne børnene nok heller ikke.

Møblerne blev til virkelighed, og findes mig bekendt stadig på en hel del af kongerigets skoler. Tanken er sådan set logisk nok. Den er bare forkert. Og den er forkert, fordi vi i dag ved, at bevægelse er fundamentalt for vores kognitive egenskaber. Lidt poppet kan man næsten sige, at bevægelse i kroppen også giver bevægelse i hjernen.

Om det er den lære, den amerikanske kontormøbelproducent Steelcase har indoptaget, ved jeg ikke – eller om de mÃ¥ske bare har lavet møbler, der kan hjælpe de lidt for store amerikanere til at blive mere fitte. I hvert fald har de opfundet Walkstation, som mÃ¥ siges at være en arbejdsplads i bevægelse. – En sær gensplejsning mellem et løbebÃ¥nd og et skrivebord.

Da jeg sÃ¥ produktet første gang var jeg overbevidst om, at det bare var et konceptprodukt – noget, der ikke skulle pÃ¥ markedet, men blot vise idéer og tendenser i en lidt karikeret form. Men nu viser det sig sandelig, at det rent faktisk sælges. Vistnok til en pris omkring de 20.000,-

Om idéen er god eller dårlig skal jeg ikke blande mig i. Maksimalt anerkende, at en arbejdsplads i bevægelse måske ikke er så tosset et påhit endda!

For ikke sÃ¥ længe siden omtalte jeg her pÃ¥ bloggen det, der kaldes det 3. sted. Et sted, som hverken er hjem eller arbejdsplads – men mÃ¥ske en mellemting? Jeg foreslog, at det mÃ¥ske bliver en slags oase for nomader pÃ¥ konstant rejse. Og forleden besøgte jeg en af oaserne. Tilmed et sted sÃ¥ tilsyneladende ueksotisk som Hjørring. Men tag ikke fejl – i den nordjyske handelsby findes en af Danmarks formentlig mest interessante oaser. Bygget midt i Hjørrings svar pÃ¥ Fields: Storcentret Metropol.

På anden sal i centret, findes Hjørring Bibliotek. Et nyindrettet univers, skabt af designduoen Bosch & Fjord, og indrettet med en karakterietisk rød linie igennem hele rummet; den røde tråd, som fører besøgende igennem bibliotekets mange kroge. Biblioteket er et overflødighedshorn af oplevelser. Jovist, der er bøget. Men essensen er snarere, at biblioteket skaber en ramme for møder mellem mennesker. Der er forbydelsesrum, stillerum, arbejdsrum, læserum, spiserum, medierum, oplevelsesrum.

Hjørring Bibliotek gør op med tanken om, hvad et bibliotek er. Det er måske i fremtiden et mødested for nomader? For mennesker med hjemmearbejdsplads, der trænger til selskab? For familier på udflugt?

Mulighederne er mange – og det er netop pointen. For i en tid, som teknologien gør mere og mere bogløs, er bibliotekerne under kraftig forandring. Det stÃ¥r at læse i den nyudgivne bog Biblioteksrummet – inspiration til bygning og indretning, som Danmarks Biblioteksforening netop har publiceret. Biblioteker er kendt af alle. Derfor er potentialet stort. For mÃ¥ske bliver det bibliotekerne, der kommer til at vise vejen hen imod videnssamfundets rum. – For hvis nogen kan skabe rum til viden, mÃ¥ det vel i sagens natur være et bibliotek!

I den seneste udgave af The Economist var der en rapport om mobil telekommunikation. Ikke i sig selv særligt overraskende – mÃ¥ske næsten lidt forudsigeligt. Det knapt sÃ¥ forudsigelige var, at rapporten ikke kun handlede om den teknologiske udvikling, men derimod om, hvad mobil kommunikation betyder for vores mÃ¥de at arbejde og tænke pÃ¥. Og for vores mÃ¥de at bygge og være pÃ¥.

Nomader er ordet, som rapporten hæftede pÃ¥, og nomadebegrebet har længe eksisteret i rumlitteraturen – men trods alt stadig nyt, at anerkendte tidsskrifter som The Economist tager dén trÃ¥d op.

NÃ¥r vi forvandles til nomader, skrev rapporten, bliver vores mødesteder forvandlet til oaser. Vi kan ikke længere nøjes med at sondre mellem hjem og arbejdsplads. Vi fÃ¥r, med sociologen Ray Oldenburgs ord, et tredje sted, som mÃ¥ske netop bliver oasen. – For nÃ¥r vi konstant er pÃ¥ vandring, og nÃ¥r arbejde kan udføres overalt, som den teknologiske udvikling for længst har givet mulighed for, sÃ¥ bliver oasen og mødestedet centralt. Ikke som et high tech hotspot, hvor netforbindelsen kan boostes. Men som et sted, hvor mennesker kan mødes hinanden. Hvor high tech kan suppleres af high touch.

Nomader betegner folkegrupper, der flytter fra sted til sted uden en fast base. Nutidens nomader er ikke nødvendigvis grupper. Nok bevæger vi os alle sammen – men netop ikke nødvendigvis i samme retning. Vi har hver vores vandring, hver vores veje. Derfor bliver oasen ikke bare stedet, hvor en enkelt gruppe finder en midlertidig base. Det bliver et mødested for individer – et sted, hvor fællesskaber og netværk opstÃ¥r og plejes.

Vi har brug for oaser. Ikke mindst i takt med, at flere og flere af os fungerer som individuelle nomader. Vi har brug for et sted at være, en momentan base, et mentalt vandhul. Udfordringen er, at oaser i den forstand ikke af natur findes, men netop skal skabes. – Bliver det næste management-buzzword mon oaseledelse? Eller er det et fatamorgana…

Da jeg skrev min bog Rumrejse blev jeg klar over, hvor meget mødet med det første arbejdsrum betyder for vores forstÃ¥else af de efterfølgende. Sagt med andre ord: Skolen – som for de fleste er det første arbejderum – har en helt afgørende betydning for vores mÃ¥de at forstÃ¥ sÃ¥vel arbejde som rum pÃ¥.

Klasselokalet dikterer desværre stadig alt for ofte en arbejdsforstÃ¥else, der hørte industrisamfundet til, og derfor er det endnu engang inspirerende at læse Lars Kolinds blog – og hans syn pÃ¥ fremtidens læringsrum.

Det, som Kolind argumenterer for, kalder man nogle gange for fleksible arbejdsrum eller opgaveorienterede arbejdsrum. For hvorfor sidde samme sted uanset opgaven? РUdfordringen er ikke at finde de konkrete rum. Udfordringen er snarere, at f̴ rum og arbejdsopfattelse til at stemme overens. Men hvis det kan lykkes i skolen, s̴ er der h̴b!

På den nyligt forløbne storrumskonference blev jeg bekendt med et nyt begreb: Døde rum. Betegnelsen dækker de områder, som ikke bruges aktivt: Trappeopgange, gangarealer osv. Det dækker samtidigt de rum, hvor man ikke er synlig. Døde rum er derfor i en vis forstand også back stage.

Nogle organisationer forsøger at gøre de døde rum levende. Trappeopgangen placeres i husets midte, eller det lille tekøkken erstattes af et samtale-ditto.

Døde rum og vidensdeling er hævdes at være modsætninger. Modsat er det spørgsmålet, om alle rum nødvendigvis skal transformeres til åbne skuepladser? Er der ikke en grænse for, hvor meget glas og gennemsigtighed, vi kan holde til? Måske er de døde rum netop forudsætningen?

På teateret giver det ikke mening, at præsentere alting på scenen på én gang. Måske gør det samme sig gældende i virksomheder. Måske burde man i virkeligheden netop skabe back stage-områder som små oaser, hvor det er legalt at være sig selv.